Plader

Tilly and the Wall: O

Skrevet af Anders Mortensen

Der er stadig stepdans. Der er stadig mand/kvindeharmonier og sange om forelskelser. Det er såmænd også stadig indiepop, som det plejer at lyde, og alt burde være, som det skal være. Men Tilly and the Wall befinder sig for tiden på autopilot i en rundkørsel, og det er der kommet en umådelig kedelig plade ud af.

Et album skal kunne stå for sig selv. Det bør ikke være nødvendigt at fremdrive resten af kroppen i form af diskografien for at bestemme, hvorvidt et album er et mesterværk, en fremdrift, en nedgang eller noget helt fjerde. Og selvom en sammenligning med resten af udgivelserne muligvis vil give mening og forklaring til den del af lytterne, der er bekendt med disse, vil det for de resterende lyttere stå som uforståeligt og meningsløst, når man nu ligesom ikke rigtig kender noget til musikken og ikke ved, hvordan det lyder. Alt dette tror jeg på.

Men det forhindrer mig ikke i at bryde den tro, for hvor er det egentlig ærgerligt, at Tilly and the Wall befinder sig, hvor de gør nu. Det sted, man kalder kedsomhed. For når man ved, hvad de er i stand til, og når man nu engang syntes, at de var verdens bedste indiepopband, så er det irriterende og skuffende, at det ikke forholder sig sådan længere. De er faktisk slet ikke i nærheden af fordums styrke. Og det er endnu mere ærgerligt, når “fordums” ikke er længere tilbage end 2004, hvor det vidunderlige debutalbum Wild Like Children gjorde det klart, at ja, det kan godt lade sig gøre at indspille et helt igennem holdbart album med en stepdanser som den eneste form for percussion. Wild Like Children var vild som børn, og det var deri, pladens største force befandt sig. En bunke nærperfekte og harmoniske indiepopsange, der alligevel var ved at briste af en energi og en støj, som hele tiden lå et sted under de overliggende arrangementer..

På en måde lyder Tilly and the Wall, som de plejer. Der er stadig step, og der er stadig sødme og grovhed, og Kiannas stemme lyder stadig smuk på den let ligeglade måde. Det er svært at klage over de ting, der kendetegnede Tilly and the Wall på de gamle plader, for mange af dem er tydeligvis stadig til stede. Men hvor forgængeren hed Bottoms of Barrels, virker det desværre nu, som om gruppen rent faktisk har nået bunden af tønden, når det gælder fængende melodier og langtidsholdbare sange.

Hver eneste sang lyder som den forrige med enkelte nye elementer strøet ind over, og den velkendte umiddelbarhed og indiepoppethed er da også tilfredsstillende til et vist punkt, indtil man finder ud af, at det er blevet gjort så utrolig meget bedre – endda af bandet selv. Og hvad værre er: De numre, der så prøver en lidt ny lyd, fejler så frygteligt. Eksempelvis førstesinglen “Pot Kettle Black”, som er et eller andet mærkværdigt forsøg på at presse en NME anno 2002-bluesgaragerocklyd ned over stepperiet og harmonierne, og det er dårligt. Det er faktisk ikke bare dårligt; det er også rigtig kedeligt. Dårligt og kedeligt. Så skal man nok overveje, hvilke nye veje, man vil gå, når man nu gør det så halvkvalt.

Der er ingen grund til at være sur på pladen, og den er da heller ikke et makværk. Førnævnte “Pot Kettle Black” har endda været spillet i pilotafsnittet af det “nye” 90210, så måske er det nu endelig tiden, hvor Tilly and the Wall bryder igennem til den brede masse. Og det er fint, fint. Men hvor der ikke er grund til at være sur, er der måske grund til at være skuffet. For de kan skrive vidunderlige popsange, der får falsk nostalgi til at gå lige i knæene og hjertet og alle de andre steder, man kan blive blød i og om. Denne gang er det desværre endt i definitionen på indiepopmetervare.

★★½☆☆☆

Deltag i debat