Plader

Marie Fisker: Ghost of Love

Skrevet af Camilla Grausen

Marie Fiskers debutalbum er stilsikkert, lækkert og indspillet med nogle af dansk rocks rutinerede herrer. Med singer/songwriter- og country-inspirerede numre står hun stærkt som et nyt, yderst interessant navn. Men gid hun dog ville rocke lidt mere!

Der er en ny dame på banen i dansk rock. Og lad mig sige det med det samme: Jeg er spændt på, hvad hun kan præstere i fremtiden. Marie Fisker har udgivet sit debutalbum, og det indeholder sikker sangskrivning og et stærkt udtryk. Uden i øvrigt at sige noget dårligt om to andre kvindelige rocksolister, de damer Tina Dickow og Kira Skov, så står Marie Fisker her som et mere interessant bud på en nutidig dansk rocksangerinde.

Efter en uddannelse fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København, diverse musikalske samarbejdsprojekter (med bl.a. Rune Kjeldsen og Kira Skov), live-optrædener og en Carlsbergfondet-pris som ‘Årets håb’ i 2005 er Marie Fisker nu kommet ud af starthullet. Hun har udgivet sit debutalbum, Ghost of Love, der er en opfølger til hendes debut-ep fra januar i år. Tre ud af de fire ep-numre optræder igen på fuldlængdealbummet, heriblandt albummets titelnummer og førstesingle.

Ghost of Love er indspillet sammen med en række rutinerede musikere, nemlig Rune Kjeldsen og Anders Christensen fra The Rhonda Harris og Savage Rose, Nicolai Munch-Hansen fra Kira and the Ghost Riders og ikke mindst Jakob Høyer fra The Raveonettes – sangerindens kæreste, som også har produceret albummet sammen med hende. Derudover er albummet mixet af Nikolaj Nørlund. Sammen udgør det velspillende band og co. et stærkt hold, der forstår begrænsningens kunst og at støtte Fiskers sange og stemme.

Helt uden konkurrence kan førstesinglen “City Lies” udnævnes til albummets bedste nummer. Sangen er en duet med Steen Jørgensen fra “TV2 Allstars” (han har i øvrigt også engang været med i et band, der hed Sort Sol). Den stilsikre rockmand har immervæk en god stemme, der inkarnerer ru, men elegant rock. “City Lies” er et melodisk og sejt nummer, der, som titlen vil det, emmer af bynat, hvor fortællerne dingler rundt et sted mellem lyst, fortvivlelse og træthed igennem både fyldte og tomme gader.

Den hærgede rockherre og den sorthårede, kvindelige sangskriver kan tilsammen  godt sende tankerne hen på en anden duo, nemlig Nick Cave og PJ Harvey. Sidstnævnte er der i det hele taget masser af lejlighed til at tænke på, når Ghost of Love snurrer. PJ Harvey og John Parishs nye album er netop udkommet, og da undertegnede også lærer det at kende for tiden, er det sket en gang eller to – mens Fisker sang fra højtalerne – at jeg troede, det var frk. Harvey. Men næh nej, det var ingen dramatisk Dorset-dame, men derimod en noget mere lokal rockdiva, københavnske Marie Fisker. Denne forveksling skal bestemt ikke forstås som andet end en ros til Fiskers vokal.

Rocken på albummet er fra den afdæmpede singer/songwriter-skuffe. En stor del af numrene har også en klar country-inspiration, som også titelnummret bærer præg af – af og til lyder en mundharpe, en slideguitar eller en tamburin. Men grundelementerne i numrene er Fiskers stemme, kor og guitar. Hun synger med alvor i stemmen og påkalder sig seriøse lyttere – udtryksfuldt og med en sørgmodighed og livstræthed i de lange toner, som hun trækker sine tekster ud over. Vokalmæssigt læner hun sig op ad nogle af rockens store kvinder, som Patti Smith og førnævnte PJ Harvey, krydret med et countrytwist og en snert af Hope Sandoval’sk tungsind.

Det er en samling velskrevne numre, Fisker har samlet på sit debutalbum, der viser rigtig gode tendenser. Hvad, der trækker ned, er dog, at stilen bliver kedelig efterhånden, og i et par numre, som for eksempel “On the Brim”, er alt lidt ved at gå i stå. Indimellem alle de her fine, tilbagelænede numre, måtte der godt være blevet rusket lidt mere igennem.

Hvis jeg i indledningen slog lidt for kraftigt på Fisker som dansk rocks nye, intelligente kvinde, er det altså, fordi jeg så gerne vil have hende til at være det. Hun må så hjertens gerne rocke lidt mere! Hun må gerne lade lidt mere grus komme i maskinen, lade lidt mere koffein komme i kaffen eller hvad pokker, der nu skal til. “City Lies” viser, at det kan lade sig gøre, og det lidt tungere opleves også med markeret bas og tromme på “My Love My Honey”. Mere af det, Marie Fisker! Du er så godt på vej.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat