Koncerter

D’Angelo, 27.01.12, Store Vega, København

Manden, der engang blev kaldt »R’n’b Jesus«, har ikke givet lyd fra sig i 12 år. Men fredag genopstod D’Angelo i København til en soulkoncert af højeste kaliber.

D’Angelos koncert i Vega oprandt med et forhånds-buzz af en vis kaliber. Den absolutte auteur fra r’n’b/neosoul-boomet omkring årtusindskiftet har stort set ikke givet lyd fra sig overhovedet siden dengang. I 2000 udsendte han sin sidste plade, Voodoo, der stadig står som genrens måske mest visionære og unikke værk. På den efterfølgende turné fik han et mindre sammenbrud, afbrød al koncertvirksomhed og gik i hi i 12 år. I de 12 år har han ikke udgivet noget nyt materiale, ikke givet interviews og ikke spillet live overhovedet. De eneste nyhedsbulletiner, der har haft D’Angelo i overskriften, har handlet om anholdelser og misbrug, og de eneste billeder, der har nået medierne, er mug shots og paparazzifotos, der viste en tyk og oppustet udgave af den engang så toptrimmede sanger.

Et tredje album ved navn James River har været varslet i et par år, så det var en lettelse, da nyheden om en lille europæisk turné blev annonceret i efteråret. D’Angelo var nu officielt aktiv igen. Dog kunne man ikke undgå at nære lidt bange anelser. 12 år? Hvordan ser manden overhovedet ud i dag? Gider han overhovedet spille musik længere, eller har han bare brug for at sælge en masse dyre koncertbilletter, så han kan tjene på fordums storhed? Vega var blot andet stop på turnéen, men da Youtube-videoer fra koncerten i Stockholm dagen inden begyndte at cirkulere, skabte de en vis ro. Det så unægteligt ud til, at D’Angelo og band var i topform, og egentlig kunne man vel knap have forventet andet fra så perfektionistisk en musiker.

Koncerten i Vega viste en total genopstandelse af en visionær og dybt professionel musiker. D’Angelo har aldrig sat et eneste musikalsk ben forkert, og det gjorde han heller ikke i Vega. Et ni mand stort orkester, bestående af blandt andet Chris Dave på trommer, Jesse Johnson på guitar og den uforlignelige Pino Palladino på bas, fungerede som fuldstændig perfekt grundlag for en aften, hvor hovedpersonen bestemt hverken gik efter at please publikum eller spise dem af med mindre end hvad, de i deres vildeste fantasi kunne have drømt om.

Koncerten startede med, at band og korsangere leverede “Playa Playa” fra Voodoo, uden D’Angelo overhovedet kom på scenen. En pudsig, men også helt rigtig måde at indlede koncerten på, for på den måde blev der sat streg under, at en D’Angelo-koncert først og fremmest er oplevelsen af et ufatteligt velspillende band. Koncerten var på ingen måde som en konventionel r’n’b- eller hiphop-koncert. Det var en soulkoncert, som på Brown Sugar– og Voodoo-turnéerne for 12 og 15 år siden, med en flok helt intuitivt spillende musikere, der nød at opføre en lektion i mesterlig kemi og sammenspil. Uden skelen til hits og nemme point blev numre som “Devil’s Pie” og “Chicken Grease” leveret med en form for stoisk intensitet, som kun de allerbedst sammenspillede bands kan fremmane.

Der var referencer til inspirationskilder som James Brown, Funkadelic og – frem for alt – Prince indblandet i numrene, og D’Angelo selv spillede en overraskende stærk guitar. Koncerten kulminerede ganske forudsigeligt med en uendelig lang og ultra langsom udgave af “Shit, Damn, Motherfucker”. Her blev alt, hvad der gør en koncert med D’Angelo og band til så unik en oplevelse, fremført uden blær, men med indlevelse, ydmyghed og skills som ingen andre bands i verden lige nu kan fremvise. Pino Palladinos bas lå tungt og dybt som bund, og herover faldt bandet ind og ud i sammenspil, der til tider nærmede sig en art hypnotiserende kraut-soul. På et tidspunkt forlod hovedparten af bandet scenen og overlod den til Palladino og Chris Daves trommer, der spillede sammen og hver for sig uden på nogen måde at slippe intensiteten eller forfalde til ligegyldigt lir. Så kom hele holdet ud igen, faldt tilbage i nummeret og afsluttede det i en eksalteret finale. Med andre ord alt, hvad man havde håbet på, men aldrig turdet drømme om af en D’Angelo-koncert i 2012.

D’Angelo var ydmyg, taknemmelig og i fysisk topform, og så sang han bedre end nogen andre sangere, jeg har hørt live. Fra dyb soul over falset til skrig fik han alle nuancerne i sin vokal helt ud i rummet, og han lød glasklar og inciterende fra start til slut. Sammen med sine fire korsangere genopførte han de ekstremt delikate og komplekse vokalharmonier fra Voodoo og skabte en helt speciel livelyd til numrene, der blev hjulpet godt på vej af Chris Dave, hvis trommesæt syntes udstyret med noget nær én specifik lilletromme til hvert nummer.

Koncerten bølgede mellem hårdtslående jams og mere afbalancerede numre med D’Angelo bag pianoet. De nye numre, der blev spillet, lød mere end lovende og meget Prince-inspirerede, og forventningerne til James River, der nu nødvendigvis snart må udkomme, er skruet op på kogepunktet. Der blev ikke spillet hits som “Lady”, “Untitled (How Does It Feel)”, “Cruisin'” og “Me and Those Dreamin’ Eyes of Mine”, for det var ikke derfor, D’Angelo var kommet. Han var kommet for, med en decideret magtdemonstration, stille og roligt at vise verden, at han stadig er sig selv, stadig den største inden for sin genre med et band, ingen andre når til sokkeholderne. Kun überhittet “Brown Sugar” blevet leveret som ekstranummer i en up-tempo-version, men derudover var koncerten fokuseret på sammenspil, musikalsk groove og en velspillethed, der ofte kulminerede i ren ekstase.

Manden, som Robert Christgau i år 2000 kaldte »R’n’b Jesus«, er nu officielt genopstået. Han har ikke mistet noget som helst i den tid, han har været væk, og han er nu klar til endnu en gang at vinde nyt musikalsk land live og – forhåbentlig snart – på plade. Han har været savnet, og han må meget gerne komme tilbage igen senere i år.

★★★★★½

Deltag i debat