Koncerter

Danmarks Smukkeste Festival 2012: Blur, 09.08.12, Bøgescenerne

Skrevet af Nicklas Colerick

Hvis rygterne pt. taler sandt, spillede Blur en af sine sidste koncerter i bøgeskoven på Skanderborg Festival. Det legendariske britpopband, med en aldeles oplagt Damon Albarn i front, gav en gedigen guidet tour gennem de største hits.

ÅÅÅÅÅÅHHHHHHHHHHHHHHHHH, hvor havde VI (Skanderborg) dog glædet os. Glædet os til dette gensyn med et af britpoppens største bands – Blur. De leverede varen, og Damon Albarn var i den grad klar til at indfri publikums forventninger. Han sprællede, hoppede og svedte så langt ud over scenekanten, at man nærmest kunne mærke sveddråberne på egen krop.

Blur har efterhånden et stort bagkatalog, som de kan håndplukke fra, hvilket de i den grad havde valgt at gøre på denne smukke torsdag aften på Skanderborg. De satte ‘nostalgi-festen’ i gang med ”Girls and Boys”, og den blev efterfulgt af det rockede ”Tracy Jacks”. Her kom deres store back up-kor for alvor ind og satte deres lille, men vigtige aftryk på koncerten. Blur havde på alle tænkelige måder valgt den helt rigtige sætliste at fælde bøgeskoven på. Det blev dog gjort uden sav, men med tilpas afmålte mængder guitar, trommer, bas og en yderst veloplagt Albarn. Det blev nærmest euforisk, da bandet spillede ”Beetlebum” som tredje nummer.

Albarn var især i starten af koncerten den helt store drivkraft, og hans yderst veloplagte attitude influerede på bandet. Han fik sat godt gang i deres hornorkester ved flere gange at gestikulere, at de skulle spille højere og vildere. Det blev der gjort, og publikum blev revet med efter en midterseance, der var lidt kedelig. Pludselig spillede de ”Country House”, ”Parklife”, ”Song 2” og ”Tender” lige efter hinanden. Det fik bøgetræerne til at gynge, og publikum sang om kap om at komme Mr. Albarn i forkøbet.

Det var en fornøjelse at have Graham Coxon tilbage bag guitaren, selvom han og bassisten Alex James spillede biroller i forhold til Albarn som forsanger. De virkede dog velsmurte og tilfredse med deres respektive roller i et band, som har lidt af en hård historie bag sig med flere opbrud osv. Skanderborg skulle, efter sigende, være tredje sidste koncert nogensinde med Blur, og i den optik kan man godt argumentere for, at vi/publikum, var vidner til en legendarisk afslutning med et af britpoppens moderbands.

★★★★½☆

Om skribenten

Nicklas Colerick

 

Biografi:
Musik har altid fyldt meget i mit liv. Jeg er vokset op i et hjem, hvor musik har spillet en central rolle. Den gamle grammofonplade i stuen spillede altid klassikere som Beatles, Jimmy Hendrix, Bruce Springsteen eller Bob Dylan. Som barn var jeg på evig jagt efter nye spændende kunstnere i min fars kolossale pladesamling. Det var altid rockmusikken, som tiltalte mig mest. Jeg blev, som mange andre teenagere, optaget af grungemusikken, hvor bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og danske Kashmir og Psyched up Janis fangede min interesse. Deres energiske, fandenivoldske attitude og eksplosive musik åbnede en helt ny musikalsk verden for mig.

 

Indierocken og punkrocken blev efterhånden også indlemmet i mit kritiske musikalske univers, hvor The Strokes, Interpol, Editors, The National og Bloc Party har betydet meget. Senere hen blev der også plads til lidt mere stilfærdig musik som Thomas Dybdahl, Bon iver og Cody.
Elektrorocken vinder også større og større indpas i min pladesamling, og specielt de danske bands Spleen United, Veto og When Saints Go Machine er godt repræsenteret.

 

Fem favoritalbums:
Pearl Jam: Ten
Interpol: Antics
Kashmir: Zitilites
Jeff Buckley: Grace
Spleen United: Neandertahl

Skriv et svar