Koncerter

Roskilde Festival ’11: Afrocubism, 03.07.11, Arena

Skrevet af Daniel Niebuhr

Afrocubisms eftermiddagskoncert var en sveddryppende og medrivende opvisning i, hvordan cubanske og afrikanske toner skal leveres.

Afrocubism leverede en medrivende og sveddryppende koncert.

Lørdagens regn på festivalpladsen var blevet erstattet af meget høje varmegrader og høj luftfugtighed, der gav nærmest afrikanske eller latinamerikanske tilstande. Sikken et held at jeg skulle bruge min eftermiddag i selskab med et orkester, der i så fald ville føle sig hjemme her. Den prominente kollaboration af afrikanske og cubanske musikstjerner Afrocubism stod i hvert fald klar til at sætte gang i Arena.

Det, der startede som et projekt tilbage i midt-90’erne, men dog endte som Buena Vista Social Club og først for et års tid siden blev en realitet, er en sammenslutning af nogle af de to musikkulturers mest kompetente kunstnere med blandt andre Bassekou Koyate, Kasse Mady Diabaté og José Ángel Martinez som medlemmer.

De 14 mand på scenen sørgede i hvert fald for, at musikken blev en mindst lige så vigtig grund til sveden på publikums pander som de høje temperaturer indenfor i teltet. Varmen fik dog også betydning for publikums generelle stemningsniveau, der aldrig helt toppede i en ekstatisk udløsning, men i mere flere små jubelseancer. Det var tydeligt, at folk ikke rigtig orkede mere end de obligatoriske hofteryk og fodtrinsbevægelser i et Arena-telt, der allermest mindede om en cubansk-afrikansk bageovn med indbygget radio.

Dog fornemmede man hurtigt, lige netop hvor fantastiske musikere man havde æren af at opleve denne søndag eftermiddag. For det, som vi blev præsenteret for, var en professionalisme sjældent set på denne scene eller Roskilde Festival generelt, hvor individernes musik- og showmanship-egenskaber skabte et unisont lydbillede, som man ikke kunne andet end overgive sig til og herefter lade sin hofter bevæge sig i takt med rytmerne. Og så kunne det ellers være nok så ligegyldigt, at Afrocubism kun havde ét enkelt album at gøre godt med.

Afrokubismens mestre gav os i al fald en imponerende demonstration af netop det, som Roskilde Festival står for: musik, der mødes på tværs af kulturer. Eller med andre ord: »det universelle sprog, som er musik,« som guitarist Djelimady Tounkara så smukt formulerede det.

★★★★★☆

Deltag i debat