Koncerter

Roskilde Festival 2016: Peaches, 01.07.16, Apollo

Skrevet af Sabina Hvass

Peaches’ projekt er ikke en letfordøjelig omgang – hun arbejder hårdt for sin sag, som er centreret omkring den personlige frihed til at knalde, hvem man vil og til at udtrykke sig frit og fordomsløst. Det manifesterer sig i hendes højenergiske show, der ikke falder i de flestes smag ved midnat fredag på Apollo, men langt fra er forglemmeligt.

Peaches-1600px

Apollo skulle fredag ved midnat danne rammen for et show fra verdens nok mest seksuelt frigjorte og eksplicitte elektroniske musiker: »My name is Peaches,« som det lyder i sidste strofe på Nina Simone-nummeret “Four Women”, der får lov at introducere den canadiske multikunstner med det borgerlige navn Merrill Beth Nisker.

Musikalsk er hun en énmandshær ved sit arbejdsbord, der både fungerer, som det nu gør med turntable, pads og knapper, men også som danseplateau, hvor de mange skiftende kostumer får fuldt udsyn. Dér får hun også selskab af to sprøde dansere, der går til og fra scenen i outfits af forskellig relevans for numrene. På “Rub” og “Vaginoplasty” er de f.eks. klædt i et yderst alsidigt kostume, der forestiller det kvindelige kønsorgan, som Peaches helt ublufærdigt behandler i sit udfordrende tekstunivers.

Peaches’ show er et underholdende totalteater, hvor den visuelle del ganske vist udløser en del hovedrysten, latter og en meget dansk tilbageholdenhed fra en signifikant del af publikum denne aften. Det er måske de første 100 foran scenen, der påskønner helheden, føler de hårdtslående electroclash produktioner og velvilligt bærer Peaches på deres håndflader. »Jesus walked on water. Peaches walks on you!«, siger hun og leverer en brandvarm vokal på “Talk to Me”, og ditto på det minimale “Lovertits”.

Det er imponerende, at Peaches aldrig mister pusten af det hæsblæsende tempo – hun løber om bordet, danser, headbanger, hopper og står i bro alt imens hun leverer en absolut godkendt vokalperformance. Der er i det hele taget ikke et eneste kedeligt øjeblik. Og efter en ulmende indignation over, at en gigantisk hvid tube vokser ud på scenen til “Dick in the Air”, får de tilhørende efterhånden festen foran dem til at matche festen på græsset. Det kulminerer på “Fuck the Pain Away”, hvorefter Peaches i første omgang forlader scenen. »Do you want more?«, bliver der spurgt, og de tilbageblevne publikummer takker ja. En barbrystet Peaches vender tilbage for at slutte af med bravado og tung vægtning af sit seneste album Rub med “Dumb Fuck”, “I Mean Something” og “Light in Places”.

Peaches projekt er ikke en letfordøjelig omgang – hun arbejder hårdt for sin sag, som er centreret omkring den personlige frihed til at knalde, hvem man vil, og til at udtrykke sig frit og fordomsløst. Det manifesterer sig i hendes højenergiske show, der ikke falder i de flestes smag ved midnat fredag på Apollo, men langt fra er forglemmeligt.

★★★★½☆

Deltag i debat