Koncerter

Akron/Family, 30.11.11, Loppen, København

Skrevet af Signe Palsøe

Akron/Familys insisteren på at samle folk om deres musik blev deres egen fjende ved onsdagens Loppen-koncert, hvor for mange gode passager blev pillet ned i forsøget på at skrue op for publikums hippiefaktor.

»Hey hey, yo yo, que pasa, good morning.« Hvad, der lød som et mere eller mindre tilfældigt mikrofontest foretaget af Akron/Familys bassist og ene sanger Miles Seaton, endte uden videre med at blive samplet og æltet til et langtrukkent, syret første møde mellem band og publikum på Loppen sent onsdag aften. Og et ganske passende et af slagsen, når Akron/Familys meritter som band tages i betragtning. Et af de vigtigste særkender ved den amerikanske trios musik er improvisationen over såvel et psykedelisk og freefolket lydbillede som over den indstilling, at publikum og band skal kunne danne et ligeværdigt forhold gennem musikken. Om det så sker via naivistiske og uskønne slagstøjs- eller sangpassager, der kunne være en skovbørnehave værdige, ved at mane til fællesdans eller ved at oppiske en rituel stemning med hujen og hektiske bongotrommer, synes mindre vigtigt. Bare hippiefaktoren kan holdes over gennemsnittet gennem en Akron/Family-plade eller -koncert, er målet indfriet.

Det er bandet kommet langt med, og deres udgivelser charmerer ved at lade medrivende, psykedeliske rocknumre spire fra de frie lydlege – præcis som bandets indledende samples på Loppen fortabte sig i mudret reverb for siden at flænse lokalet i et skarpt, tungt riff og en overgang til “The River” fra 2009’s Set ‘Em Wild, Set ‘Em Free. Et nummer, der trods sine oplagte syng med-kvaliteter naturligvis ikke led under det midtvejs opbrud i en No Stress-lydende sektion med imitationer af ørnehyl og dumpe eller raslende indspark fra organisk slagtøj. Alt sammen overmåde Akron/Family og overmåde vellykket.

Det kunne overraske en smule, at Loppen ikke virkede mere end halvt fyldt ved koncertens start. Om det også kom bag på bandet, er ikke til at sige, men de tre på scenen virkede under alle omstændigheder uhyrligt opsatte på at få et maksimalt feedback fra den lille, tætte menneskemængde allerforrest på gulvet. »I need you all to point toward the sky and breath with the rhythm,« forkyndte Seaton snart, og publikum var flinke til at parere ordre. Ikke desto mindre gav et ønske som dette om at samle de tilstedeværende om en musikalsk set fuldstændig ligegyldig passage et generende opbrud i musikkens flow og formningsproces. Ærgerligt, men også snart et temmelig presserende problem for koncerten som helhed, da dette bestemt ikke var eneste gang, Akron/Family søgte at engagere sin lytterskare ved hjælp af mere sociale midler.

Bandet havde ellers fundet det rette spor igen. Et infernalsk, kaotisk angreb med laserlydende noise efterlod snart en tiltagende bar bund i lydbilledet og gav efterhånden plads til, at “A AAA O A WAY” fra S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT, der udkom tidligere på året, kunne boble frem og siden mænge sig med den ligeledes nye og enormt fængende “Another Sky”. Et højdepunkt på udgivelsen og så sandelig også i et livesæt – det har i hvert fald været bandets klare intention, da Seaton efter en tid med fræsende opbygninger strøg hovedkulds ud i menneskemængden for gennem en rum tid at pløje sig rundt og slynge en række tilfældige tilhørere rundt i sin ekstatiske stammedans. Under postyret fandt også to mænd med afrikanske trommer samt Slaraffenlands Niklas Antonsson, der for et par år siden turnerede med bandet, vej til scenen, og det var lidt synd, at deres glimrende tilføjelser til lydbilledet i så høj grad blev udfordret af en lige vel gøglet omgang med publikum.

Akron/Family slap aldrig for alvor af med indtrykket af at nedrive deres egne spændende opbygninger på en lidt for klodset eller lidt for fjollet facon. Ganske vist blev der mod sættets ende længere mellem opbruddene, og en lang passage med en indbydende blanding af frit og samplet slagtøj, der udmundede i et energisk, tostemmigt chant fra Seaton og guitarist Seth Olinsky, var endda nok til spontant at igangsætte den fællessang hos publikum, som bandet ellers så inderligt arbejdede for at hive ud. Men det var en landvinding, der lå lige vel sent i et lige vel langt sæt, og trods en glimrende afslutning, havde en betragtelig del af publikum klokken halv to kastet håndklædet i ringen og var gået hjem i seng. Måske havde en koncert med et større fokus på samhørighed for musikkens skyld, og ikke omvendt, kunnet holde folk ude i den tidlige decembernat lidt længere.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Deltag i debat