Plader

Roxy Jules: s.t.

Skrevet af Astrid Alsbjerg

Roxy Jules hiver sine lyttere ind i et underfundigt univers, som står i kontrasternes navn. Albummet er en rejse ind i en æstetisk støj og en støjens æstetik. Roxy Jules tillader intet ‘enten-eller’, men tilbyder en bred vifte af musikalske paradokser.

Julie Runas alias Roxy Jules’ debutalbum udkom i september og er indspillet med musiker og producer Mofus og guitarist Manoj Ramdas. I den øvrige omtale af Roxy Jules har ordet støj optrådt en del gange – et ord, som der ingen præcis definition findes for, men som vi som regel forbinder med generende, uønsket lyd. I Roxy Jules’ tilfælde er støjen bevidst og udforsket fra dens æstetiske side. Lydbilledet giver, med støjen som et æstetisk omdrejningspunkt, pladen en vis ensartethed og viser sig helt konkret i form af et stramt og tungt beat, et overvejende maskinelt, til tider Björk-lignende lydbillede og knitrende, distortede guitarer, der leder tankerne på både 60’er-ballader og et band som Suicide. Alt dette løber sammen med Julie Runas særlige, overvejende monotone vokal – på én gang både rå og skrøbelig – der i flere af numrene står i tæt lighed med Blue Foundation-sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærgs vokal.

Trods monotonien i udtrykket fastholder Roxy Jules lytteren det meste ad vejen, hvilket først og fremmest skyldes opmærksomheden på kontraster og paradokser: Støjen, som til tider bliver enerverende, modsvares konstant af en elegance, blødhed og en følsom feminitet, som skyldes vokalen. Det er denne balance mellem skønhed og gene, lethed og dysterhed, ro og virvar, som fænger ved de første mange gennemlytninger.

Det kontrastive spil på det musikalske plan går igen alene i albummets titel, hvor vi finder kunstnerens initialer byttet rundt på kiastisk vis. Disse små detaljer både i cover, titel og i de enkelte numre vidner om en perfektionisme. Bag resultatet gemmer der sig en ambition fra Julie Runas side, som har villet, at albummet skulle have tid til at modnes og samle sig til det særlige udtryk, som møder lytteren fra første nummer. Hver af de otte numre fremstår finpudsede og fuldendte, på én gang i skarp kontrast og i sammenhæng med hinanden. Alle balancerer de mellem konstant variation og en underlig monotoni, der skyldes den dysterhed, der fungerer som den underliggende diskurs.

Disse paradokser og den ubestemmelige vokal får Roxy Jules til at skille sig ud fra de øvrige indierockbands og sangerinder, der har domineret musikscenen herhjemme de seneste år. Albummets udtryk kan beskrives som kaotisk ro eller støjende stilhed – modsætninger, som giver det en mærkværdig dynamik og underfundighed. Vi hives som lyttere ind i dette spændingsfelt, hvor der konstant veksles i rytme, stemning og forvrængende effekter. Disse skift afspejler bevidste og velovervejede valg, som forklarer albummets sikre udtryk.

Sangene fra Roxy Jules rummer fra et stemnings- og stilmæssigt synspunkt en dybde og styrke, som kompenserer for, at flere af numrene fra et rent melodisk synspunkt mangler evnen til fænge og hænge ved i lytterens øresnegl. Undtagelser er “Fine White Sand” og “I Once Had a Horse”, hvor Roxy Jules til gengæld når flotte højder og fører sine lyttere et andet, svært definerbart sted hen rent mentalt; ind i konstant skiftende rum, der opleves som klaustrofobisk lukkede, åbne og frie, storbyagtige og landligt rå. Denne oplevelse er ikke kun én, men mange gennemlytninger værdig.

★★★★☆☆

Leave a Reply