Koncerter

Roskilde ’09: White Lies, The Whitest Boy Alive, 05.07.09

Skrevet af Martin Thimes

Løftet pegefinger til White Lies og for meget chillout med The Whitest Boy Alive.

White Lies skal lære at planlægge deres setliste – eller skrive nogle flere sange. Foto: Steve Gullick

White Lies skal lære at planlægge deres setliste – eller skrive nogle flere sange. Foto: Steve Gullick

White Lies, 05.07.09, 17.00, Odeon
Fadølsstemning og fællessang. White Lies går benhårdt efter stadiontronen, og deres koncert på Roskilde var en forvarsel til bands som The Killers, U2 og Muse. Der er nye kids på vej. Bandets højstemte 80’er-inspirerede rock tager udgangspunkt i bands som netop U2 og Echo & The Bunnymen. Bandet har styr på deres virkemidler, men har måske ikke helt lært at mestre kunsten at lave en setliste. Med kun et enkelt album bag sig, virkede det i alle tilfælde mystisk, at de efter fire numre allerede havde fyret deres to største hits af. “To Loose My Life” er bygget op om et ufatteligt stærkt omkvæd. Og det er “Farewell To The Fairground” sådan set også. Sidstnævnte var tilsat rullende trommer og synthflader, der dygtigt krydrede melodierne.

Desværre virkede den unge forsanger Harry McVeighs stemme underligt tam i den første halvdel af koncerten. Det var kun i omkvædene, hvor stemmebåndene blev svunget op i højere toner og mere kontante fraseringer, at stemmen fungerede. De mere brummende, rolige dele af numrene, som White Lies ret konsekvent bruger til at skabe kontrast til deres voldsomme omkvædsudladninger, fungerede sjældent ret godt. Derfor var det også med den tidligere single “Unfinished Business”, at bandet for alvor begyndte at vise tænder. Der blev de punkede, larmende, ligesom “Fifty On Our Foreheads” også gav vokalen plads til folde sig ud.

Det er svært virkelig at have noget imod White Lies. Og det ændrede koncerten på Roskilde ikke ved. Men det er også tydeligt, at bandet stadig mangler en del sange, før de kan fylde de helt store scener ud. 55 minutter blev det til, og det er inklusive et cover-nummer og mindst én b-side. Det er ganske enkelt ikke nok. Det kan gå to veje for White Lies her fra. Hvis de fortsætter med at skrive så stærke sange, som de har gjort hidtil, så hedder det Orange Scene om to-tre år. Hvis ikke, så er det nok sidste gang vi har set dem på festivalen. (MT)

★★★★☆☆
Sløj oplevelse med chilloutede nordmænd.

Sløj oplevelse med chilloutede nordmænd.

The Whitest Boy Alive, 05.07.09, 18.30, Arena
Buggi-burger eller hvidløgsbrød som festivalens sidste nadver? Tog hjem eller nasse lift? Klippe hår af eller forsøge at udrede dreadlock-lignende masse? Presserende spørgsmål af en ubehagelig praktisk karakter begynder så småt at melde sig, når festivalen synger på sidste vers, og det er ikke altid lige behageligt for hjernen at blive fisket op af sin konserverende spritlage. I den forstand var The Whitest Boy Alives koncert en kærkommen planlægningspause: Jeg tog gentagne gange mig selv i at stå og småsvaje til musikken, men mentalt befandt jeg mig i en ganske anden situation.

Det norske band har haft hypen med sig, og forsanger Erland Øye syntes at have tiltrukket samtlige festivalgængere, der, som han selv, har en forkærlighed for hinkestensbriller og ranglede kropsholdninger. Det er jo ikke i sig selv et problem, men problematisk var det, at hans cool-kejtede attitude ofte var for slap og ikke syntes virkelig at ønske at rive publikum med sig i hverken en festrus eller med ud ad nye, eksperimenterende stier, som bandets musik ellers kunne lægge op til.

Det kræver nemlig en vis indsats at formidle den hvide drengs musik, for selvom bandets funky discoudladninger som udgangspunkt besidder visse smittende egenskaber, har de tendens til at trække mere i langdrag, end godt er, og for at fastholde en reel, hengiven opmærksomhed fra publikum må der lægges kræfter i for at få de lange, repetitive passager til at fremstå som svedige i stedet for som materiale til hjernetom småtrampen.

Således udgjordes koncertens spredte højdepunkter i en rum tid af publikumsyndlinge, som “Keep a Secret” eller “Intentions”, da der fra bandets side manglede de formidlingsmæssige finesser, der ville kunne fastholde et publikum. Niveauet hævedes heldigvis mod koncertens slutning, hvor Øye og band i højere grad gjorde en indsats for at få musikken til at sprudle gennem passende gestikuleren og en mere legesyg instrumentel fremførelse. Det ændrer dog ikke på den noget flade helhedsoplevelse af musikken som chillout-faktor for picnicfolket på græsset foran Arena nærmere end som dansefremkaldende rytmer for de groove-hungrende individer under teltdugen. (SP)

★★☆☆☆☆

4 kommentarer

  • Mht anmeldelsen af The Whitest Boy Alive, mener jeg personligt at koncerten var den bedste jeg har været til hidtil – og det er ikke så lidt jeg har fået oplevet inden for musikken.
    The Whitest Boy Alive formåede, trods problemer med udstyret, at give hver enkelt tilskuer der var ved Arena en oplevelse som simpelthen ikke kan beskrives! så “SP” har højst selvsynligt ikke været til stede under koncerten.
    Jeg mener at man kan afgøre koncertens kvalitet på tilskurenes reaktioner, og så vidt jeg husker var der en fest allerede efter først nummer, og denne fest fortsatte efter koncerten, selvom vagterne lukkede Arena af. Dette mener jeg bevidner om en kanon koncert!

  • Kan kun være enig med Michael M. Jeg mener ikke at man kun skal vurdere koncerten ud fra publikums reaktioner, men også tage andre forhold i sin bedømmelse. Det at bandet efter koncerten prøvede at komme ud på scenen igen, men blev tilbageholdt af security vidner også om at det ikke kun var publikum som havde en kanon oplevelse.

    I øvrigt mener jeg at en anmelder bør skrive klart og forholde sig til misikken, og ikke forsangerens og bandets stil eller attitude, som i denne anmeldelse er altoverskyggende! En tredjedel af anmeldelse går deruvoverpå at skabe en “roskilde”-stemning og minder mest om et essay skrevet af en intelligent gymnasieelev. Sådan skal det jo helst ikke være.

  • Jeg er bestemt enig i, at publikums reaktioner udgoer en vigtig del af en koncertoplevelse – og isaer paa Roskilde, hvor der som er et stoerre udbud, og det derfor er lettere hurtigt at vaelge og vrage mellem de enkelte koncerter. Dog synes jeg, at publikum virkede langt mere hengivent til mange andre koncerter jeg var til – eksempelvis Frightened Rabbit eller The Pains of Being Pure at Heart – end til Whites Boy-koncerten, som jeg aerlig talt syntes var noget tung i optraekket. Der, hvor jeg stod, var det foerst mod koncertens slutning, at publikum for alvor syntes at vende fokus mod scenen, og det mener jeg er for sent.

    I oevrigt forstaar jeg ikke helt aversionen mod at indlemme hverken et bands attitude eller den generelle Roskilde-stemning i en anmeldelse, naar det – som jeg tydeligvis synes, det var tilfaeldet her – relaterer sig til den maade, hvorpaa en koncert udvikler sig eller hvorpaa publikum modtager et givent band.

  • forstår ikke hvordan anmdelderen kan give denne super super velspillede koncert, hvor en stor del af publikum var med fra start til slut, 2 stjerner ud af 6. TWBA var på næsten 1.5 time, og jeg mener de havde en super god energi fra start til slut og netop strålede af engergi og tiggede om at få lov at forsætte koncerten.
    det er selvfølgelig totalt afhængigt af hvor man står til en koncert i hvor høj grad man føler bandet er på bølgehøjde med publikum, men det var en fest omkring mig. Personligt havde jeg nok min bedste roskilde koncert i år på trods af jeg plejer at være meget hærdet søndag aften. Men fred være med det, interessant man kan have så forskellig opfattelse af en koncert.

Deltag i debat