Plader

Lust for Youth: International

Med 80’er-lyd og ungdommelig desperation sender Lust for Youth lytteren solidt igennem en alsidig følelsesrejse, selvom de sidder tungt på synthpop- og postpunk-forfædrenes skuldre.

Det sker så ofte, at det efterhånden er en kliché, men endnu en gang er lille Danmark leveringsdygtigt i et lille obskurt band, der har internationalt niveau. Bandet hedder Lust for Youth og er centreret omkring Hannes Norrvide – med Posh Isolation-lederen Loke Rahbek og Oh No Ono-sangeren Malthe Fischer, hvis musikalske tilbagekomst efter Oh No Ono-mesterværket Eggs fra 2009 er meget imødeset, som solide samarbejdspartnere. Sammen spiller de en smuk bastard af synthpop og postpunk.

International er et særdeles vellykket album, hvor spændvidden imellem de mange stemninger er stor. “Epoetin Alfa” er et ungdommeligt skrig, der med sine velskrevne hooks sendes igennem Kødbyens tilrøgede slagtehaller og ud i den uendelige nat. Et skrig, der er desperat, men også opløftende på et nummer som “Illume”, der glimrende viser, hvordan gruppen rammer et interessant miks imellem naiv synthpop og dyster postpunk. Fischers chorus-guitarspil er det bærende bindeled imellem de to genrer, og selvom det ligger højt i lydbilledet, smelter det alligevel så smukt ind i Norrvides og Rahbeks synthunivers, at det nemt overhøres eller, som på “New Boys”, bliver forvekslet med en synthesizer. Et bevis på den fremragende produktion, der får Lust for Youth til at smelte sammen til en samlet organisme på International.

Referencen til 80’ernes helte, med New Order eller Depeche Mode som de mest naturlige eksempler, er ganske tydelig. Norrvides utrænede vokal minder på flere numre om New Order-sanger Bernard Sumners. Heldigvis åbner pladens alsidighed op for flere associationer.

Et nummer som det korte og instrumentale “Ultras” ville stensikkert have tømt Manchester-klubben The Haçienda og sendt raverne ud på en mark, hvor de ville skue op imod stjernerne i sommernatten. Samtidig ville 90’ernes drømmepoppere have en fest til den smukke “Armida”, der med Soho Rezanejads vokalbidrag mest af alt refererer til fantastiske Cocteau Twins. En stiløvelse, der vellykket videreføres på den efterfølgende “After Touch”.

Men netop de mange tydelige referencer bliver også pladens primære problem. Det – igen – glimrende nummer “Basorexia” lyder som den lykkelige forløsning på Underworlds “Born Slippy”, samtidig med at man som lytter heller ikke kan glemme de øvrige 15-30 år gamle referencer. På samme vis er “Lungomare” ledsaget af dragende kvindestemme, der reciterer en italiensk tekst over et drømmende lydbillede. Selvom man ikke forstår et ord af, hvad der bliver læst op, formidler nummeret en virkelig fin stemning. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på David Bowies “It’s No Game (Part 1)” fra Scary Monsters (1980), der benytter samme trick med en japansk fortæller.

International står altså hele tiden på skuldrene af forfædrene, og selvom den ungdommelige desperation, der gennemsyrer albummet, passer utroligt godt ind i nutidens globale recession, er udgangspunktet en kende for tilbageskuende. Når det er sagt, er genreøvelsen ekstremt vellykket, og International er et stærkt og overbevisende album.

★★★★★☆

Deltag i debat