Plader

Mellemblond: Lysvågen

Skrevet af Kaspar Pedersen

Mellemblond har med stor integritet begået et album, der byder på fornyelse, samtidig med at den høje standard fastholdes. Lysvågen er nem at gå til og svær at få nok af.

Frontmanden i Mellemblond hedder Kristoffer Munck Mortensen, og ham bør man ikke gå udenom, hvis der skal dansksproget musik på programmet. Nok er han ung og en del af den nye dansksprogede bølge, men med sit poetiske sangskrivertalent og sikre stil er det ikke irrelevant at forbinde ham med navne som C.V. Jørgensen, Jens Unmack, Peter Sommer og Nikolaj Nørlund. Inspireret af 60’ernes og 70’ernes bluesprægede rockmusik og ikke mindst danske digtere som Thøger Larsen og J. P. Jacobsen er han som en fisk i vandet i musikkens univers. Hans tekster og vokaludtryk skaber – og er måske skabt ud fra – en drømmeagtig virkelighed, der er lige så klar, som den er tåget, og eksisterer uafhængigt af, om det er nat eller dag.

Lysvågen er Mellemblonds andet fuldlængdealbum ud af i alt fire udgivelser, som foruden den selvbetitlede debut-ep omfatter anmelderroste Ude af Mine Hænder og Elastisk (ep). Hidtil har Nikolaj Nørlund stået for både produktion og udgivelse, men nu har Mads Brinch og Adrian Arelius, som også er medvirkende musikere på Lysvågen, overtaget producerrollen, og Mellemblond har udskiftet Nørlunds pladeselskab, Auditorium, med Tigerspring Records. I livesammenhæng er gruppen endvidere vokset fra trio til kvartet, og med disse ændringer er der sket en udvikling i musikken.

Lyden og stilen på Lysvågen er mere blød og poppet end på de foregående albums, hvorpå det er et fortrinsvis råt og rocket udtryk, der hersker. Dermed ikke sagt at Mellemblond er forfaldet til kedelig kantløshed. Sagen er snarere den, at der er åbnet op for et større spillerum med udvidet instrumentering, dynamiske virkemidler og varierende brug af både rock-, blues- og funkelementer. Og hvis denne beskrivelse giver indtryk af fragmenteret overfladiskhed, skal forsikringen lyde, at Mellemblond – med Muncks vævende vokal og graden af musikalsk smagfuldhed i de nuancerede arrangementer – tværtimod når nye dybder (og højder for den sags skyld).

Førstesinglen ”Et øje” med tilhørende video har på forhånd vidnet om den nye stil og lovet godt, men på Lysvågen er den virkelig kun toppen af isbjerget, og det er på ingen måde svært at finde og blive fanget af resten. Fra den koklokkedrevne ”Swimmingpoolens blå” og den funkrockede ”Riv” til den smukt drømmende ballade og titelsang ”Lysvågen” må man smide alt og give efter for energigivende bas/tromme-grooves, dvælende stemninger, smagfulde guitar- og syntheffekter og ikke mindst stimulerende lyrik, der på befriende vis er åben for indlevelse og fortolkning på individuelle præmisser.

Ud over teksterne er der mange detaljer, der gør Lysvågen langtidsholdbar trods den lette tilgængelighed. Læg eksempelvis mærke til bassist Jens Heins bærende arbejde samt det faktum, at der på flere af numrene figurerer to tromme-/perkussionspor, som nærmest går sammen i ét. På ”Regner ind” bliver der, uden at det på nogen måde virker malplaceret, spillet bluesy guitarsolo på en måde, så det kommer til at minde om Pink Floyd. Til tider bliver det også mere syret som på det syv minutter lange nummer ”Juni”, hvor Munck som udgangspunkt kun har fem linjer tekst at gøre med og hen imod slutningen begynder – næsten i Jim Morrison’sk stil –  at recitere uhørbare ord over wah- og distortion-guitarer. Endvidere er der flere steder effektfulde overgange mellem udsvævende og pulsfaste stykker, som trods kontrastfylden fungerer helt naturligt og giver en sund dynamik.

Ikke alle numre på Lysvågen står lige stærkt, men det er et svagt kritikpunkt i betragtning af albummets fremragende helhed. Alt fra sangskrivning til produktion lyder meget gennemarbejdet, og det er tydeligt, at Mellemblond ikke kun bygger på Muncks udtryk og poetiske talent, men også går op i at skabe en højere enhed som gruppe. Lysvågen er et album, som det er svært at få nok af.

★★★★★½

Deltag i debat