Koncerter

Roskilde Festival 2016: Palace Winter, 26.06.16, Rising

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Søndag aften gik den dansk-australske duo på scenen med en både krautrocket, støjende og melodisk levering af numrene fra debutalbummet.

Palace Winter

Foto: Malthe Ivarsson

Den dansk-australske duo Palace Winter spiller en modig koncert på Roskildes Rising-scene. Og heldigvis for det, for det fungerer. Mens solen går ned over pladsen, og publikum snakker og griner lystigt, går de på scenen – og har måske fundet det perfekte “slot” at spille i på Roskilde.

Bandet starter ud med “Dune Wind”, som har et langt instrumentalstykke i starten, mens vokalen først kommer langt inde i sangen. Jeg tænker umiddelbart, at der er et fejlvalg, for publikum er ikke rigtig med, og jeg mangler personligt at blive halet ind af forsangers Carl Colemans vokal. Men det skal vise sig at slå tonen an for resten af koncerten – et godt valg.

Palace Winter spiller et sæt, der på mange måder adskiller sig fra deres netop udsendte debutalbum, Waiting for the World to Turn. Deres performance er langt mere krautrocket og båret af guitaren, der til tider ender ud i en reel støjguitar. Det klæder bandet godt. Især fordi jeg var lidt bange for, om det ville ende ud i indiesødsuppe.

Da gruppen fem numre inde spiller “Soft Machine”, rocker publikums hoveder med hele vejen ned gennem den store mængde, der er samlet foran Rising-scenen. Nummeret spilles langt mere råt end pladeversionen, og musikerne kører lange instrumentelle stræk undervejs. Videre til “H. W. Running”, som indledes med et »Ready to have a party on a Sunday?«, og ja, det er publikum. I takt med at nummeret bliver mere og mere støjende, bliver publikum også vildere foran scenen. Desværre vælger Palce Winter herefter at sætte det lidt stille nummer “Woke in the Night, the Phone Was Ringing” ind, hvilket er lidt ærgerligt, da de derved ikke holder festen kørende, og jeg faldt da også selv lidt ud under nummeret.

Palace Winter slutter af med “Positron”, og her får de heldigvis skaren af tilhørere med igen. Trommerne får meget plads, og det er virkelig et kæmpe brag af en finale. En fantastisk afslutning på en rocket og støjende, dog melodisk og varm koncert.

Det er generelt Carl Coleman, der trækker læsset i forhold til at holde kontakt til publikum, da i hvert fald både bassist og duoens anden halvdel, Caspar Hesselager på keys, kører shoegazer-stilen. Alt forladt, det skal de også have lov til. Så længe de spiller så bragende godt, som de gjorde denne søndag på Roskilde.

★★★★★☆

Deltag i debat