Plader

Hunch Bettors: Splash-Dancing Kids EP

Skrevet af Camilla Grausen

KarriereKanonen-vinderne Hunch Bettors har udgivet en flot debut-ep med højstemt neofolk og indierock af den følelsesladede slags med trompet på alt. Komplet unikt er det måske ikke, men det holder, og ”Nothing But Green Lights” er så fin.

Sidste år vandt de fire Holstebro-drenge i Hunch Bettors P3’s Karrierekanonen sammen med Ignug og Mescalin, Baby (ja, det er tre vindere pr. år). Herefter hittede deres nummer ”Nothing But Green Lights” eftertrykkeligt på Det Elektriske Barometer. Og det forstår jeg godt.

Nu hvor neofolk/indierock-kvartetten udgiver deres debut-ep, der selvfølgelig er inklusive ”Nothing But Green Lights”, kan jeg tydeligt høre, hvorfor bandet fik vind i sejlene på P3. Det er et både lunt, stemningsfuldt og melodiøst nummer, hvis klang med hjælp fra blæsere og kor finder det helt perfekte leje mellem jordbunden og himmelstræbende. Det er uden tvivl ep’ens højdepunkt.

Ep’en Splash-Dancing Kids, hvis titel kommer fra det fornøjelige coverfotografi af splaskende børn iført kulørte badehætter, er udgivet på Hunch Bettors’ eget pladeselskab og indledes med ”I’m an Escapologist”. På blot knap halvandet minut slår nummeret tonen an for bandets stil – det starter med stemme og guitar, men accelerer hurtigt og får tilføjet trompet og en i stigende grad mere højstemt vokal. Og så ved vi, at vi er på vej hen ad den pompøse neofolks vej. Herefter følger ”Nothing But Green Lights”, og jeg er nu overbevist om, at der er noget at komme efter hos Hunch Bettors.

Den efterfølgende “Aged in Cedar” er imidlertid lidt ligegyldig, og afslutningsnummeret måske lidt vel klynkende i sin storladenhed. Numrene på Splash-Dancing Kids har i det hele taget en vis melankolsk klang, ligesom et musikalsk beslægtet dansk band, der også har udgivet en ep denne sommer, og det kan til tider tynge numrene unødigt.

Det er nu ikke ikke kritikpunkter, der hører til i den alvorlige afdeling, og efter de knap 20 minutters introduktion til Hunch Bettors er jeg stadig overbevist om, at der her er noget, der er værd at følge fremover. Især for en debut-ep er de fem tilpas storladne folkrocknumre velkomponerede, og de glider uproblematisk fremad. Hvis man nu også skal være en lille smule ekstra flink mod debutanter, så giver jeg gerne 5 U’er til Hunch Bettors’ debut-ep.

★★★★★☆

Om skribenten

Camilla Grausen

Koncertredaktør og skribent
camilla@undertoner.dk
 

Biografi:
Engang for længe siden var jeg i praktik på det hedengangne musik- og filmmagasin Blender, hvor jeg kom til koncert med Mew og fik lov at anmelde Bon Jovi. Praktikopholdet, nærmere end Bon Jovi, åbnede mine øjne for musikskriveriet. Jeg har været om bord på Undertoner siden 2003, hvor jeg anmelder og skriver nyheder, men er især aktiv som koncertredaktør siden 2007 og står for alt, hvad der vedrører koncertanmeldelser. Jeg er derudover cand. mag. i Litteraturvidenskab med Engelsk & Kulturformidling.

Fem favoritalbum:
PJ Harvey: Is This Desire
The Savage Rose: s.t.
Psyched Up Janis: Hi-Fi Low Life
Björk: Vespertine
John Parish & PJ Harvey: Dance Hall at Louse Point

1 kommentar

  • […] Undertoner: “Det (red. Nothing But Green Lights) er et både lunt, stemningsfuldt og melodiøst nummer, hvis klang med hjælp fra blæsere og kor finder det helt perfekte leje mellem jordbunden og himmelstræbende. Det er uden tvivl ep’ens højdepunkt. (…) Det er nu ikke ikke kritikpunkter, der hører til i den alvorlige afdeling, og efter de knap 20 minutters introduktion til Hunch Bettors er jeg stadig overbevist om, at der her er noget, der er værd at følge fremover. Især for en debut-ep er de fem tilpas storladne folkrocknumre velkomponerede, og de glider uproblematisk fremad.” […]

Skriv et svar