Plader

The Go Find: Everybody Knows It’s Gonna Happen Only Not Tonight

Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.

Når man åbner belgiske The Go Finds tredje plade og trykker på play, er det som at lytte til et sovekammersensibelt og krammeblødt væsen, der kun vil én det godt. Den ene Bamseline-arrangerede sang efter den anden oversvømmer lydbilledet, og der svæver en behagelig form for ro over albummet, som fylder øregangene med dejlige, elektroniske popmelodier og afbalancerede vokalharmonier.

Det lyder alt sammen vældig rart – hvilket det i høj grad også er, men i stedet for at være alt for rar, kvalm og lyserød formår The Go Find, alias Dieter Sermues, heldigvis at inkorporere en anelse bittersweetness og melankoli a la The Cure. F.eks. er titelnummeret en god blanding af noget indietronica og lidt svimmelhedslyrik, hvor ungdommens uskyldighed stilles til skue og sættes op mod den alvorlige verden, der venter forude.

Det er helt sikkert simpel og umiddelbar pop, men der er tænkt over detaljerne på Everybody Knows…, og det er svært at finde en decideret svag melodi på pladen, hvilket i sig selv er ganske imponerende. Pladen er appellerende og ligefrem – dog uden de helt store højdepunkter, og her finder pladen sit egentlige leje. Det tenderer det glatte og polerede, og selvom der er masser af perfekte popmomenter på pladen, bliver den sukkerovertrukne skabelon en anelse for ensformig.

Sidste halvdel af albummet virker desværre også en anelse forceret, og af en eller anden grund har man valgt at korte sangene mere af – måske for at blive færdig? Der er mere plads til finesser og detaljer blandt de første fem numre. F.eks. hviler “It’s Automatic” eller “One Hundred Percent” i sig selv og får lov til at blive bygget op og pillet ned igen. Det savner “Cherry Pie” og “Heart of Gold” i den grad.

Alt i alt er Everybody Knows… et hurtigt og behageligt fix, der får blodet til at flyde let og behageligt, men så heller ikke mere end det. Hvad pladen magter i melodiøsitet, savner den til gengæld i personlighed og holdbarhed. Det er svært ikke at anbefale denne ganske rare og venlige plade, for den er helt sikkert iørefaldende og velmenende, men den går desværre på kompromis med sit eget selvbillede, og derfor ender det med at blive en anelse langhåret og ensformigt på den lange bane.

★★★½☆☆

Deltag i debat