Plader

Microtia: Spacemaker

Skrevet af Søren Jakobsen

Portland-bandet Microtia spiller som begejstrede 12-armede blæksprutter. Desværre hæmmes de af migrænefremkaldende vokaler og så mange rytmeskift, at enhver Red Hot Chili Peppers-fan vil række efter kummen.

Navnet Microtia lyder et eller andet sted som det arketypiske Muse-nummer, og bandet trækker for så vidt også en smule på de hysteriske englændere i deres referencer. Musikken er åleglat og så stramt produceret, at man ikke ville kunne proppe så meget som en blokfløjte ind i mixet. Men Spacemaker er langt hen ad vejen som at glane på Islands Brygge. Stadset er veludført, og bagmændene er åbenlyst begavede inden for deres felt, men som endeligt produkt virker pladen for tydeligt inspireret af andre og gør i sidste ende lytteren umådeligt træt i hovedet.

Man kan allerede på forhånd fyldes med navnløs rædsel og frygte noget mildt sagt problematisk ved at kigge på indpakningen til Oregon-bandets debut. Første ildevarslende tegn ligger ligefor i den vedhæftede pressemeddelelse. »Imagine Björk pumped with 400 cc’s of testosterone.« Man kan smage på den beskrivelse, så længe det nu skal være, uden at den kommer til at virke behagelig. På intet tidspunkt i løbet af pladens tre kvarter er der noget, der lyder bare det fjerneste som Björk, hvilket blot gør beskrivelsen mere meningstom.

Der er mere mening i den økologiske indpakning, hvor coveret er lavet af pap fra en ølkasse, mens den indsatte trackliste er skåret ud af en æske med Camel-cigarer. Den slags sætter en fed streg under DIY-konceptet bag bandet, og det er pudsigt, at man som med en anden duftprøve, kan sniffe til lidt tobak, musikerne givetvis selv har røget, mens man hører pladen.

Nu skal man jo heller ikke nødvendigvis skue hunden på en småklam pressemeddelelse, og undervejs på Spacemaker er der flere gange antrit til noget respektabelt, primært i kraft af den rent tekniske side. Rytmesektionen i bandet trækker et voldsomt læs, og dette, kombineret med en nærmest konservatorie-lignende blodtørst efter konstant at drive de ni numre ad nye stier, gør Microtia til et forpustende bekendtskab. Man kan ikke på nogen måde brokke sig over fesen instrumentering.

Hvad man derimod kan brokke sig over, er den enerverende præstation, som forsanger Eric Leskovar lægger for dagen under store dele af pladen. Hans vokale spændvidde er noget nær lig med pladens tykkelse, og flere af numrene lider decideret under det halvsovende udtryk. De gange, hvor Leskovar trods alt søger at strække benene lidt mere, kommer man bare til at længes efter den vanlige monotoni.

Som et ekstra raffinement er det blevet nævnt i forbindelse med markedsføringen af pladen, at Microtia i løbet af indspilningen konsumerede 1650 øl, hvilket forklarer indpakningen og naturligvis er beundringsværdigt. Men samtidig er det også en nærliggende forklaring, når man skal søge en forklaring på den jodlende galskab, som man drives igennem af Leskovar i “Early Fish Gets the Worm.” Øl og galskab til trods er det dog også et af lyspunkterne på en plade, der ud over vokalpræstationen både bæres og hæmmes af en enorm legesyge.

For eksempel er den brutale og irregulære midterakse på pladen, “Tone MTN. vs. the Body of Pilfage” (!), et interessant afbræk fra den gængse suppe af krydshoppende rytme- og stilskift på resten af pladen. Hvor der alt for ofte er retningsløshed og en følelse af overmæthed på mange af de andre numre, er tempoet her trukket ud af den kværnende metalmølle. Noget af vejen.
Indledningens ekkomættede guitar og mellemøstligt inspirerede rytmik trækker tydelige veksler på Tool og lignende progmetal-kæmper og vækker en smule optimisme. Indtil vokalen vel at mærke slår ind, hvorefeter alt ryger tilbage i den samme, jævne rille og tydeliggør, at forsangeren ikke kan prale af samme evne til at afveksle brugen af sine stemmebånd. Afbrudte samlejer a la dette er der lidt for mange eksempler på.

Kort sagt er Spacemaker en interessant debut, der dog klart indikerer, at en vokaltræner (eller en anden forsanger, eller slet ingen), samt en noget mindre udtalt legesyge kunne gøre underværker for Microtia. Numrene rinder hurtigt ud i kalkuleret afveksling i rytmerne, og man står tilbage med et indtryk af form uden alt for meget indhold. Man er samtidig undervejs løbet vild i en plade, der ellers ikke er belastende lang, og det er på den led svært at sige, hvor amerikanerne ender, når man knapt ved, hvor de er nu.

★★½☆☆☆

Deltag i debat