Koncerter

Roskilde Festival 2016: Vince Staples, 29.06.16, Pavilion

Skrevet af Simon Freiesleben

Vince Staples leverede en nuanceret, energisk og sympatisk koncert på Avalon. En af de absolut bedste hiphop-performances på Roskilde i mange år.

vince staples-800pxDen blot 22-årige amerikanske rapper Vince Staples har gjort kometkarriere, siden han sidste år udgav Summertime ’06 – en af 2015’s absolut bedste plader.

Vince Staples var programsat umiddelbart efter Little Simz og Action Bronson, så det hiphoplystne publikum mødte både talstærkt og velopvarmede op. Små tyve minutter før Staples skulle gå på scenen, var Pavilions beskedne telt fuldstændigt proppet, og skulle man være i tvivl om demografien, så var mængden af bare overkroppe og “Seven Nation Army”-fælles-nynneri et vink med en vognstang om at forsamlingens samlede testosteron-niveau lå et sted mellem skyhøjt og “for højt”.

Hvis du tænker, at det lyder som en brandfarlig cocktail, så har du fuldstændig ret. Selv den mindste antydning af åben ild ville være nok til at antænde sådan et publikum. Da Staples vælger at lægge ud med sin måske mest kendte  sang – den ekstremt potente banger “Lift Me Up”, så kan det bedst beskrives som, hvis han havde smidt en brandbombe i en knastør, californisk skovstrækning. Salen eksploderer fuldstændig, og stemningen når kogepunktet efter et halvt minut.

Jeg må sige, at jeg var dybt overrasket over koncertens høje intensitetsniveau, for Vince Staples laver ikke hjernedød party-hiphop. Tværtimod! Staples’ lyrik læner sig tæt op af kollegaen Kendrick Lamars, og omhandler ligeledes komplekse autobiografiske fortællinger om den hårde opvækst i Los Angeles forstæder, der hærges af bandekonflikter, narkotika og korrupte betjente, som på Lamars album Good Kid, M.A.A.D C.i.t.yMen Staples er langt fra nogen Lamar-klon – jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at han venter i kulissen på at overtage titlen som den bedste lyriker i rap-gamet fra. Samtidig er han den diametrale modsætning til Kendrick Lamars bøvede indstilling til live-performances. Her er ikke brug for nogle åndsbollede hypemen eller overlange DJ-opvarmninger. Det er lige på og hårdt, og energibundtet Vince Staples misser ikke så meget som én linje: »lift me up, lift me up!«

Vince Staples er en forrygende live-mc, det kan der ikke herske tvivl om. Men det siger også meget om kildematerialets kvalitet, at han med blot ét album i baghånden kunne blæse Roskilde Festival bagover i en lille times tid, uden man følte nogle væsentlige dyk i sangens kvalitet. Summertime ’06 er ganske enkelt et forrygende album, hvis klaustrofobiske og bastunge produktioner virkelig får lov til at folde sig flot ud på et ordentligt sæt koncerthøjtalere. Numrene er ofte korte, men indeholder så meget nerve, at de efterlader et kæmpe indtryk. Samtidig er Staples langt mere varieret i brugen af sin vokal, der på pladen ofte synes en kende flad og apatisk. Når han på “Birds & Bees” beskriver sin barndom med en dybt kriminel “gangsta-daddy”, så bliver refrænet »They found another dead body in the alley!« råbt ud med en sådan kraft, at man ikke kan være i tvivl om sangens sjæleudvrængende kvaliteter. Resultat er ren gåsehud! Inden jeg altså blev revet væk i endnu et teenage-moshpit.

Hvis jeg skal pege på et af få negative aspekter ved denne koncert, så må det være at Roskilde Festival endnu en gang har undervurderet, hvor godt hiphoppen har fat i det yngre publikum. Det var ikke i nærheden af at være så slemt som fadæsen med OFWGKTA i et komisk overpakket Cosmopol-telt tilbage i 2011, men det føltes godt derhen af i det tætpakkede telt.

Vince Staples var en energisk og dybt sympatisk performer (han mindede lige de unge moshere om at huske at passe på de kvindelige koncertgæster. Plus point!), og han viste stor kløgtighed i forhold til sammensætningen af sætlisten, der var fint doseret med crowdpleasers såvel som mindre kendte og endda en ny sang. Det er lidt et luksusproblem, men jeg kan dog ikke lade være med at ærgre mig over, at han ikke turde vende stemningen på hovedet, og slutte af med den smukke og ukarakteristisk blide rap-ballade “Summertime”, men istedet absolut lige skulle slutte af med at crowdsurfe til endnu en banger.

Måske er det mig, der er blevet for gammel til at moshe med de unge under en hel koncert, men det havde altså i mine øjne været et perfekt poetisk punktum på en fantastisk festivalkoncert. »Cause this could be forever, baby«, men ak, nej. Det får mig dog ikke til at tøve med at kalde Vince Staples for en af de absolut bedste hiphop-bookinger til Roskilde Festival i mange, mange år.

★★★★★½

 

Deltag i debat