Koncerter

Roskilde Festival 2012: El Paraiso presents…, 08.07.12, Pavilion

Causa Sui
Skrevet af Anna Møller

Ved siden af mig står på franskmænd og råber. De har ikke været i bad i en uge, men er bare vilde med dansk syrerock. De råber på Causa Sui og udtaler konsekvent sidsteordet som den franske glose for ‘er’, suis, og bukkes gentagent sammen i musikkens fysiske manifestation.

Causa Sui

Den koncert, jeg personligt har set allermest frem til på årets Roskilde, er monsterkoncerten El Paraiso presents Causa Sui, El Paraiso Ensemble and Papir. Causa Sui har jeg personligt aldrig set live, mens det er blevet til adskillige koncerter med københavnertrioen Papir. Stærkest står en koncert nede i Drones mørke og røgfyldte kælder, hvor man næsten slog hovederne sammen, når man gav sig hen til syrens rullende bevægelser, og hvor man ikke ænsede meget andet end krautens bestandige gentagelser i mørket.

Meget anderledes ser det i princippet ud til at blive søndag klokken TOLV på Pavilion scenen, hvor det paradisiske pladeselskabs musikere gør sig klar. Solen afdækker hver eneste tilbageværende hjernecelle, der hver især glimter i deres ensomhed og efterlader resten af kroppen lettere dvask af holdning.

Det får Papir imidlertid hurtigt rettet op på og beviser, at man ikke behøver hverken mørke eller røg for at kunne fortabe sig i deres vanvittigt velspillede godstogskraut. Især guitarist Nicklas Sørensens næsten spastiske soloer længst nede på gribebrættet får mine to franske koncertnaboer til at skrige og råbe, og under sidste nummer, “Monday” fra Stundum, er de franske besøgende ikke til at holde tilbage. Under nummerets sidste tredjedel knækker de sammen i vild ekstase hen over metalhegnet forrest, og deres kropslige reaktion kan jeg fuldt ud forstå. Syren transporterer den eftergivende lytter væk, videre og ud, så en fysisk manifestation på musikken synes uundgåelig. Bassist Christian Becher Clausens må forlade scenen med vistnok to sprængte strenge og til overdøvende klapsalver.

Havde man forventet ét stort samspil mellem El Paraiso-musikerne, så bliver man en anelse skuffet. I det midterste sæt får ‘ensemblet’ bestående af Ron Schneidermann (Sunburned Hand of the Man/Pewt’r), tre fjerdedele af Causa Sui og Nicklas Sørensen tempoet ned under først den ambiente “Orca” fra Jonas Munks soloudgivelse Pan og dernæst en længere improvisation skabt til lejligheden. De lange interferensspor er bløde og vuggende, men desværre går en del af publikum under den halve times midterste sæt og efterlader Pavilion halvtom.

De vender imidlertid tilbage under sidste times syrerock, hvor Causa Sui spiller både nye og gamle numre. Sangen, der har lagt navn til hele foretagendet – “El Paraiso” fra det selvbetitlede debutalbum fra 2005 – fræser af sted i den tunge stonerocks spor, og der synes at være en ordløs og givende kommunikation mellem de forskellige instrumenter. Her tager Munks guitarfigurer ordet, men giver det videre til Jakob Skøtts eksplosive trommer, der igen viger og lader Jess Kahrs maskine af en bas holde sporene samlede. Alt imens Rasmus Rasmussens roland og synth lander rumskibet. Undervejs ryger Kahrs rem til bassen af, så Papirs Becher Clausen suser ind og hjælper den på plads igen til vild jubel fra den franske delegation.

Som sådan er koncerten i sin form skruet sammen som ét langt nummer med nedtonede og eksplosive passager af energi. Absolutte højdepunkt må være både “Tropic of Capricorn” fra Summer Sessions 2 og – efter Ron Schneiderman og nu også den svenske stjernesaxofonist Johan Riedenlow er tilbage på scenen – også et mildt sagt medrivende improvisationsnummer fra Causa Suis Pewt’r Sessions. Knap tre timers syre senere står verden stadig, sådan cirka. Solen bager ufortrødent, og de franske tilskuere går mod mere øl efter et sidste, hæsblæsende udråb mod scenen: Causa Suis!!

★★★★★½

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger