Plader

Grimes: Visions

Skrevet af Jakob Bom

Visions viser Grimes især med de første numre rigtig gode takter som en ny og anderledes popartist. Desværre falder det ellers velproducerede album i kadence og mister retning i et overforbrug af lir og effekter.

Med sit tredje album, Visions har den canadiske sangerinde Grimes fået sit internationale gennembrud. Mest af alt kan Visions karakteriseres som drømmende synth-toner baseret på en postmodernistisk popformular. Det er DIY, hvor nyere r’n’b-lyd, dubstep og 80’er-electro flettes sammen på innovativ vis. Der er flere catchy numre på Visions, og det er forbandet velproduceret og svøbt i overstadigt lirede detaljer, som gør musikken lækker at lytte til. Desværre ender albummet med at miste personlighed og kant hen ad vejen.

Det starter ellers godt for Grimes, og efter en kort intro sparkes albummet i gang med det humørfyldte nummer “Genesis”, som bygger flot op med en halsende skæv basgang, storladne synthesizere og Grimes’ lyse stemme. Herefter følger det mere dystre “Oblivion”, som med sin dubsteppede mainstreamlyd sigter lige mod danseskoene. Nummeret kulminerer i sin sidste halvdel med motorsavsklingende loops, men uden at det skærer i ørerne. Grimes mestrer her at lave pop med et subtilt og elegant twist, der gør, at det er anderledes end noget, man har hørt før.

Efter albummets overbevisende indledning er det, som om musikken mister pusten i et virvar af robotstemmer, overpitchet vokal og computerlyde. Det er forvirrende som lytter, og man tvivler på, om Grimes selv ved, hvor vi er på vej hen. Der mangler rent ud sagt hoved og hale i musikken, og hvor Grimes i indledningen får skabt god overgang mellem numrene, står de resterende numre mere selvstændigt frem uden helt at kunne bære det.

Der er imidlertid enkelte numre, som er værd at fremhæve. “Be a Body” vil med sin hymneagtige introduktion og sit drum’n’bass-lignende b-stykke nok godt kunne sætte gang i de fleste dansegulve. Et nummer som “Skin” er nok albummets mest sjælfulde nummer, og selvom det giver reminiscenser til dårlig britisk vokal-pop a la Dido, betyder nummerets stemningsskift og dets underliggende storladenhed alligevel, at det ikke bliver alt for poleret.

Visions er et stærkt album, så længe Grimes viser så gode takter som i de første numre, hvor hun fremstår som en ny og anderledes popartist. Desværre går den ellers velproducerede plade ned i kadence og mister retning i et overforbrug af lir og effekter.

★★★☆☆☆

Deltag i debat