Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2014 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Her bringer vi første del af Undertoners ‘Plader vi overså i 2014’, der til en start byder på indie i både folk- og popforklædning, svensk punkrock, klassisk romantik, amerikanske folkesange, 80’er-inspireret synthpop og en gammel, genreshoppende kending.

Beck: Morning Phase Beck_Morning Phase_Cover

Af Camilla Grausen

I nu 20 år har Beck formået at lave meget forskelligartede plader; dansable, melankolske, ironiske, afdæmpede og decideret funky. Så når der er nye toner på vej fra Beck Hansen ved man sjældent, hvad man skal forvente. Efter seks års albumpause vendte Beck i 2014 tilbage med Morning Phase, og det skulle vise sig at være et blidt album med stryger-arrangementer og akustisk guitar. Hvis man (som jeg) foretrækker sin Beck sådan her, er der langt til det nye album, hvor den i øvrigt glimrende førstesingle ”Blue Moon” er det mest uptempo indslag. Morning Phase er ikke Becks mest sindsoprivende bedrift, men man kommer til at holde af albummets rolige gemyt.

Mac DeMarco: Salad DaysMac DeMarco_Salad Days_Cover

Af Sabina Hvass

»My salad days / When I was green in judgment, cold in blood«. Sådan skrev Shakespeare i 1606 i tragedien om Antony og Cleopatra. Og selvom Mac DeMarco måske virker grøn, så er lyden på hans anden fuldlængde udgivelse varmblodig og alt andet end uerfaren. Den gode melodi parret med DeMarcos dyk ned i midtempo indiepop-ballader om kærlighed – helt eksplicit eller krypteret i frimurer-forestillinger – er destilleret og raffineret gennem analogt optageudstyr. Tragedie? Nej, Salad Days er bestemt en triumf, der heller ikke gik ubemærket hen i mange musikmedier. Gør dig bedre bekendt med Mac DeMarco aka Vernor Winfield McBriare Smith IV, som han så beskedent blev døbt, i Pitchforks fremragende dokumentar “Pepperoni Playboy”.

Rivulets: I Remember EverythingRivulets_I Remember Everything_Cover

Af Asbjørn Skødt

I Remember Everything er af uransagelige årsager en af årets mest overhørte udgivelser, og vi er ikke mindre skyldige hos Undertoner. Rivulets bevæger sig i grænsefladen mellem indiefolk og slowcore, men er ikke mindre obskure end, at Low’s Alan Sparhawk udgav soloprojektets to første plader. Pladen er udgjort af det ene intime ’indie-SMASH HIT’ efter det andet f.eks. “Ride On, Molina” (en velskabt hyldest til afdøde Jason Molina), “Into the Night” og “Summer Rain”. Herfra en varm anbefaling af I Remember Everything, der, såfremt pladen får den fortjente eksponering, forhåbentlig kan katapultere Rivulets ind i mere gængse musikkredse. Vi har let forsinket forsøgt at gøre vores.

Future Islands: SinglesFuture Islands_Singles_Cover

Af Alex Nørregaard

2014 blev året, hvor Baltimore-trioen Future Islands ramlede direkte ind i sam-/nutiden med deres 80’er-nostalgiske synthpop – ikke mindst takket været en mindeværdig og dybfølt optræden, pyntet med growl og twist, hos David Letterman. Future Islands, der ellers har været en velbevaret indie-hemmelighed, byder med deres fjerde album Singles på poleret synth, stærke baslinjer samt vellyd i lange baner, og så selvfølgelig forsanger og normcore-ambassadør Sam T. Herrings imponerende og skizofrene vokal. Et af årets bedste numre, “Seasons (Waiting On You)”, står ikke alene på Singles, men er derimod i selskab med fængende numre som ”Spirit”, ”Doves” og ”A Dream of You and Me”. Let’s dance!

Sam Amidon: Lily-OSam Amidon_Lily-O_Cover

Af Sebastian Friis Wittrock

I lighed med Sam Amidons tidligere plader består Lily-O hovedsageligt af fortolkninger af gamle, amerikanske folkesange; ikke mindst fra Appalachia-området i det østlige USA. Han piller tekst og musik fra hinanden og sætter det sammen på ny i en form, der formår at bukke respektfuldt for traditionen – uden at lyde traditionelt. Amidon har da også beskæftiget sig med enkelte nyere sange, bl.a. af Mariah Carey og R. Kelly. Disse tos lyriske evner har vi dog ikke glæde af på Lily-O. Det har vi til gengæld af guitaristen Bill Frisell, som subtilt svøber sig rundt om de enkle arrangementer med vokal og guitar eller banjo i centrum.

Keaton Henson: Romantic WorksKeaton Henson_Romantic Works_Cover

Af Asbjørn Skødt

De fleste af os kender Keaton Henson fra sine meget intime og skrøbelige singer/songwriter-plader, hvor det dybt sensitive væsen, Henson nu engang er, umiskendeligt kommer til udtryk. Med Romantic Works viser Henson dog også en vokalløs side af sin sangskrivning gennem en plade udelukkende bestående af klaver og cello. Henson betegner selv pladen som »bedroom classical«, hvilket i lige så høj grad er en bogstavelig reference til optagestedet, som det er en metafor for typen af musik, men det er på selvsamme måde også ’klassisk Henson’. Det er introvert, nærmest agorafobisk sovekammermusik, der emmer af følelser og nærvær. Pladen er for mig album-of-the-year-material inden for den bredere contemporary classical-genre, så selvom det er en plade, Undertoner overså anno 2014, hører den helt retmæssigt til i denne opsamling. Ikke mindst i kraft af det overraskende og vanvittigt vellykkede stilskifte, som Henson med Romantic Works har bedrevet.

Hurula: Vi är människorna våra föräldrar varnade oss förHurula_Vi är människorna våra föräldrar varnade oss för

Af Camilla Grausen

I Danmark er det nok stadig de fleste, der ikke nikker genkendende til navnet Hurula. I Sverige er det noget ganske andet – eller er i hvert fald ved at blive det. For nylig var Robert Hurula Petersson på forsiden af svensk Gaffa, som også kårede hans album Vi är människorna våra föräldrar varnade oss för til årets bedste svenske. Med en fortid i en række punkbands, heriblandt Regulations og Masshysteri, står Hurula nu på egne ben med et stærkt, melodisk, punket album på ægte rocksvensk. Et sted i omegnen af Broder Daniel, tidlig Kent og [Ingenting]. Med Hurulas hjemstavnsnostalgiske linjer som »Jag var 22 när jag lämnade Luleå / Men jag bär den staden i hjärtat var jag än går« på ”22” må man selvfølgelig også nævne Håkan Hellström som klar reference.

Deltag i debat