Koncerter

Beck, 19.06.16, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

Becks vokal har klart lydt bedre end på NorthSide, men amerikanerens bundniveau er så højt, at man altid vil knibe sig selv lidt i armen, når han spiller sine største numre.

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

Foto: Thorsten Iversen/NorthSide

Efter sin seks år lange albumpause er Beck i den grad i gang med et stort comeback, hvor han beviser, at han vil være leveringsdygtig i normbrydende, men alligevel fængende, sange lige til sin dødsdag. Tag bare den seneste single, ”Wow”, hvor Beck præsenterer sig selv som en flabet jakkesætsbærende rapper. Vel at mærke en rapper, vi næppe har set magen til før.

Den Beck der nu, 20 år og én dag efter udgivelsen af det skelsættende hovedværk Odelay, har nået et nyt højdepunkt i popularitet og velanseelse, skulle lukke årets NorthSide med et ordentligt rock/funk/soul/hiphop/electro/folk-brag. En forholdsvis sjælden koncert i en kort pause fra færdiggørelsen af det album, der efter sigende skulle komme til efteråret. Aftenens koncert på NorthSide var dog ikke en smagsprøve på, hvad Beck sysler med hjemme i L.A. I stedet fik vi en ren tour de force igennem Becks mest festivalvenlige sange.

Det er et festivalshow, som Beck leverer uden megen slinger i valsen. Bandet spiller i absolut topklasse med klasseguitaristen Jason Falkner som virilt sidekick til Beck – og bassisten Wayne Moore, der spillede sin kun femte koncert med Beck. Han kunne have været med i lige så lang tid som de andre medlemmer som trommeslager Joey Waronker og Roger Joseph Manning Jr. på keyboard.

Beck fulgte trop med det forrygende band ved at springe rundt på scenen, ryste sin shaker-banan, blæse i sin mundharpe i en altid kærkommen fremførelse af ”One Foot in the Grave” og danse med sin lille robot, der blev bragt ind på scenen til fremførelsen af ”Where It’s At”.

Det kunne dog ikke skjule, at Becks stemme havde en decideret off day. Spontant var Beck nød til at finde på en helt ny melodi til den ellers ikke særligt gamle ”Blue Moon”, for han kunne simpelthen ikke ramme sangens normale, lyse melodi. I alt havde Beck denne aften et vokalregister, der kan sammenlignes med en blokføljtes ene oktav, og vi var sådan cirka 17 år fra den falset-Beck, der destruerede alle ”Sexx Laws” i 1999.

Derudover havde Beck svært ved at få NorthSide til at forelske sig i de glimrende, men ikke videre kendte sange som ”Hell Yes”, ”Que Onda Guero”, ”Think I’m in Love”, ”Mixed Bizness” og ”Black Tambourine”. Disse sange fyldte en væsentlig del af koncertens første halvdel, og når en ellers hårdtslående, potent opførsel af ”Devil’s Haircut” bliver gjort impotent af ringe lyd – ja, så kan højdepunkterne fra koncertens første del reduceres til megahittet ”Loser”, en genfødt ”Soul of a Man” fra Modern Guilt (2008) og Sea Change (2002)-sangene ”Paper Tiger” og ”Lost Cause”.

Men så skal jeg da søreme også love for, at Beck lagde NorthSide ned med en kavalkade af sine største sange i slutningen af koncerten. ”Dreams” er allerede en nyklassiker på hans sætlister, ”Sexx Laws” får alle til at tudbrøle, og ”E-pro” blev leveret så overbevisende, at bandet aldrig fik lejlighed til at forlade scenen, inden de skulle spille ekstranummeret. Folket skrålede det karakteristiske »na-na, na-na-na-na-naaa«-refræn længe efter at bandet havde leveret tilpas mange ekstra rundgange af det fuzzede bluesriff til, at nok var nok. Storsmilende tog Beck imod folkets trods alt fortjente hyldest, inden det vanlige ”Where It’s At”-klimaks måtte sættes i gang, så tidsplanen ikke ville skride totalt. Det var vist meningen, at de skulle forlade scenen, så vi kunne få følelsen af et ekstranummer, når de vendte tilbage for at spille Odelay-klassikeren.

Når Beck for alvor folder sig ud i denne kaotiske jazz/hiphop/funk/støjrock/kamikaze-sang, der naturligvis også skal runde et Beatles/Bowie/Kraftwerk/Prince-medley, vil et hvert publikum overgive sig betingelsesløst. Dette musikalske kaos er så gennemført ironisk i hele sit mash-up, at god og dårlig smag opløses til én vanvittigt fedt swingende helhed. Man kniber sig nærmest i armen, hver gang man oplever det nummer live.

Becks faste, træfsikre sange resulterer i et så vanvittigt højt bundniveau, der gør, at manden altid kan levere en formidabel koncert. Det er selvom, at stemmen ikke var fulgt med til Aarhus, og koncerten skulle trækkes helt ned i tempo med de lavmælte sange, før alle kastede hænderne i vejret, når Beck skreg: »Clap your hands, just clap your hands!« Hell yes!

★★★★½☆

Deltag i debat