Koncerter

Roskilde Festival ’11: Surfer Blood, 03.07.11, Odeon

Skrevet af Lise Christensen

Surfer Blood laver slackerpop, der er 90’erne værdig. At sceneshowet også bar præg af en slacker-attitude, reducerede koncerten til magelig high school-rock.

Surfer Blood: en flok lige vel magelige slackere.

Surfer Blood gik på scenen med jokes, om at de nu endelig havde forladt fængslet og var blevet clean. Når man ser på bandet, er prison punks dog ikke det første mærkat, man vil sætte på kvartetten. De ligner nærmere fire stereotyper fra en high school-komedie: emo-guitaristen, den nørdede trommeslager med kassebrillerne, den stankelbenstynde bassist og den lettere ølpolstrede forsanger, der bøvler med kærligheden og voksenlivet.

Musikken falder heller ikke langt fra dette billede. Lyden er blevet beskrevet som Beach Boys-surfpop, der møder Weezer-slackerpop. Live blev det dog til betydeligt mere af det sidste, da nuancerne langt hen ad vejen druknede i bas og trommer. Hovedparten af sangene serveredes med et godt riff, markante 4/4-trommer og en guitarmelodilinje, der lagde sig hen over den simple bund.

Startjoken blev hurtigt forklaret med, at bandet er ep-aktuelle til september, bl.a. med nummeret “Prison Break”, der ikke lagde sig langt fra lyden på debutpladen Astro Coast fra 2010. Det gjorde derimod det nye nummer “Dancing”, som bevægede sig mere over mod en Vampire Weekend-inspireret collegelyd. Det nye blev blandet op med sikre træffere fra debutpladen som “Harmonix”, “Floating Vibes” og “Take It Easy”.

Men idet vokalen i størstedelen af numrene ikke trådte klart igennem, og at bandet alt for ofte lænede sig tilbage i en magelig positur, blev numrene ensformige og uvedkommende, og det tyndede da også lige så stille ud i publikum undervejs. Det har nok heller ikke gjort det lettere for bandet at keyboardspilleren og percussionisten Marcos Marchesani ikke længere er en del af setuppet. En skam, da rygtet ellers gik, at han var nerven i liveshowet.

Ikke at det resterende band ikke gav showdelen et forsøg. Der var guitardueller i sneglefart, og forsanger Josh Paul Pitts var passende nok en tur nede i pitten og lunte lidt frem og tilbage. At det så tog lidt tid at få hevet ham op igen, var en anden sag. Det var dog for mageligt, og først med hitsinglen “Swim (to Reach the End)” og dens stadion-store rocklyd syntes både band og publikum at oppe sig. Det hjalp dog ikke på følelsen af at have været til open mic-arrangement på den lokale high school. En gedigen præstation af et tiltalende, men dog lidt for slacket band, der snildt kunne have skruet ned for bassen og op for showet.

★★★½☆☆

Om skribenten

Lise Christensen

Konkurrenceansvarlig

lise@undertoner.dk

 

Biografi:
Min første plade var Tjajkovskijs Svanesøen. Den købte jeg som ni-årig. Det var i den periode, hvor man også skulle have en Monet-plakat i ramme. Helst en med beroligende åkander. Den klassiske musik fik tre spin, og så tænkte jeg ellers ikke videre over det, indtil jeg kom på uni. Jeg havde været en okay flittig musiklytter indtil, men nærmest med ét blev jeg involveret i et spillested, begyndte at anmelde, afholdt en festival og var da også turen omkring et pladeselskab. Alle sjove og hårde på deres egen facon. Men det mest udfordrende har nu været at skulle forholde sig til musikken på skrift. Et puslespil med umage brikker. Nu er der gået 16 år, og jeg er begyndt at høre neoklassik (foruden elektronisk minimalisme, techno, ambient, skæv pop og engelske mænd, der synger om erotik), og Lille-Lise får et mentalt skulderklap, mens interesserne strejfer hinanden på tværs af tiden.


Fem favoritalbums:
Fuck Buttons: Tarot Sport
Nils Frahm: Felt
Wild Beasts: Smother
Four Tet: Rounds
alva noto & Ryuichi Sakamoto: Insen

Skriv et svar