Plader

Wilderness: (k)no(w)here

Når vinteren nærmer sig, bør musikken på anlægget matche årstiderne. Hvis du vil stikke hovedet i busken og gemme dig i mørkere toner, så kunne Wilderness nye udspil bruges. Her leveres et potpourri af indestængthed og slæbende intensitet, der passende kan bruges i disse mørke tider.

Vi befinder os i informationsalderen, hvor synlighed på nettet er vigtigt. Det skal være let at finde informationer om yndlingsbandet og opsnuse nyheder om fremadstormende navne på nettet. Problemer opstår, når bands vælger navne, hvor søgemaskinerne kommer til kort, som f.eks. !!!. Wilderness har med sit tredje album, (k)no(w)here, valgt samme model. Albumtitlen gør ikke informationssøgning lettere, men den irriterende titel bider sig alligevel fast. Ordlegen får én til at tænke. Under gennemlytningen af albummet er man pludselig i en speciel verden.

Der åbenbarer sig nemlig en verden, der er langsom, næsten slæbende. Mørk og intens. Den består af tre musikere og en sanger. Hver især arbejder de på at skabe et univers, hvor intensitet ikke er lig hastighed. Lyden er atmosfærisk, hypnotisk og fortættet. De bruger ikke vers, omkvæd og mellemspil i gentagende form, men opbygger støt og roligt til et klimaks. For så at drosle ned igen. De første gange er man i tvivl om, hvorvidt man lytter til forskellige sange eller ét langt nummer.

Ifølge pressematerialet var konceptet bag albummet netop at skabe én sammenhængende suite af musik. Det lykkes, og albummet opleves som en samlet, levende organisme, der ikke afbrydes i sin fremdrift. Alle pladens numre glider sammen i én lang spiral. Det føles udmarvende som lytter, indtil nuancerne begynder at træde frem. Efterhånden sanses overgangene, de små ændringer i tempo og intensitet. Musikkens atmosfæriske ensartethed brydes af sangeren James Johnson, der, som en blanding af Ian Curtis og David Byrne, optræder med en desperat grundtone kombineret med maniske udladninger. Hans barokke sangstil skaber modvægt til et statisk lydbillede.

Pladen kan kun opleves som en helhed. Det giver ingen mening at fremhæve ét nummer frem for et andet. Pladen indeholder ingen umiddelbare hit eller potentielle singler. Som lytter er man nødt til at sluge helheden. Det kræver tålmodighed og sandsynligvis interesse for postrock og instrumentalmusik. Samtidig kan pladens grundtone af desperation, ensomhed og det martrede sind virke udmarvende, men den er på den anden side som skabt til mørke tider.

★★★☆☆☆

Lyt til “Strand the Test of Time”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/strandthetestoftime.mp3]

Deltag i debat