Koncerter

Roskilde Festival 2012: Ulige Numre, 01.07.12, Pavilion Junior

Ulige Numre beviste, at de er mere end blot en sang om vores hovedstad. Gode sange og et karismatisk band skabte rammerne for en fest gjort af lige dele ungdoms- og fodboldkådhed.

 

Det vedholdende »lå lå lå« over “Seven Nation Army”s baslinje understregede dét, som man vel nok kunne have forventet: Det var ved Pavilion Junior, at en god del af de Roskilde-besøgende varmede op til aftenens EM-finale. Forståeligt nok – “København” er immervæk det mest oplagte bud på en national fællessang, der har set dagens lys i det forgangne års tid. Man kunne jo nok regne med, at Ulige Numre ville afslutte koncerten med hjemstavnshymnen, men om bandet i de forudgående 40 minutter ville have held til at fastholde et fodboldstemt publikums opmærksomhed, var jeg ved koncertens start mere usikker på.

Dén tvivl blev nu heldigvis hurtigt gjort til skamme, for Ulige Numre havde medbragt et par aktiver, der rigeligt rakte til at rette publikums feststemning mod scenen: En samling numre, der fint hamlede op med “København”s værdi som ørehænger, og en pæn portion karisma i frontmand Carl Emil Petersen. Over de lækkert fyldige rockmelodier, der blev yderligere facetteret af en iørefaldende brug af messingblæsere, krængede han sig gennem den ene ungdomskåde hymne efter den anden, som rakte erfaringen med at optræde for store forsamlinger betydeligt længere tilbage end blot et års tid. Det var hovedsageligt, når der opstod pauser i sættet, og Petersen gang på gang forvissede os om, at det var det største øjeblik for dem nogensinde, at bandets unge alder gav sig til kende.

Og så i sangene, naturligvis, og deres smittende naivitet, som selvfølgelig kulminerede med den afsluttende “København”. Efterskoletrøjerne røg i vejret, pigerne dansede hengivent, og Barometer-faktoren var lige præcis så høj, som den skulle være. Heldigvis blev det ikke et springende højdepunkt af en afslutning, men et fint klimaks på en koncert, der holdt publikum i hånden hele vejen.

★★★★★☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger