Plader

Japandroids: Celebration Rock

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Japandroids følger op på deres vanvittige ungdomshyldest, Post-Nothing. Det handler stadig om det festlige liv, der ingen ende må tage – om end på en lidt mere kontrolleret og forståelig måde.

Der er gået næsten tre år siden Japandroids’ debut, Post-Nothing, som faktisk nær var blevet bandets sidste. Efter år i stilstand havde medlemmerne Brian King og David Prowse besluttet at droppe Japandroids, og Post-Nothing var derfor snarere en svanesang end en debut. Det kan være præcis den desperate fatalisme, der udløste den succes, albummet fik. I hvert fald havde Japandroids ikke meget at miste, da de udsendte deres første album – og man skulle tro, at deres tilgang til anden udgivelse ville være anderledes, deres nyfundne popularitet taget i betragtning.

2010-singlen ”Younger Us” gør det dog klart, at bandet ikke har i sinde at lave om på deres kompromisløse ungdomsformular. »Remember that night you were already in bed / and you said fuck it / and went up to drink with me instead,« synger King, efterfulgt af begge medlemmer i skrålende kor proklamerer: »Give me younger us.« Så selvom de vilde nætter og den udødelige fest ses en smule i bakspejlet, er der stadig tale om hyldest til den glødende, ungdommelige spontanitet, som også var temaet på Post-Nothing. Bandets medlemmer runder snart 30, men alderen ændrer altså på, hvordan de mener, livet leves bedst.

Lyden på Celebration Rock er blevet finpudset. Med musik af denne art er der ofte en grænse for, hvor poleret lyden må være, før musikken mister noget af sin charme. Men på Celebration Rock lægges der i forhold til forgængeren mere vægt på vokalen, så den renere lyd er kærkommen i forhold til Post-Nothings skramlende lo-fi lyd, der ofte – og med fuldt overlæg – druknede vokalen i støj. Japandroids er et af de få bands, der udmærker sig ved at lyde som et band med dobbelt så mange medlemmer – den rå, vanvittige energi, der strømmer gennem samtlige numre på pladen, gør, at man aldrig savner andre instrumenter en den rustne guitar og de dundrende garagetrommer. Især på afslutningsnummeret “Continous Thunder” er det svært at fatte, hvordan Brian King gradvist får opbygget en så massiv væg af støj ene mand.

Japandroids formår på Celebration Rock at sætte ord på de nærmest mytiske forestillinger om ungdommens vildskab. Også venskab, selvrealisering og ambition berøres – uden at det bliver for personligt, men i stedet ses i et større perspektiv. Hvor forgængeren fortalte om deres egne erfaringer, drømme og lyster, opererer Celebration Rock mere med den utopiske forestilling om en ungdom, der aldrig giver slip – den klassiske, amerikanske (på trods af de er fra Canada) ungdom, dionysisk og karakterkendetegnende. Det er svært at forstå, at Japandroids kan få så meget fortalt på det blot 35 minutter lange album, men på mange måder giver det samtidig god mening. Foruden at risikere at blive udmattende, hvis der var mere end de otte korte numre på pladen, virker relationen til det brændende teenageliv bedst, når det beskrives kort og med en eksplosiv intensitet hele vejen igennem. Det gør Japandroids, og med poppede numre som “The Night of Wine and Roses” og “Adrenaline Nightshift” sætter de lytteren i højeste gear med en beundringsværdig, om end en smule naiv livsfilosofi: »And we’re still smoking / Don’t we have anything to live for? / Well, of course we do, but until they come true / We’re smoking.« Den følelsesmæssige slagkraft er svær ikke at lade sig rive med af.

Bandet er lyrisk trådt et mastodontisk skridt i forhold til forgængeren. Ungdommeligheden relateres ofte til ild, gløder eller noget brændende – »Roman candles«, »bonfires«, »burning cigarettes« – som viser, at den tid, hvor livet leves som en tordenstorm, er flygtig og forgængelig. Samtidig bærer teksterne også præg af en hybris og egoisme, der som bekendt er meget definerende for vores generation. »When they love you (and they will) / Tell them all they’ll love in my shadow / And if they try to slow you down / Tell them all to go to hell,« synger bandet i det endorfin-udløsende ”The House That Heaven Built.” En opsang til ungdommen, hvor Japandroids muligvis drager på deres egne erfaringer som upcoming-band på Vancouvers musikscene.

Opstemte »oh-oh-oh«-udråb og fællesskrål bliver hyppigt brugt på albummet. Og selvom det godt kan virke irrelevant, overenergisk og en smule irriterende, når teksterne bliver afbrudt af for mange råb, føles disse udmeldinger som rene udladninger af sprængfarlig energi, der ikke kan holdes tilbage – og så går de også godt i spænd med hyldesten til den amerikanske ungdom og trækker tråde tilbage til bl.a. The Replacements og det tidlige, oprørske The Who.

Celebration Rock er som sagt kort, og behovet for diversitet er ikke så stort, som hvis albummet havde været 50 minutter langt. Alsidighed er der ikke meget af, idet det faktisk kun er den mere romantiske “Continous Thunder”, som godt kunne handle om en gammel forelskelse, og The Gun Club-coveret “For the Love of Ivy”, hvor bandet bruger mere dystre, punkede virkemidler, der rigtig skiller sig ud.

Som helhed ender Celebration Rock, hvilket titlen også hentyder til, som en hyldest til de gamle, ubekymrede rockidealer. Fremadstormende i et ufatteligt tempo drøner Japandroids igennem de otte numre og efterlader lytteren enten inspireret eller håbløst forpustet. Der er ikke plads til folk, som ikke kan følge med – og hvis man ikke giver meget for ungdomsoprør, sanseligt fyrværkeri og forherligelse af en hedonistisk levevis, føler man nok snarere Celebration Rock som en tynd, naiv forestilling om noget uopnåeligt end som en reel opsang til vor tids ungdom.

★★★★½☆

Leave a Reply