Koncerter

Roskilde Festival 2016: Palace Winter, 26.06.16, Rising

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Søndag aften gik den dansk-australske duo på scenen med en både krautrocket, støjende og melodisk levering af numrene fra debutalbummet.

Palace Winter

Foto: Malthe Ivarsson

Den dansk-australske duo Palace Winter spiller en modig koncert på Roskildes Rising-scene. Og heldigvis for det, for det fungerer. Mens solen går ned over pladsen, og publikum snakker og griner lystigt, går de på scenen – og har måske fundet det perfekte “slot” at spille i på Roskilde.

Bandet starter ud med “Dune Wind”, som har et langt instrumentalstykke i starten, mens vokalen først kommer langt inde i sangen. Jeg tænker umiddelbart, at der er et fejlvalg, for publikum er ikke rigtig med, og jeg mangler personligt at blive halet ind af forsangers Carl Colemans vokal. Men det skal vise sig at slå tonen an for resten af koncerten – et godt valg.

Palace Winter spiller et sæt, der på mange måder adskiller sig fra deres netop udsendte debutalbum, Waiting for the World to Turn. Deres performance er langt mere krautrocket og båret af guitaren, der til tider ender ud i en reel støjguitar. Det klæder bandet godt. Især fordi jeg var lidt bange for, om det ville ende ud i indiesødsuppe.

Da gruppen fem numre inde spiller “Soft Machine”, rocker publikums hoveder med hele vejen ned gennem den store mængde, der er samlet foran Rising-scenen. Nummeret spilles langt mere råt end pladeversionen, og musikerne kører lange instrumentelle stræk undervejs. Videre til “H. W. Running”, som indledes med et »Ready to have a party on a Sunday?«, og ja, det er publikum. I takt med at nummeret bliver mere og mere støjende, bliver publikum også vildere foran scenen. Desværre vælger Palce Winter herefter at sætte det lidt stille nummer “Woke in the Night, the Phone Was Ringing” ind, hvilket er lidt ærgerligt, da de derved ikke holder festen kørende, og jeg faldt da også selv lidt ud under nummeret.

Palace Winter slutter af med “Positron”, og her får de heldigvis skaren af tilhørere med igen. Trommerne får meget plads, og det er virkelig et kæmpe brag af en finale. En fantastisk afslutning på en rocket og støjende, dog melodisk og varm koncert.

Det er generelt Carl Coleman, der trækker læsset i forhold til at holde kontakt til publikum, da i hvert fald både bassist og duoens anden halvdel, Caspar Hesselager på keys, kører shoegazer-stilen. Alt forladt, det skal de også have lov til. Så længe de spiller så bragende godt, som de gjorde denne søndag på Roskilde.

★★★★★☆

Om skribenten

Bitten Kjærgaard

Ansvarshavende chefredaktør og artikelansvarlig
bitten@undertoner.dk

Biografi:
Jeg har vel egentlig min far at takke for min musikalske opvækst. ’Igeeeen’, hylede jeg, når han lørdag aften satte "Twist and Shout" på pladespilleren og fortalte mig, hvor fantastisk John Lennons stemme var. Det kunne være gået meget værre til derude i provinsen. Procol Harum, The Beatles og The Doors er lyden fra stuen, hvor jeg er vokset op. Jeg har siden da haft en kærlighed til alt med 60’er- og 70’er-lyd – gerne god garage. Jeg har holdt mig til rocken gennem det meste af min ungdom, hvis man da lige ser bort fra min tid som dj i ungdomsklubben, hvor "Tamagotchi" vist bliv spillet mere end en enkelt gang.

Her på mine lidt ældre unge dage er jeg meget optaget af alt det, der sker på den danske musikscene.

Fem favoritalbums:
The Beatles: Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
The Raveonettes: Pretty in Black
I Got You on Tape: Spinning for the Cause
Les Bellas: Belladelic
Allah-Las: s.t.

Skriv et svar