Plader

Nicklas Sørensen: Solo

Med debutalbummet Solo bekræfter Papir-guitaristen Nicklas Sørensen endnu engang, at El Paraiso Records rummer en særlig talentmasse. Hvor guitaren ofte får lov til at træde forrest i lydbilledet, tilbyder albummets drømmende univers en platform, hvor tight guitarfræs på elegant vis erstattes af sfæriske harmonier mellem guitar og synth.

Det er interessant, hvordan man altid reagerer på nyheder om soloudgivelser fra El Paraiso-lejrens medlemmer med lige dele spænding og nysgerrighed. Når elskede konstellationer for en stund går i opbrud og et eller flere medlemmer sender egne produktioner ud i verden, er responsen ellers ofte både afventende og frygtsom. Frygtsom, fordi soloudgivelser så ofte tydeliggør manglende opfindsomhed og musikalsk tæft hos medlemmer i orkestre, som ofte ligger til grund for beundring. For musikerne på pladeselskabet El Paraiso Records har det vist sig at fungere anderledes. Særligt har Causa Sui-medlemmerne Jakob Skøtt og Jonas Munk i kraft af flere udgivelser i de seneste år demonstreret, at de kan komponere flotte musikalske universer, der har alt andet end de velkendte tonstunge og distortion-dryppende ørkenrock-riffs som omdrejningspunkt.

Nu er turen så kommet til Nicklas Sørensen, der nok er bedst kendt som guitarist for de progressive rockere i El Paraiso-orkestret Papir. Udgivelsen hedder meget passende Solo. En titel, der giver insisterende få hints om pladens indhold. Med kun seks numre og en spilletid på omkring 47 minutter, er det ikke mærkeligt at forvente sig mere af Papirs dynamiske rock tilsat en ekstra tand guitarfræs.

Med pladens første nummer ”Solo 1” tager Nicklas Sørensen da også netop fat, hvor han slipper Papir. Med afsæt i en hastigt pumpende bas, lader Sørensen sine fængende hooks svøbe i skiftevis drævende synthflader og kontrolleret guitarstøj. Hvor strukturen i kompositionen er langt mindre omskiftelig end hos Papir, er brugen af dynamiske ekstremer et greb, der umiddelbart ser ud til at holde ved.

Lige som trådene mellem Solo og Papirs bagkatalog tegner sig, kapper Sørensen dem igen med ”Solo 2”. Vuggende percussion og guitarharmonier følges ad, og samtlige anslag fra musikerens hovedinstrument får lov til at klinge ud og flette sig om hinanden. Kun rytmesektionens slæbende persistens virker som holdepunkt mellem nummerets vekslende stemninger. Denne anderledes løse og udfordrende struktur i nummeret klæder på mange måder Nicklas Sørensens lyd. Selvom guitaren stadig er allestedsnærværende i lydbilledet, føjes mange flere facetter til guitarspillet.

Samme udforskende opbygning er tilbagevendende på albummets resterende numre, om end stemningsudtrykkene varierer. ”Solo 6” er således et langt og drømmende ridt udi sfærisk avantgardepop, hvor repeterende stumper af melodier danner grundstenen i et ellers omskifteligt lydunivers bygget op omkring lige dele kaos og kontrolleret velklang. Ofte fornemmer man produceren Jonas Munks præg på albummet, og særligt de tilbagevendende langstrakte passager af udflydende synth- og guitarflader leder tankerne hen på sammes 2015-udgivelse Absorb/Fabric/Cascade. De elektroniske og drævende bidrag er grundlæggende en styrke for albummet, og særligt den krautrockede ”Solo 3” træder tydeligt frem på albummet som svært hypnotiserende med sine stakkerede guitar- og synthmelodier. Igen og igen kører de i loop, men det bliver aldrig uinteressant.

Med Solo bekræftes det endnu engang, at El Paraiso Records er en paraply for nogle særligt kreative og ambitiøse musikere herhjemme. I løbet af albummets seks numre formår Nicklas Sørensen at binde de tungtrockende rødder fra Papir sammen med langt mindre melodiøse udskejelser. Guitaren finder altid vej til den allerforreste linje i lydbilledet, hvor den forbliver et kendetegn ved den unge musikers kompositioner, men numrenes løse strukturer fremprovokerer tydeligvis nye og interessante facetter til guitarspillet. Kompagnonen Jonas Munk er i disse sammenhænge uden tvivl et stærkt aktiv, som Nicklas Sørensen til fulde formår at benytte sig af i skabelsen af et meget velkomponeret og stemningsfuldt debutalbum.

★★★★★☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar