Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2015 (del 2)

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2015 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.

Aerosol: Leave

Af Alex NørregaardUnknown

Aerosol (Rasmus Rasmussen) er bestemt ikke noget ubeskrevet blad her på sitet, hvilket anmeldelser af de foreløbige plader Airborne (2009) og All That Is Solid Melts Into Air (2006) vidner om. I år missede vi dog Aerosols tredje udspil i form af den elektroniske, ambiente perle Leave. En eftertænksom plade, hvor analog synth, lavmælte trommemaskiner og melankolske guitarstykker fører ordet og lader en stilfærdig drøm folde sig ud. Og i en digital tid, der lever af vores flakkende opmærksomhed og flygtige blik, er det en fornøjelse at fordybe sig i Leave og lade minder og tanker projicere op på den indre nethinde.

A Place to Bury Strangers: Transfixiation

Af Perry MacLeod JensenUnknown

Selvom A Place to Bury Strangers – ‘the loudest band in New York’ – ikke var specielt overbevisende, da de gæstede Beta i foråret, fejler deres album Transfixiation bestemt ikke noget. Albummet lever ganske vist ikke op til de to mesterlige støjbomber, A Place to Bury Strangers og Exploding Head, der indledte APTBS’ karriere, men med stærke støjrock-sange, som den dystopiske “Deeper”, længselsfulde “We’ve Come So Far” og aggressive “I Will Die”, beviste de larmende new yorkere, at de stadig holder fanen højt. Lad dette være en opfordring til at troppe op, når trioen igen lader støjen rase på Loppen den 10. april 2016.

CocoRosie: Heartache City

Af Camilla GrausenUnknown

De amerikanske søstre Bianca og Sierra Casady udgav i september deres sjette album Heartache City, der er blevet til på søstrenes landsted i Sydfrankrig samt i Argentina. CocoRosie har droppet de elektroniske udforskninger fra bl.a. seneste udgivelse, Tales of a GrassWidow, og er gået tilbage til en mere enkel og håndspillet lyd. Helt enkelt bliver det dog aldrig i CocoRosies eventyrverden, som er fyldt med spilledåsemusik, gamle trompeter og historiefortællinger i falset. Som altid er det ret specielt, men hvis man køber præmissen, så er CocoRosies univers på Heartache City rigt og fascinerende.

First Flush: Min Erindring

Af Sebastian WittrockUnknown

»Brug af muskler, spændt op, hård / Men jeg tænker også på mine emotions,« lyder det med en mekanisk, autotuned stemme på First Flushs anden plade Min Erindring. Et album, som giver et godt bud på, hvordan rockmusik kan komme til at lyde i fremtiden. Det odenseanske band omfavner poppens naive ærlighed såvel som hiphoppens virkemidler og rå-sårbare attitude. Og de leverer det hele uden nogen form for ironisk vrængen. ‘De føler det’, som jeg forestiller mig, de selv ville udtrykke det. Blandet ind i de direkte, patosfyldte tekster er der også bidder af poetisk skønhed. Bare lyt til åbningsnummeret, hvor det uklart, billedrigt og suggestivt lyder: »På den inderste dag / jeg så himlen som en region / widescreen.«

Future: DS2

Af Simon FreieslebenUnknown

Atlanta-rapperen Future har efter sit brud med r’n’b-sangerinden Ciara udgivet nyt materiale i et hæsblæsende tempo. På blot et halvt år udgav han en trilogi af mixtapes samt det fremragende DS2 (Dirty Sprite 2), der dokumenterer hans stormomsuste privatliv og depressive sindstilstand. Det stærkt personlige album er stort set blottet for hitsingler, men er hudløst ærligt og fængende fra start til slut. Lige fra den kodein-slubrende indledning på “Thought It Was a Drought” til den afsluttende “Kno The Meaning,” hvor en resigneret Future kun sporadisk liver op og overhovedet forsøger at ramme beatet, er pladen indhyllet i en dragende og knugende mørk sky af narkotikanæret nihilisme.

Natalie Prass: s.t.

Af Sebastian WittrockUnknown

De senere år har budt på masser af albums, der helt tydeligt trækker på en bestemt periode i musikhistorien. 90’erne og 80’erne har især været yndede for de mange revival-bands. Men smidig soul, som man skulle tro, den velsmurte Motown-maskine stod bag, har der ikke været meget af. Det er imidlertid præcis, hvad Natalie Prass leverer på sin selvbetitlede debutplade. Iørefaldende r’n’b-sange om ulykkelig kærlighed, sunget med en lidt spinkel stemme og svøbt i store, uforudsigelige arrangementer med masser af blæs og strygere. Og selvom tankerne med det samme ledes i retning af matriarker som Dusty Springfield og Aretha Franklin, er Natalie Prass på ingen måde en kedelig kopi af fortiden.

Vince Staples: Summertime ’06

Af Simon FreieslebenUnknown

Den 22-årige Long Beach-rapper Vince Staples er et særdeles intenst bekendtskab på det sydende skarpe Summertime ’06 album. Med hele 20 numre og en spilletid på 59 minutter er det ambitiøst projekt, som Staples ikke alene slipper helskindet igennem. Næh, han cementerer sin position som en af sin generations mest talentfulde ordsmede. Med sit karakteristisk apatiske, men fejlfri flow rapper Vince Staples om realiteterne fra livet som ung og sort i en amerikansk ghetto med knap ét overflødigt ord undervejs. »Man, I need to fight the power, but I need that new Ferrari,« rapper Vince Staples på nummeret “Lift Me Up” om sorte kunstneres ambivalente forhold som aktører for sociale ændringer – en tematik, Kendrick Lamar brugte det meste af To Pimp a Butterfly på at uddybe, men som Staples rammer på en enkelt linje.

Leave a Reply