Plader

Death to Frank Ziyanak: We Are Not Kids EP

Skrevet af Esben Rasmussen

Death to Frank Ziyanaks nyeste udspil indeholder én fin dynamisk og lyrisk ide. Desværre gentages den på samtlige af pladens skæringer, og pladen skændes også af en uheldig coverversion af en udødelig klassiker.

Når jeg ser en ep-udgivelse med fire numre på, hvoraf det ene er et covernummer, bliver jeg en smule skeptisk. Når det nummer, man har valgt at fortolke, viser sig at være et af rockhistoriens mest sejlivede, læderhudede og stadigt holdbare musikalske statements, kan der lægges en god portion ekstra skepsis til den allerede opsparede mængde. Dette er tilfældet med Death to Frank Ziyanaks ep We Are Not Kids.

Her har det silkeborgensiske band valgt at indspille tre af deres egne, originale sange, mens de oven i hatten har valgt at fortolke Iggy Pop & the Stooges decideret ondskabsfulde, nihilistiske magnumopus, “I Wanna Be Your Dog”. Se, dét er noget af en opgave at kaste sig over! Og nu er det ikke, fordi hele anmeldelsen skal handle om det ene nummer, bandet ikke selv har skrevet, men det kræver altså et vist mod at kaste sig over en klassiker af så voluminøs karakter på en udgivelse med så kort spilletid.

Nuvel – det er naturligvis bandets eget valg, og man må forsøge at gemme de forudindtagede meninger væk, når man kaster sig over pladens samlede kvaliteter. Titelnummeret, der også er skivens første, starter ganske fornuftigt, og over en repetitiv, men ganske velfungerende melodilinje gentages den samme stump tekst igen og igen tilsat spartansk bas og synth. Der tilføjes noget tromme og lidt distorted guitar, der emulerer den allerede fastlagte melodi, og således bygges nummeret op, indtil det slutter som det startede; med den samme melodi underlagt rummelige synthklange. Det er et ganske udmærket nummer, om end en smule kedeligt i manglen på udfordring af sit eget præmis – gentagelsen fungerer som sådan fint, men hverken tekst- eller opbygningsmæssigt er der det helt store at hente.

Herfra forsætter det straks over i sangen “Do Not Enter”, der benytter sig af en formel, der til forveksling minder om det foregående nummers: En vokalmelodi, der gentages igen og igen over spartanske trommer, synthflader og distorted guitar. Begge numre kører mere eller mindre i samme tempo, og der er faktisk ikke den store forskel på de to numres grundlæggende idéer. Det er den repetitive postpunk, der trækkes store veksler på, og selvom det ikke er decideret dårligt – melodierne og dynamikken fungerer grundlæggende fint – så er det bare ikke pisse åbenlyst, hvorfor netop disse sange skulle udgives. Man opdager ikke det litterære overskud i sangene (»(…) I know you want it / a freak, a faggot fuck if I let you have it«), og produktionerne sætter sig lidt mellem indtil flere stole: De vil ikke det rigtigt støjende, ej heller den kompromisløse lo-fi eller den stemningsmættede studieproduktion, og derfor virker sangene ganske underholdende, men egentligt også ret sjælløse.

Det samme gælder for tredje skæring, “Do You Care”, der faktisk benytter sig af præcis samme formel som før (jeg nægter at skrive den ned igen – hvis den skulle være glemt: se ovenstående), og heller ikke her gemmer der sig en Dostojevskij’sk eller Proust’sk begavelse i teksterne – for nu at sige det, om end arrogant, ganske pænt: »One thing that I regret / from the minute that I sleep ’till the second that I wake / it’s all I got / it’s what I got.« Ikke den store poesi, og desværre er denne mangel ikke tilgivet af de store musikalske ideer.

Igen skal det siges, at det ikke er dårlige sange eller dårlige udførelser, der er på denne udgivelse, det er blot nogle skæringer, der altid vil virke en kende ligegyldige, og som nok kan høres i festligt lag i ny og næ, men som aldrig vil få analytikeren til at frydes over den kunstneriske dybde. Og nu er covernummeret endda ikke nævnt. I originalen er produktionen så ødelagt, vokalen så primal-aggressiv, og den æstetiske tilgang så kompromisløs og brutal, at man ikke kan andet end at bukke sig dybt i støvet for Iggy og co. Det er ikke tilfældet her. Med præcis samme dynamiske virkemidler som i de tre andre numre jappes der på næsten hovedrystende maner gennem et nummer, som måske nok er godfather til punken, men som altså vel og mærke var det i 1969, og set i denne kontekst virker en 2009-udgave, der åbenlyst mangler kunstnerisk respekt for originalen, altså hverken specielt ‘punk’ eller velbegrundet. Det er et modigt valg, men som det også viser sig – et ufrugtbart valg. Det er ikke skrækkeligt; men tæt på.

Alt i alt må man altså sige, at nogle faktisk gode musikalske ideer skændes voldsomt af et fuldstændigt upassende covernummer, en halvhjertet produktion, vage lyriske tilsnigelser og mest af alt af mangel på variation af eget kunstnerisk udtryk. Jeg vil anbefale at høre titelnummeret, måske nummer to og måske nummer tre også – men så bør man også stoppe, noget Death to Frank Ziyanak nok set i bagklogskabens ulideligt klare lys også burde have gjort. Iggys arv er svær at løfte, drenge!

★★☆☆☆☆

Deltag i debat