Plader

Vampire Weekend: Modern Vampires of the City

Skrevet af Alex Nørregaard

Vampire Weekend har på Modern Vampires of the City brudt med deres ’Upper West Side Soweto’-lyd, der efterhånden var blevet hverdag. I stedet er der blevet plads til eksperimenter med kammerpop, Arcade Fire-light og mere alvorlige tekster.

Af en eller anden årsag er jeg aldrig rigtig blevet bidt af Vampire Weekend. Der burde ellers være talrige gode grunde, hvis man kigger tilbage på anmeldelserne af deres to første album Vampire Weekend og Contra. Deres ‘Upper West Side Soweto’-lyd har indtil videre været garant for en misundelsesværdig energi, bemærkelsesværdig melodisk tæft og ikke mindst uundgåelige sammenligninger med Paul Simon. Afrikansk-inspireret indiepop, der ramte en gylden åre i slutningen af 00’erne.

På gruppens tredje udspil, Modern Vampires of the City, har dens lyd på en og samme tid ændret sig markant og så alligevel ikke. De afrikanske toner er stort set væk, hvilket har banet vejen for en blanding af kammerpop og Arcade Fire light. Det er fortsat fængende, og skiftet passer godt sammen med lyrikken, der tematisk hovedsageligt kredser om det at blive ældre og om religion.

I modsætning til Vampire Weekends to første album er Modern Vampires of the City en alvorlig sag. Bandet synes at være trådt ind i det, som Matt Berninger fra The National tørt har omtalt som »the unmagnificent lives of adults«. Men modsat Berninger er det svært at tage Vampire Weekends Ezra Koenig helt seriøst. Teksterne er ganske vist stærke, men det er, som om Koenig gemmer sig, og man kan bestemt stille spørgsmålstegn ved musikkens autenticitet.

Velklædte Koenig står stadigvæk for at levere en ungdommelig vokal, der flere steder på Modern Vampires of the City endda bliver voldsomt manipuleret og moduleret. Det lyder til tider enormt komisk og fjerner helt fokus fra teksterne, der ellers ifølge Koenig selv er blevet mindre ironiske og mere følsomme.

Et nummer som “Hannah Hunt” er stærkt overbevisende. Bittersødt understreges det, at man selv er nødt til at erfare, før man forstår. Nummeret er uden tvivl et af pladens stærkeste – dejligt afdæmpet og med et forløsende skift undervejs. Værre er det på “Diane Young”, hvor der går for meget vokalgøgl og Elvis-imitation i den. Nummeret, hvis titel er et ordspil på dying young, står tilbage som det mest rockede på Modern Vampires of the City, men er fuldstændig overstyret og en kende anstrengende.

Lidt bedre går det i “Ya Hey”, hvor Koenigs »ya hey« i løbet af sangen tager plads som et über-pitchet korindslag. Det fungerer, men igen forstyrrer det nummeret unødvendigt. Og samlet set er “Ya Hey” en sjov størrelse. Det er storladen pop, hvor trommeslageren Chris Tomson og bassisten Chris Baio leverer en solid bund, mens multiinstrumentalisten Rostam Batmanglij undervejs veksler mellem legende klaver og himmelske synthflader. Det er særdeles effektfuldt, og noget uventet kommer forløsningen aldrig.

Indtil videre har Batmanglij stået for producertjansen, men denne gang har gruppen også haft selskab af Ariel Rechtshaid. En mand, der også har produceret og skrevet for så forskellige navne som Charlie XCX, Cass McCombs og Snoop Dogg. Det har sat sine spor, idet Rechtshaid har hjulpet gruppen med at komme ud af deres tryghedszone. Rechtshaid havde angiveligt aldrig hørt Vampire Weekends musik før, og for ham var ‘plejer’ død.

Numre som “Ya Hey” og “Step” er på den ene side overraskende poppede og på den anden side eftertænksomme og uden voldsomme energiudladninger. Guitaren er i begge tilfælde ude af lydbilledet, og på ”Step” spiller Batmanglij harpsichord, mens Koenig nærmere fortæller end synger. Førhen ville en catchy guitarlinje formentlig have fundet vej og befriet numrene for den opbyggede spænding.

Anderledes er det i “Worship You”, hvor der er fart over feltet. Til tider virker det, som om nummeret er fuldstændig ude af kontrol. Det har endvidere lidt til fælles med ”Unbelievers”, der også klinger af Arcade Fire med bombastisk lyd og imponerende fremdrift. Der er også gang i den i “Finger Back”, der dog mest af alt lyder som Vampire Weekend, der prøver at lave et Vampire Weekend-nummer.

Som helhed er Modern Vampires of the City et stærkt album, der tyder på at have en lang levetid. Det er langt hen ad vejen fængende, der bliver eksperimenteret, og Vampire Weekend træder et solidt skridt væk fra deres ’Upper West Side Soweto’-lyd. De fleste steder fungerer det, men hist og her bliver det for meget. Og selvom Koenigs tekster er blevet mere alvorlige, så virker det dog, som om han fortsat gemmer sig lidt. Vampire Weekend og deres Modern Vampires of the City mangler lige en smule mere bid.

★★★★½☆

Deltag i debat