Plader

Radiohead: The King of Limbs

Skrevet af Søren Jakobsen

Endnu en gang udøver Radiohead blitzkrieg mod deres fans, men i forhold til 2007-udgivelsen er The King of Limbs både kortere, køligere og mere usammenhængende. Resultatet er såmænd en ganske kedelig parentes af en Radiohead-plade.

Oh, Radiohead. Det nye årtusindes Pink Floyd, Beatles, Talk Talk, Autechre og alt muligt andet godt rullet sammen i en bolledej af beats og skåret ud i form af fem blege, semi-sky mænd fra Oxford. Rockmusikkens frelsere, fremmedgjorthedens forkæmpere og feje hold over for alle andre bands. Og oven i købet med hænderne frie til at gøre lige nøjagtigt, hvad det passer dem, når det passer dem. Det er deres ret. Og horderne af tilhængere venter gerne. Når mågerne følger fiskekutteren, er det som bekendt, fordi de regner med, at der bliver smidt sardiner ud, som en klog franskmand engang sagde.

Som forgængeren, In Rainbows, er The King of Limbs udgivet med meget kort varsel af bandets egne, ubundne hænder og produceret af bandets mangeårige samarbejdspartner Nigel Godrich. For så vidt intet nyt. Hvad der dog forekommer nyt, er den manglende fornemmelse af at have med et gennemarbejdet værk at gøre. Englænderne har før været vævende og svingende i deres udspil, tydeligst på den mystiske Amnesiac, men selv denne havde nogle ufravigelige numre, der rangerer blandt bandets allerbedste. Det er ikke rigtig tilfældet her. Sagt kort fremstår materialet på The King of Limbs både uoriginalt, fortænkt og, værst af alt, for det meste berøvet melodier af den kvalitet, man som Radiohead-lytter trods alt er blevet vænnet til findes et sted bag alt rodet og Thom Yorkes uhæmmede misbrug af ProTools.

Det er selvfølgelig ikke svært at udpege fordelene ved at have separeret sig fra de megalomane pladeselskaber, der, ifølge kunstnerne selv, har korrumperet, sodomiseret og på alle måder flået de vitale dele ud af umælende musikere, der bare ville have deres sange ud i verden og måske tjene en klatskilling ved siden af. På den anden side er det også nærliggende at forestille sig, at en enegang som Radioheads på sigt vil kunne medføre et vist tab i kvalitetskontrol. Det, kunne noget tyde på, er tilfældet her.

Åbningsnummeret “Bloom” er udfordrende, båret af et maskinelt beat, der måske, måske ikke er trommeslager Phil Selways, og efterhånden, i tråd med nummerets titel, forgrener det sig ud i et morads af horn og gigantiske gletsjere af synths og lukker sig mod slutningen om sig selv igen uden at have udfoldet sig helt. Lyder det bekendt? Ja, det gør det, og sådan kan man fortsætte. Der er nu heller ikke meget plads at rutte med på The King of Limbs, for med en spilletid på 37,5 minutter er der i højere grad tale om en udvidet ep i Radiohead-henseende.

Desto værre, at halvdelen af pladen føles decideret halvhjertet og tvangsfodret med lag, uanset hvordan man vender og drejer den. Ikke at den ikke føles gennemproduceret, for det gør den i den grad. ‘Single’-udspillet “Lotus Flower” er netop et fint eksempel på den fortærskede atmosfære, der hærger pladen igennem. En selvpastiche af de dubsteppende samples, Yorke har kværnet længere og længere ind i bandets dna siden sin solodebut, samt et utal af overdubbede vokalarrangementer og håndklap. I bedste fald forglemmeligt, i værste fald en total falliterklæring.

Pladens bedste nummer, “Codex”, er samtidig også en slags bevis på Radioheads akilleshæl. De virkemidler, der til hver en tid ville kunne drive bandets fans fra Herodes til Pilatus og videre til banken for at donere alle deres penge til bandet, er hørt før, og de er hørt bedre. Simple pianofigurer med rumklang, tjek. Ensomme Yorke-hyl, tjek. Spøgelsesagtig baggrundsstøj, tjek. Vi har med andre ord her at gøre med “Pyramid Song”/”Nude”/et utal andre Radiohead-numre, tilsyneladende spillet baglæns. Hvis bare mystikken bredte sig, men det gør den ikke.

“Codex” er som sådan åndeløst smukt, men føles som at have stirret på den samme solnedgang alt, alt for længe. Yorke kan uden tvivl ryste den slags numre ud af ærmet i søvne, og det gør han sikkert også, men det tjener bare mere som et billigt eksempel på, at englænderne stadig kan konstruere en regelret melodi, end at det virker som noget, de reelt gad have med på albummet. Det stikker ud som en pensionist i en børnepool.

Den syrefolkede “Give Up the Ghost” er ligeledes et eksempel på, at Radiohead kunne have godt af at spænde nogle af deres mange heste fra. En simpel elektronisk puls, en endnu mere simpel akustisk guitarrundgang og en Yorke, der synger, som om han mener det, hvilket tillige er en mangelvare på pladen generelt, hvor hans vokal virker fraværende. Et højdepunkt i kraft af enkelheden.

The King of Limbs afsluttes med den dystre, krautede og ganske glimrende “Seperator”, hvor man blandt de svært hørlige tekster fanger fornemmelsen af Thom Yorke, der vælter ud af en drømmeverden og sidst i nummeret bønfalder noget eller nogen om at »wake me up.« I slutningen af Radioheads eget magnum opus, OK Computer, var kravet »Hey, man, slow down.« Begge budskaber kan snildt overføres til Radioheads egen karriere.

Til tider har englænderne nemlig virket underligt dirigeret af en større karriereplan, sådan tænker de argeste fans i hvert fald, men en udgivelse som The King of Limbs virker forvildet, forjaget (utroligt nok, når man netop har komplet kontrol), uden dybere mening og derfor truende tæt på at være ligegyldig. Den står med sin spredte fægtning højest som et irriterende vagt fingerpeg om, hvad der lurer derude.

The King of Limbs er på bundlinjen ret meget Radiohead, endnu oftere Yorke’n’Roses. Til tider sublimt, størstedelen af vejen virkeligt kedeligt og drøvtyggende på allerede nedtrampet græs. Altså kan bandets tilhængere notere sig, at pladens lemmer stritter vanligt vildt ud til alle sider, men Radiohovedet er ærligt talt på vej op i dets eget Radiorøv, og denne kunne have godt af et los med tilløb. Gennemsnitlighed klæder nu gode bands så umanerligt dårligt.

★★★☆☆☆

18 kommentarer

  • Jeg må desværre give Søren ret, og hvis pladen var blevet udgivet af et andet band ville den generelle kritik fra andre anmeldere sikkert også være noget hårdere.

    The King of Limbs er bare halvkedeligt og lunkent.

  • “Forjaget” er et meget rammende ord at bruge om The King of Limbs.

    God anmeldelse, godt hørt.

  • Jeg synes denne plade har mange kvaliteter! sidste halvdel af albummet lever helt klart op til deres tidligere værker. Eneste nummer der ikke vokser ved gennemlytning er “Morning Mr. Magpie”. Thom Yorke synger helt fantastisk!!. Mit eneste minus ved pladen er, at der er gået for meget repetationsmusik i den. De første par numre savner en helt klar udvikling.
    Synes ikke det er helt fair, at Radiohead skal kritiseres, bare fordi nogle af numrene er hørt før. man bør i stedet bare nyde at der er et band, som kan skrive så mange fremragende sange.

  • jamen, det er jo problemet, rosenqvist. Der er IKKE nogen fremragende sange på det her album. Der er en masse skæv rytmik og trommeprogrammeringer og hvis man er til den slags er man langt bedre tjent med Flying Lotus (som Thom da også sender en venlig tanke med tanke på singleforløberen “Lotus Flower”, formoder man..?)

  • Det er en forfærdelig anmeldelse, der er bedrevet her.

    Nogensinde hørt om en minimalistisk approach?
    Ja, det er godt nok ærgeligt der ikke er nogle “Enter Sandman” guitar-riffs.

  • Sjovt. Jeg havde det egentlig på samme måde som Søren med pladen de første par gange jeg hørte den. Men da jeg forleden “kom til”, at lytte til den på repeat i forbindelse med noget laboratoriearbejde som involverede 180 urinprøver – spørg ikke hvorfor!!! ;-) Så var det ligesom der dukkede noget godt materiale op imellem alt det der Flying Lotus rip-off. Morale : Prøv at sidde i dampende fra ca. 180 urinprøver og vupti … en klassiker er født! :-)

    I shit you not..

  • Skide god ide at sætte en anmelder der jo tydeligvis ikke kan lide Radiohead, til at anmelde en Radiohead cd, så ved man da i hvertfald hvad man får. Total ubrugelig anmeldelse, skulle ikke undre mig hvis anmelderen kun har lyttet til cd’en en enkelt gang. Radiohead’s musik tager tid at lytte sig frem til. Efter min mening er Give up The Ghost og Codex to af de bedste sange Radiohead nogensinde har skrevet og er da også enig i at cd’en til tider kan virke FOR eksperimenterende og retningsløs men mener stadig at der er massere gode ting at hente i The King of Limbs. De fleste numre vokser for hver gennemlytning og det tager som sagt tid at lære pladen ordentligt at kende. Men når man så efterhånden lærer den at kende åbner pladen sig og man kan ikke lade være med at blive draget ind i Thom Yorke og Radiohead’s facinerende og meget abstrakte univers. Synes helt klart at pladen er pengene værd!

  • Jeg bryder mig ikke rigtig om at deltage i kommentardiskussioner a la disse, men det skulle vist være første gang nogen har beskyldt mig for ikke at kunne lide Radiohead. For anmeldelser baseret på en enkelt gennemlytning må jeg også henvise til andre, lidt hurtigere offentliggjorte anmeldelser. The King Of Limbs er blevet hørt. Meget endda. Og bagefter blevet hørt igen. I alle mulige situationer, omend desværre ikke omgivet af 180 urinprøver.

    At det så er første gang, det er sket for denne anmelder, at jeg er blevet led og ked ved en Radiohead-plade så tidligt i processen, som tilfældet er, skal jeg være den første til at beklage. Det er ikke noget, jeg bryder mig om.

    Pladen har desværre heller ikke foldet sig ud som noget uomstrideligt mesterværk siden, tværtimod. Men godt, at pladen skiller vandene, det vil bandet sikkert selv sætte stor pris på. Samt at deres plade er 7 euro værd.

  • Fair nok, synes bare indledningen lagde lidt op til at anmelderen var meget træt af Radiohead i forvejen, men det er jo åbenbart ikke tilfældet så. Beklager at jeg var af denne overbevisning,det er selvfølgelig også fair nok ikke at kunne lide cd’en, min kommentar kom vist også til at lyde lidt mere sur end den egentlig skulle have været. det skal selvfølgelig også være tilladt at kritisere Radiohead, men synes bare personligt at albummet er rigtig fedt. jeg har selvfølgelig respekt for anmeldelsen og anmelderen selv om at jeg er uenig i den :)

  • Det er skam helt i orden, at du brokker dig, Malte. Det er det, kommentarfeltet er her for, og vi skribenter er også ret hårde i vores selvkritik. Man finder altid noget, man ville have skrevet anderledes. Som bare et enkelt eksempel må jeg medgive, at jeg også synes, at jeg måske er lovlig hård i starten af anmeldelsen. Og som sagt er det ikke med glæde, jeg giver et så fundamentalt band i min musikopdragelse en noget hård medfart. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide det elektroniske element, for så kunne jeg lige så vel have hoppet fra borde ved Kid A. Desværre virker manglen på noget banebrydende meget hårdere, når man er vant til et band som Radiohead. På et tidspunkt tænkte jeg på at give fire stjerner for de kvaliteter, der var (jeg mener nu ellers at jeg omtaler både Codex og Give Up The Ghost i et positivt lys). Andre gange overvejede jeg nærmere to, fordi jeg efter ikke gad (og egentlig stadig ikke rigtig gider) høre den mere. Så det blev en kedelig middelkarakter, som da trods alt ville være pænt for dårligere bands, og dem synes jeg, der er en del af.

    Tak for feedbacken!

    Mvh. Søren

  • Og bagefter blevet hørt igen. I alle mulige situationer, omend desværre ikke omgivet af 180 urinprøver.

    Jeg har tænkt over det …. Måske er det en form for musikalsk Stockholm syndrom ;-)

  • Faldt lige over denne anmeldelse her ca et år og 2 måneder efter pladen kom ud. Set i bakspejlet ser jeg nu King of limbs som en plade der på en gang cementerer Radiohead som et af musikkens mest kompromisløse og intelligente mainstream acts og samtidig starter Radiohead igang med et nyt kapitel ala overgangen fra Ok Computer til Kid a/Amnesiac. Nu er der efterhånden gået så lang tid siden pladen kom ud at man ikke kan undskylde sig med forhastede konklusioner og ordenlige gennemlytninger. Men faktum er at denne anmeldelse fremhæver de to langsomme og følsomme numre Codex og Give up the ghost. Numre som jeg mener er gledet over i periferien henover det forgangne år. Derimod mener jeg at de første 4 skæringer på King of limbs, er dem som nu fremstår som de stærkeste numre. De numre, der af de fleste anmeldere fik hårdest medfart da pladen kom ud, hvilket i bund og grund skyldes forhastede konklusioner og et ønske om at bandet leverede noget mindre kompromisløs og let-lyttelig. Især fordi de 4 første skæringer er nogle af de mest hard core bedrifter inden for minimalistisk, detaljeret Krautrock anno 2011 jeg har hørt siden 70´erne, mens de sidste 4 går lidt væk fra konceptet om fornyelse og trækker mere på den typiske ballade og derfor naturligt ville blive fremhævet i anmeldelserne.
    Skønheden i Bloom gik først op for mig efter jeg havde hørt de første live udgaver, hvor nummerkonstruktionen bliver meget mere åbenlys og den geniale basgang kommer til sin ret. Morning mr magpie og little by little er på pladen som ambiente lyd collager, der svæver fra start til slut og er svære at favne grundet den flydende produktion og det enorme væld af random detaljer, især med Magpie må man ganske enkelt lytte til nummeret mere end et par gange hvis man vil fatte finurligheden i guitarmønstrene forenet med den groovy basgang. men live viser især little by little sig som et groovy rocknumre, der er konstrueret så skævt på beatet at man som musiker ikke kan lade være med at være imponeret. Feral, et nummer som blev overset utilgiveligt ved udgivelsen, er jo en decideret magdemonstration i energisk perkussion og Basgangen kværner derudaf og vækker behagelige minder til gamle numre som The Gloaming og where i end and you begin.

    Jeg mener at man kan kigge tilbage på pladen og forstå hvorfor den ikke just skrev sig ind i historien som en ny milepæl ala in rainbows og ok computer. Men faktum er at det nok heller aldrig var meningen den skulle være det, men snarere vise sig som en helstøbt ep i oversize, der tilkendegiver de ting der er i vente. De har udgivet 4 nye numre siden og offentliggjort 3 nye på deres tour og på den måde minder king of limbs udgivelsen mig mere og mere om Kid/amnesiac udgivelserne. Rent instrumentalt føler jeg at Radiohead stadig viser at de er klasser over andre når det kommer til innovativ skabelse af musik og jeg mener også at det netop er det instrumentale man skal nyde på denne plade og lade være med at læne sig op yorkes vokaler og vente på det flotte omkvæd. Phil Selway og Colin Greenwood har aldrig været bedre end de er på denne skive! Sandheden er at King of limbs er for fansne og nørderne, det samme kan siges om tourneen hvor Radiohead serverer nye numre, gamle b sider der aldrig er blevet spillet live, eller bare numre som subterreanian homesick alien fra ok computer der er en sjældenhed live.

    Jeg syntes sgu at King of Limbs er et flot værk, muligvis ikke så helstøbt som In Raibows, Ok Computer eller kid a. Men stadig et beskrivende værk med en rød tråd og mange virkelig flotte lytteoplevelser 5/6 stjerner ikke sølle 3!

  • Jeg er utrolig enig med mumuuh.
    Albummet har fra starten været i en modvind den ikke fortjente. Måske netop fordi det er Radiohead, og folk har enormt mange forventninger til hvordan de skal lyde. Havde det været et andet navn der havde udgivet dette album, tror jeg det var blevet rost til skyerne.
    Jeg mener at hvert enkelt track på TKOL er enormt stærkt, og at det er en fuldstændig helstøbt og sammenhængende plade, og for mig bliver den bedre og bedre.

Deltag i debat