Nyheder

Northside næsten klar – trods aflysning

Northside Festival 2012 nærmer sig med hastige skridt – trods aflysning fra Mumford & Sons – og du kan læse anmeldelser her på Undertoner.

På fredag og weekenden over løber Northside Festival af stablen for tredje gang i Ådalen ved Aarhus, og Undertoner er naturligvis på pletten og leverer anmeldelser til dig, kære læser.

Desværre har festivalen i dag måttet meddele, at et af festivalens store navne, folkrockbandet Mumford & Sons, må aflyse, da frontmand og bandleder Marcus Mumford har brækket hånden. I øjeblikket arbejdes der på højtryk på at finde en erstatning til fredag aften.

Men der er unægteligt også meget andet at glæde sig til i et program, festivalen kan være mere end stolte af. Der bliver blandt andet et gensyn med legendariske The Stone Roses, fest med den hitdygtige, franske duo Justice og koncert med kritikerroste The xx, der slog igennem med albummet xx i 2009, og som nu er på vej med en ny plade.

Ligesom sidste år, hvor Undertoner var på Northside og bl.a. anmeldte Interpol og en pragtkoncert med Suede, kan du følge med her på sitet hen over weekenden og læse masser af anmeldelser fra festivalen.

Tjek programmet for Northside ud her.

Deltag i debat