Plader

Delorean: Subiza

Spanske Delorean kommer sommeren i møde med et forsøg på sofistikeret dance. Desværre er resultatet mindre dansabelt.

Sommervejret har momentvis hærget fædrelandet, og når solen skinner, temperaturen ligger i den høje ende og livet bevæger sig udendørs, begynder efterspørgslen efter soundtracket til sommerens aktiviteter. Flere udgivelser får hurtigt prædikatet ’sommerens soundtrack’. De har alle visse særegne kvaliteter. Ofte er de umiddelbart tilgængelige for et bredt, feststemt publikum. De udsender positive vibrationer (selvom budskabet ikke nødvendigvis er nogen dans på roser) og vækker hurtig genkendelse hos målgruppen. De frister kort sagt til frimodighed. De defineres måske lettest ved deres modsætning: det snørklede, krævende, langsommelige og subkulturelle. En vis folkelighed skal der til, hvis man vil score point som sommermuzak.

Spanske Delorean har skabt en flok sange, der med deres fortolkning af Ibiza-inspireret dansemusik gerne vil invitere til festivitas, hvad enten det er under åben himmel eller i et klubmiljø. Vi befinder os i et område af dancemusikken associeret mere med lækre clubs end halbal i provinsen og The Voice. Delorean bliver helt sikkert ikke spillet hos den lokale lydterrorist, når han spiller højt i bilen, eller hos folk, der tager på charterferie med Ung Rejs. Delorean er lyden af et moderne Barcelona kontra en pubcrawl i Lloret de Mar.

Deloran er givetvis mere sofistikerede end gennemsnittet, og deres musik er gennemarbejdet til fingerspidserne. Sangene indeholder lag på lag af synths, samples og rytmer, der tilsammen giver et meget komplekst udtryk. Oven på alt dette svæver en verdensfjern vokal, der hist og her suppleres af enkelte samplede ordbidder. Vokalen spiller en mindre rolle, men giver et melodisk kontrapunkt til den repetitive musik. Resultatet er et blidt, men stadig massivt udtryk.

Problemet er bare, at Deloreans fjerde album simpelthen er kedeligt i al sin billedskønhed. Musikken er pæn og nydelig, men uden nogen form for modhagere. Intet sætter sig fast. Rytmerne, der burde skabe intensitet, slumrer hen i ensformighed. Der er meget få melodiske og strukturelle overraskelser. Sangenes ensporethed gør, at albummet let glider i baggrunden, hvilket bestemt kan være positivt. Jeg tror dog ikke, at intentionen har været at skabe chillout-musik til efterfesten, men desværre er resultatet mere egnet til sådanne stunder.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat