Plader

Dane TS Hawk & The Cerebral Hemispheres: Coming Up

Det bliver aldrig kedeligt, når man har med T.S. Høeg at gøre. Således heller ikke på Coming Up, hvor han har barberet sin sædvanlige tentet ned til blot fire blæsere. Jovist, jazzen lugter stadig mærkeligt.

T.S. Høeg er lidt af en institution på den danske eksperimenterende jazzscene og har siden slutningen af 70’erne udgivet dels et væld af plader, dels omkring 10 bøger. Han har spillet med alle, fra John Tchicai til Sort Sol og Düreforsög, og det er netop på drengene fra Düreforsögs label, Escho, at hans nyeste udspil, Coming Up, er udgivet. På det seneste har Høeg især slået sine folder med tentetten Dane TS Hawk & The Locomotion Starsemble, som også tæller Jakob Dinesen (tenorsax), Kasper Tranberg (trompet/kornet/flygelhorn) og Mads Hyhne (trombone), der sammen med Høeg selv udgør The Cerebral Hemispheres.

Der er altså tale om en kvartet bestående udelukkende af blæsere, hvilket jo må siges at være en temmelig usædvanlig konstellation. Jeg indrømmer blankt, at mit kendskab til Høegs karriere er temmelig begrænset, hvorfor jeg havde forventet en hektisk malstrøm af frenetisk freejazz. Det er dog ingenlunde alt, hvad Coming Up har at byde på.

Det er især komponisten og dirigenten Høeg, der skinner igennem. Lige fra pladen starter med “Bold But Blue Fanfare”, til den slutter med “The Big Cluster”, er det først og fremmest de klange, som den nævnte konstellation kan frembringe, der udforskes, og erfaringen med at komponere for bigband fremstår tydeligt. Ofte leder de ganske melodiske og smukke numre tankerne hen på Miles Davis og Gil Evans’ samarbejder fra 1950’erne, snarere end på de følgende årtiers mere frie og eksperimenterede jazz.

The Cerebral Hemispheres, eller “Hjernehalvdelene” som Høeg kalder bandet i noterne, spiller yderst disciplineret, især på den gode to tredjedel af pladen, der er helliget afsøgningen af grænserne for gruppens klangmæssige formåen. Her er sjældent tale om en klassisk jazz-form, hvor et tema afløses af en eller flere soli, og der afsluttes med en gentagelse af temaet. I stedet virker de fleste numre overordentligt gennemkomponerede, og selvom det for en uskolet musiknørd som mig er svært at tyde de tilsyneladende hastigt nedkradsede nodeark, der følger med den i øvrigt virkelig flotte udgivelse, lader det ikke til, at der er mange toner, der er overladt til tilfældighederne eller til medlemmernes improvisatoriske indfald.

Numrene er oftest bygget op af relativt enkle melodilinjer og ostinater, som skiftevis indtager rytmiske og melodiske funktioner, og især de mere melodisk enkle og stærkt rytmiske numre har ofte en aggressiv, marchagtig karakter, som f.eks. “Tromfon #1 (for Solo Altosax & Hornstabs)”, der i øvrigt afløses af det meget lyriske “Sad But True #1”. Disse to numre repræsenterer meget fint et mikrokosmos af Coming Up, idet de illustrerer dens to konceptuelle yderpunkter; blæserkvartettens henholdsvis rytmiske og melodiske potentiale. Men det er alligevel mellemtingen, der fungerer bedst. De meget rytmiske numre bliver nemt en kende enerverende, og de meget melodiske har en tendens til at blive lidt for ambient skønhedssøgende. På det passende betitlede “Infantil populær”, hvis tema er temmelig fjollet og sært charmerende, gives der lidt mere slip, og det klæder egentlig gruppen meget godt. Det opfølges af det fremragende “Mourn”, der rammer balancen mellem de smukke harmonier og det mere aggressive spil, og hvor især Tranbergs trompet gør sig godt.

Der er i det hele taget masser af fine øjeblikke på Coming Up, hvor konstellationens forcer såvel som Høegs ubenægtelige kompositoriske talent virkelig kommer til sin ret. Men som med de fleste eksperimenter er der også momenter, hvor musikken er mere interessant end egentlig vellykket, og personligt bliver jeg altså lidt træt i hovedet af den ofte hårde og rudimentære rytmik, der for en stor del dominerer pladen.

Der er dog ingen tvivl om, at Dane TS Hawk & The Cerebral Hemispheres får en masse ud af deres specielle konstellation og endda kommer ganske langt ud i afsøgningen af deres musikalske potentiale, hvorfor pladens svageste momenter da også lader til at være dem, hvor gruppen simpelthen har bevæget sig ud, hvor vingerne ikke længere kan bære. Og selvom sådan et styrt måske ikke ligefrem er smukt at betragte, er det i det mindste altid, som minimum, interessant.

★★★★☆☆

Deltag i debat