Artikler Interview

Roskilde Festival 2014: Nikolaj Nørlund – »Der er plads til mere iskold business i rockmusik«

Skrevet af Camilla Zuleger

“Roskilde Festival er den eneste festival, der har et udfordrende program. De folk, der kommer til den her festival har en interesse over for musik, der ikke er mainstream. Der er mere åbenhed over for musikken. Det er det fedeste – især for sådan én som mig!” Camilla Zuleger har mødt Nikolaj Nørlund på Roskilde Festival.

nørlund522-681x1024 Kongen af dansk indie er vendt tilbage til Roskilde Festival og spiller på Arena til en overvældende to timer lang koncert, hvor rygtet lader vide, at mere end 20 danske musikere kigger forbi scenen lørdag klokken 13. Inden lørdag mødte Undertoner ham til en snak om sangskrivning, ærlighed og Det Naturlige. 

Du udgav i år Det Naturlige – et album, der er lidt specielt i kraft af, at du ikke selv har skrevet alle teksterne. Hvordan er det som musiker, men også i den grad sangskriver at give slip på teksterne og overlade dem til nogle andre? 

“Jeg har gjort det flere gang efterhånden, allerede tilbage på Navnløs faktisk. Jeg synes, at det er helt vildt interessant at få nye ord og nye vinkler end ens egne kun. Ikke fordi jeg er utilfreds med mine egne, men det nørlundske projekt handler om at invitere andre indenfor. Jeg har ikke behovet for at sætte mig selv i stilling på den måde, så det falder helt naturligt.”

Hvorfor skulle det lige blive Bjørn Rasmussen, der skrev teksten til “Hvid røg og tekno”? 

“Lige med Bjørn er det faktisk en sjov historie. Jeg skrev til ham for at høre, om han ville være med, men det viste sig at han allerede for et par år tilbage havde skrevet til os for at få lov at bruge noget musik til noget teater. Det var meget sjovt, at det lige pludselig var omvendt så. Men i bund og grund handler det om at tage nogle chancer og acceptere, at man ikke altid ved, hvor det ender.”

Føler du lige så meget ejerskab over sangen “Hvid røg og tekno”, når du spiller den, som du gør med andre sange? 

“Ja, helt sikkert. Det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Det er ligesom, når jeg laver et cover. Det føles lige så meget som mit eget som mine egne sange. Det løb er kørt for længst.”

På nogle måder er det jo en genoplivelse af en gammel tradition at skille det at skrive musik fra det at skrive tekster og optræde med det. Er det noget, du har tænkt over på Det Naturlige?

“I virkeligheden er det jo en meget mere ærlig tradition at skille tingene ad. Det, at ordene skal være ens egne for at være vedkommende, det er noget vrøvl og lidt ærgerligt. Bare fordi man er god til at spille guitar, behøver man jo ikke at være god til at synge. Og det er jo virkelig tre helt forskellige jobs. Hvis man kigger på den hardcore popindustri, ser det jo helt anderledes ud – og sådan har det altid været. Elvis skrev måske én sang selv, og Sinatra slet ingen. Der kunne godt være plads til den lidt iskolde business i rockmusikken.”

Rygtet lader vide, at du langt fra er alene, når du træder op på scenen på Arena på lørdag. Kan du løfte sløret for, hvad der kommer til at ske? 

“Vi bliver cirka tyve mennesker på scenen i alt. Blandt andre Carl Emil fra Ulige Numre, Kristoffer Munk (Mellemblond, red.) og Cæcilie Trier (CTM og Choir Of Young Believers, red.) er med på cello. Resten vil vi gerne holde lidt for os selv. Vi vil gerne skabe nogle ting, der kommer et andet sted fra, noget der overrasker lidt. Vi skal finde dynamikken, både nede i det helt små og det store. Det bliver sjovt, tror jeg.”

Hvad betyder det for dig som musiker at spille på Roskilde Festival? 

“Roskilde Festival er den eneste festival, der har et udfordrende program. De folk, der kommer til den her festival har en interesse over for musik, der ikke er mainstream. Der er mere åbenhed over for musikken. Det er det fedeste – især for sådan én som mig!”

Deltag i debat