Plader

Dan Auerbach: Keep It Hid

Dan Auerbach fra The Black Keys har med sin første soloudgivelse taget et skridt i en anden retning end den, han og Patrick Carney normalt vandrer i. På Keep It Hid bliver der eksperimenteret med både soul, folk, psykedelika og country, og resultatet er godt.

Det er mandag morgen. Klokken er nærmere bestemt 04.00, og en ensom arbejder møder ind på fabrikken i en tilfældig provinsby. Han er alene på fabrikken, og han føler sig mut. Det er tidligt, og han har ikke fået meget søvn. Han nynner en lille tekst, han har frisk i erindringen. Teksten er noget, han har drømt, og det passer egentlig meget godt på hans humør: »Trouble in the air / trouble all I see / does anybody care / trouble killin’ me / whoa, it’s killin’ me.« En lille folkmelodi, der bliver smukt akkompagneret af simpel akustisk guitar, får det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, imens han henter sine ting i skabet.

Det er stadig mørkt udenfor, da han begynder dagens arbejde. Han hamrer løs på det metal, der senere skal blive til et eller andet robust og urokkeligt. Med tunge slag og en rivende maskine i baggrunden tager jernet langsomt, men sikkert form, og det ender med at blive en bluessang med tryk på bluesen og det tunge og sørgmodige. En lille sætning dukker op fra drømmens dyb, og den lyder meget simpelt: »I want some more,« og imens han slår løs, går det op for ham, at det ikke er på fabrikken, han kan finde det.

Det er stadig for tidligt til, at de andre arbejdere møder ind. Så der står han – alene ved sin maskine i sit grimme arbejdstøj og med sit imponerende fuldskæg. Der er ingen andre. Ikke engang hans gamle makker, der ellers altid har fulgt ham på fabrikken. Nej, nu skal vores ven stå på egne ben, og det mærkes tydeligt på hans måde at arbejde på. Han er i fokus – han vil klare det meste selv. Og det går egentlig meget godt, han er måske ikke bedre alene, men han arbejder anderledes, og det er noget, der falder i god jord hos direktionen. At være innovativ, men samtidig holde fast i det, man ved, fungerer.

Nu er klokken dog ved at være tæt ved syv, og de første kolleger er så småt begyndt at stemple ind. Han er kommet i tanke om en sang, som hans far sang, dengang han var dreng. Den hedder “When The Night Comes”, og det er det eneste, han egentlig kan tænke på: at komme til at sove efter en lang dag. Med en rørende duet med en af sine kolleger, akustisk guitar og dybe trommeslag, er det lige før, at han bliver taget tilbage til drømmeland.

Heldigvis bliver der også givet los en gang imellem. Så fokuserer vores ensomme arbejder på de gamle og velkendte arbejdsmetoder. Det betyder støj, guitarriff, maskinlarm og blues af den bedste skuffe spædet op med en gang voldsom energi, der er så atypisk for sådan en fabriksarbejder. Derfor slutter dagen og dermed pladen også meget passende med nummeret “Goin’ Home”. Nu skal han hjem, og endnu en dag på fabrikken er forbi. Men han vender tilbage dagen efter og gør det, han er bedst til. Nemlig at blande godt gammeldags håndværk med interessante og spændende produktionseksperimenter, der på alle måder resulterer i et fantastisk produkt.

Leave a Reply