Koncerter

Nils Frahm, 09.02.12, Koncertkirken, København

Nils Frahm. Foto: Vanessa Maas
Skrevet af Mikkel Arre

Den tyske pianist besøgte Frost Festivalen og strakte sine kompositioner ud, så fire numre tog næsten 70 minutter, og improvisationer opløste de oprindelige mønstre. Resultatet var en smuk koncert, hvor energi og kraft dog overskyggede intimiteten.

Nils Frahm. Foto: Vanessa Maas

Vi er i kirke, og der bliver åbnet dåseøl i kor. Nils Frahm står på scenen forrest i kirkeskibet og tæller til tre, og så smælder de små bløde metallåg samtidig rundt om på bænkene. Den fælles dåseåbning kommer sig egentlig af, at Frahm fryser hænderne. Det er, fordi han er ualmindeligt nervøs i aften, siger han, og når han er nervøs, bliver han træt. For at dæmpe trætheden har han drukket kaffe, og det giver ham kolde fingre, forklarer han og flagrer lidt med hænderne. Og nu har han så altså lyst til en øl sammen med alle dem, der har købt øl før koncerten.

Han smiler og tager en slurk, og da han vender sig mod flygelet, virker åbningsreplikken om nerver og kaffe lidt som en rutinebemærkning. Som noget, han er vant til at sige. Men nervøsiteten er vist reel nok. I stedet for at gå i gang vender han tilbage til mikrofonen og beder nu om at få en lille lampe bragt op på scenen, så alt andet lys kan slukkes. Han står let foroverbøjet og skifter mellem at undskylde, at han er til besvær, og at kigge spørgende ned mod arrangørerne bagerst i lokalet. Imens gnider han akavet hænderne mod hinanden og mod sine bukser.

Der går et par minutter, før den lille lampe er sat op mellem flygelet og el-klaveret, der står side om side midt på scenen. Hænderne aer stadig febrilsk hen over lårene, og det ser mere og mere ud, som om at den følsomhed, der præger den tyske pianists plader, ikke helt er til at styre for ham.

Så meget desto mere effektfuldt rammer de første akkorder i åbningsnummeret “Said and Done”. De monotone anslag på flygelet er potente og decideret huggende, og de fortsætter noget længere end i den indspillede version på The Bells. Efter en omvej gennem mørke akkordrækker toner nummerets karakteristiske melodilinje frem og viser tyskerens flair for at krydre sine neoklassiske kompositioner med pophooks. Det er en af de helt store styrker ved hans albumudgivelser – men efter denne indledende demonstration lægger Frahm de catchy, umiddelbare melodiforløb til side.

I stedet vokser de blot fire numre ud over deres normale grænser og forgrener sig i både melodiske og rytmiske variationer. “Said and Done” strækker sig over 12 minutter frem for de normale tre, og med en hånd på hvert af sine klaverer pisker Frahm dramatikken op – på bekostning af intimiteten.

Det følgende nummer breder sig over hele 20 minutter, og her lykkes balancen mellem intens energi og indlevelse bedre. En sart, lys melodi sætter nummeret i gang og får rungende modspil fra den dystreste ende af klaviaturet. Hurtigt cirklende diskante tonerækker får følgeskab af rullende rundgange i mellemlejet og vækker mindelser om Eluviums fremragende An Accidental Memory in the Case of Death. På ny gør Frahm brug af begge klaverer, og her fungerer det for alvor: Kombinationen af flygelets skarpe klang og el-klaverets mere afrundede finish gør teksturerne interessante og giver musikken noget af den subtile poesi, som Frahms kraftfulde måde at spille på ellers står i vejen for.

Efter en halv times til tider hektisk klaverspil kommer det som en herlig variation, at Frahm vender vrangen ud på Felt-nummeret “More”. De sugende, svungne synthflader fra albumversionens afslutning bruser og svajer i nogle minutter, mens Frahm stående vrider hele kroppen i takt med, at han trækker de susende, brummende klange op og ned i toneleje.
Langsomt glider synthfladerne ud, og netop som publikum starter klapsalverne, sætter Frahm sig ved flygelet og sætter gang i “Mores” klavertema. Det bliver hurtigt mere ekspressivt og dramatisk, og mens Frahms højre hånd fortsætter på flygelet, sætter den venstre gang i en rytmisk stærkt markeret rundgang på el-klaveret. Flygelmelodien ebber roligt ud, og hen over de næste minutter udvikler nummeret sig nærmest til dansemusik, ikke ulig Hauschkas kobling af flygel og technostrukturer på Salon des amateurs. Her giver Frahms fokus på at spille med stor kraft og energi fuldt ud mening, og hans mesterlige evner kommer til deres ret.

Efter denne kraftpræstation begynder koncerten dog at føles lidt lang. De første tre kvarter har budt på masser af viltre improvisationer, og det bliver for meget af det gode med afslutningsnummeret. Det åbner godt nok vældig intenst med rumlende klavermørke, der resonerer i det højloftede kirkerum og trækker dunkle tråde til Deaf Centers Owl Splinters, men så fortaber Frahm sig i dramatikken. Hans plader udmærker sig ved at være forfinede og ganske underspillede, og den facet undertvinger de mange detaljerige melodiforløb. Ja, faktisk er Frahms fingre så flittige, at der går lidt tid, før det bliver klart, at han hen mod enden af afslutningsnummeret har fået besøg ved flygelet af pianisten August Rosenbaum. De spiller firhændigt, men først efter et par minutter kan man høre dem begge.

Den kraftfulde finale finder brat sin afslutning, pianisterne omfavner hinanden, og Frahm bukker og takker. Hans hænder vinker forfjamsket, og pludselig dukker nervøsiteten igen frem fra glemslen. Den har ellers ikke kunnet høres, siden lyset blev slukket for en god time siden. Hvis det her var en nervøs Nils Frahm, så er det svært at vente på at høre ham i mere afslappet tilstand.

★★★★½☆

Deltag i debat