Artikler

High Places – De hemmelige melodiers holdeplads

Skrevet af Martin Thimes

High Places spiller to koncerter i Danmark denne weekend. Her følger en hurtig introduktion til den elektroniske duo, der bliver overvældet af hiphop-beats’ dansekommandoer og tiltrækkes af de samme lyde som deres katte.

Hvis Robert Johnson havde haft en sampler, en masse skramlet percussion og en stor samling 60’er-pop, ville hans deltablues nok have lydt en del anderledes. Ja, faktisk ville han slet ikke have lydt som Robert Johnson. High Places har alt andet end the blues. De er en nærmest lykkelig duo, der for tre år siden spillede deres første koncert sammen. Den bestod primært af basun og glockenspiel. Men de besidder den samme uldne, dæmpede og grundlæggende gamle lyd, som kongen af deltabluesen efterlod. Selvfølgelig tilsat lidt tidstypisk Brooklyn hipster-electronica og en evne til at skrive absolut fængende, rytmebårne popsange.

Foto: Hisham Bharoocha

Foto: Hisham Bharoocha

“Jeg er ret besat af krølle-lyde. Som papir. Jeg tror, jeg hænger lidt for meget ud med vores katte, for vi er begyndt at blive tiltrukket af de samme lyde,” har den ene halvdel af High Places, Robert Barber, fortalt i et interview. De katte må have et ordentligt skur af en kradsepæl, for bandets arsenal af instrumenter består af lige dele køkkengrej, legetøj og elektronik. Og der er meget af det. Det lyder som en rodeskuffe med lyd på.

High Places udgav to plader i 2008. Den første, en opsamling af 7″ singler, er absolut ikke blandt de mest helstøbte albums, der udkom sidste år. Men med numre som den boblende “Universe” med et vandfald af klaprende effekter, “Granole” med et shamanistisk fløjtetema, og den indledningsvist abstrakte, men pludseligt insisterende popsang “Canary”, beviste de, at de kan meget mere end at trække rodeskuffen ud og ind for bagefter at sætte ekko og lidt bas på.

På den egentlige, selvbetitlede debut, nåede High Places et mere sammensat niveau. Væk var de mange skitser og frem shufflede ti umiddelbare popsange, der med hårdtspændt rytmisk fornemmelse har gjort projektet til en fornøjelse at lytte til som en helhed. Ikke at bandet helt har forladt den dåseagtige og mudrede æstetik, som deres tidlige singler var proppet ind i. Som Mary Pearson har fortalt The Line of Best Fit om gamle blues-plader og deres inspirationskilder i øvrigt:
“Jeg elsker så blæste og dåse-agtige, de er. Og gode hip hop beats overvælder mig med den måde, de helt ufrivilligt får mig til at danse på.”

Hip hop-inspirationen er ikke så åbenlys som hos de ellers beslægtede Gang Gang Dance, men det elementært rytmiske er afgjort til stede på “The Tree With The Lights In It”, der langsomt vugger af sted med små hooks hægtet på sig. High Places er først og fremmest de hemmelige melodiers holdeplads. De skjuler sig bag myriaderne af lyde, men når Mary Pearson og Robert Barber lader dem folde sig ud som i “From Stardust to Sentience”, er det ren, uforfalsket popkunst, som kun kan anbefales som den perfekte start på en god påskeferie.

High Places spiller to koncerter i Danmark i denne uge:
3. april på Loppen i København (med CALLmeKAT)
4. april på Musikcaféen i Århus (med Loop Girl og DJ Börneblogger)

Deltag i debat