Koncerter

Trailerpark Festival 2016

For tiende og sidste gang bliver campingvognene rullet ind i Copenhagen Skatepark, der for tre dage bliver omdannet til hovedstadens helt egen Trailerpark.

Processed with VSCO with g3 preset

For tiende og sidste gang bliver campingvognene rullet ind i Copenhagen Skatepark, der for tre dage bliver omdannet til hovedstadens helt egen Trailerpark. På sine sidste vejrtrækninger står festivalen i al sin pragt som et parallelunivers til vores virkelig verden. Al ting er bare lidt anderledes i trailerparken. Grænser bliver nedbrudt, og nye fester burde opstå. Bedst som du befinder dig midt i din musikalske komfortzone og lytter til endnu et Tame Impala/Mac DeMarco/Connan Mockasin-klingende band, bliver du trukket ud af al din indiecoolness og gode smag, i det Emil Stabil går på scenen. Inden du får set dig om, står du og danser til din mors yndlingsmusik: Anne Linnet.

På den måde er Trailerpark en form for antisegmentering, om end festivalen stadig er ekstremt segmenteret. I en tre dages fejring af velklingende og/eller dansabel musik skaber arrangørerne fra ArtRebels den lille verden Trailerpark. Her må man forberede sig på at blive overrasket af popmusikkens forskellige affarter – hvad enten den er elektronisk, soulet eller rappende.

Hvor andre festivaler stiller sig tilfredse med blot at stille nogle identitetsløse scener, nogle festivaltoiletter og nogle ølvogne op, sætter Trailerpark bare baren højere. Det er således en fest for både ørene, øjnene og resten af kroppen for den sags skyld.

(PMJ)


Torsdag

Trailerpark er godt nok vokset siden, jeg sidst var her, for snart nogle år siden. Det kan også være, det er er indtrykket, jeg får, fordi jeg ankommer kl. 23 pivædru. De overvældende mange gæster er ligesom i et lidt andet mode end mig. De vælter rundt med spande fyldt med drinks og synes at være overalt. Nuvel, de har en fest. Kunstholdet bag festivalen har som altid udsmykket området, og alt der udsmykkes kan. Og det er altså bare en hel special oplevelse at komme ind på et forholdvis lille område, der på den måde er pakket med farvestrålende og gøglede installationer. Jeg er især imponeret over Soundvenue Scenen, hvor jeg indfinder mig for at høre Slow Magic.

Slow Magic, Soundvenue Stage, kl. 00.00

Slow Magic laver lydprøve godt gemt bag en t-shirt, han har taget over hovedet. Det virker ærlig talt lidt fjollet og prætentiøst, især fordi han skal løfte den hver gang, han skal lave tegn til lydmanden. Og på en måde er det også bare skide sjovt. Han tager sit mantra om, at skulle adskille sig fra musikken, så denne kan stå alene, som den eneste rigtige stjerne, helt ud. Men man kan selvfølgelig spørge sig selv: Ville musikken eksistere, hvis han ikke gjorde?Processed with VSCO with m5 preset

Nå, men Slow Magic bliver færdig med lydprøve og indfinder sig kort efter på scenen – nu med lysende ulve-maske og travlet vest. Han er beredt med to trommestikker, en stortromme og så selvfølgelig sin mixerpult. Der kommer en meget høj og tung bas fra en af de nærliggende scener, og denne ødelægger desværre Slow Magics smukke, drømmende intro. Det fungerer godt med de dundrende, organiske trommer og de elektroniske, drømmende vibes. Han opfordrer publikum til at klappe – med trommestikkerne løftet højt i vejret, og det virker desværre lidt forceret, da jeg egentlig synes, folk skal have lov til at se musikken lidt an.

Jeg synes, musikken fungerer bedst, når han holder sig til de lidt mere bløde og melodiske rytmer.  Når der kommer musestemme og meget tunge, skærende lyde fra anlægget står jeg sgu af. Musikken starter ud med at have et tilpas lydniveau, men bevæger sig desværre op mod det ubehagelige undervejs i takt med at musikken bliver mere hårdtpumpende og elektronisk i udtrykket.

Jeg ved ikke, om det Slow Magic leverede var specielt unikt, men når han holdt sig til det mere elektro-poppede, var det vellydende, favnende og skabte vuggende hoveder og bukkende knæ blandt publikum. Det var en behagelig og drømmende oplevelse, som Slow Magic formåede at skabe sammen med kunsterne bag scenen. Ofte forstod jeg ikke helt retningen i hans musik, der var meget skiftende, som om han skulle prøve det hele af.

Men for en gangs skyld fungerer det godt med ulvemaske, selvom jeg er ved at være lidt træt af musikere, der gemmer sig bag masker. Men det passer godt til den smukke scene, og Slow Magic danser rundt og udfylder ulve-rollen godt.

(BK)


Fredag

Da himlen åbnede sig over Trailerpark Festival og vandet væltede ned i stride strømme troede jeg for en kort stund, at festivalen var i fare for at svømme helt væk i regn. For selvom teknikerne var hurtigt fremme med plastiksække til at redde elektronikken, og der var en fiks bartender, der kæmpede en gæv kamp mod vandmasserne med sin fejekost, så lugter plastikposer og fejekost lidt af en nødløsning, man hiver op af hatten på stedet. Samtidig var Royal Scenen tidligt på aftenen plaget af en drilsk brandalarm, der gjorde at hallen måtte rømmes et par gange. Det førte til en ganske komisk kødrand af mennesker, der forsøgte at redde frisuren og komme i ly for regnen på scenen hvor Wangel spillede, men som blev nægtet adgang af brandmyndighederne.

Værst gik det dog udover gruppen Slowes, som jeg egentlig havde glædet mig til at opleve. Deres hidtil eneste udgivelse, sangen ”I Need You”, er en drømmende lille chillwave perle, der virkelig passer fint ind i Trailerparks lille, syrede parallelunivers i Copenhagen Skatepark. På trods af plastikposerne, så vandt regnvejret alligevel første slag mod elektronikken og Slowes blev hele 45 minutter forsinkede. Da gruppen endelig kom på scenen begyndte regnen prompte at falde igen, og her må jeg indrømme at den inciterende dunst af kartofler friteret i andefedt lokkede mig væk fra Slowes og i retning mod frituregryderne i det nærliggende Foodcourt. Undskyld! Jeg lover at se jer, næste gang jeg får chancen. Vi ses jo allerede på Uhørt Festival om et par uger. Og når man skal feste natten lang, som man skal på Trailerpark, der først sparker de sidste gæster ud klokken 5 om morgenen, så er det altså både vigtigt med mad i skrutten og et nogenlunde tørt outfit. Lad os kalde det et spørgsmål om prioriteringer.

(SF)

Teenage Love, Soundvenue Stage, kl. 17.30

Da Teenage Love gik på scenen var jeg tæt på blown away. Set uppet med overordentligt velspillede drum pads og violin fungerede virkelig godt, og med de to kvinders smukke vokaler, som de på bedste vis formåede at sætte sammen i harmonier, var lydbilledet anderledes og dejligt.Processed with VSCO with c1 preset

Begge musikere er tydeligvis meget dygtige især amerikanske Katy Gunn på violin levede en meget differentieret og vellydende performance. Også danske Anna Lidell på drum pads skabte en sjældent set varieret lydbillede, der lagde bunden i musikken med forskellige beats.

Desværre synes jeg, at musikken strittede i for mange retninger. Elektro-pop, hip hop, folk  og spoken word var indover. Og i nogle af numrene virkede duoen overgearede og ungpige-poppede i deres udtryk, pg det blev altså trættende at høre på. Det var klart, de mere dybe stille numre, hvor vokalerne rigtig fik deres plads, der fungerede bedst. En sådan musik ville jeg med glæde sætte på derhjemme, mens jeg læste en bog i sofaen.

(BK)

M.I.L.K., Soundvenue  Stage, kl. 21.00

Jeg kom til Trailerpark med en forventning om at blive overrasket. På mange leder og kanter lykkedes det, for jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle stå midt i en campingvogn, der var støttet af fjedrer, således man kunne få den til at rokke frem og tilbage og fra side til side. Tilmed har man anlagt en petanquebane, der står i sin fineste sand med korrekt, og river der kan vedligeholde banen. Og derudover er selve pladsen virkelig noget for sig selv i sin smukke dekorering. Den er således et farverigt sansebombardement, der smukt udvider grænserne for, hvordan en festivalplads skal se ud. Man må virkelig sige, at Trailerpark tager det dybt seriøst, når de holder festival.

Som fredagens femte koncert spillede M.I.L.K., og på dette tidspunkt af dagen stod det efterhånden klart, at de musikalske overraskelser desværre var i en klar risiko for at udeblive. Således havde de forrige koncerter med bl.a. Teenage Love, Wangel og Slowes vist, at Trailerpark har lagt et klart fokus på elektronisk, lækker popmusik. Musik man kan have det behageligt til, men i den her omfattende buffet endte alle de musikalske retter med at smage ret ens.

M.I.L.K. spillede en storcharmerende koncert, der fik publikums kroppe til at bevæge sig og deres ansigter til at smile. Frontmanden Emil Wilks fremstår vitterligt sød, og hans backingband er velspillende. Deres hyggesoul er så komfortabel, at der ikke er en eneste tone, der falder udenfor. De kan virkelig deres shit, men alligevel bliver mælken til en fløde, der er så tyk, at det næsten er provokerende. Ingen fraseringer bryder ind som en virtuos magtdemonstration. Det velklingende fine bundniveau til trods var 45 minutter med et band, der kun har udgivet en sang alligevel for meget af det gode. Således blev M.I.L.K. endnu et band, der egentlig lyder som alle de andre artister på festivalen.

(PMJ)

Sykur, Soundvenue Stage, kl. 22.45

Efter at have ladet batterierne op med fritter og demonstrativ solskinspop ala M.I.L.K var det blevet tid til dessert i form af Islandske Sykur. Med et bandnavn der betyder sukker, ville det være oplagt at tro, at Sykur blot ville være nok en omgang af den sødmefulde sommerpop, der fyldte kraftigt på Trailerparks fredagsprogram. Men det blev ikke til hverken tandpine eller sukkerchok – det skulle vise sig, at Sykur havde medbragt islandsk vildskab, kant og knæklys i rigelige mængder. Sykur havde fat i den lange ende på det punkt. Publikum tog indledningsvist lettere køligt imod bandet og forholdt sig passivt iagtagende, men selv Trailerparks hippe publikum er ikke for fine til at give los, når der bliver hældt glowsticks i hovedet på dem fra scenekanten.Processed with VSCO with g3 preset

Musikalsk serverede den islandske kvartet dansevenlig electro-rock i et setup med to DJ’s, en guitarist og deres energibombe af en forsangerinde, Agnes Björt Andradóttir. Den vildt gestikulerende islænding var både sjov, sød og charmerende når hun frit vekslede mellem rollerne som in-your-face femi-rapper og popsangerinde. Det lyder umiddelbart som et ret spøjst mix, og det var det også, men på en eller anden måde gav det mening i momentet.

Det fungerede for eksempel virkelig godt på nummeret ”Curling”, der lyder lidt ala Reptile Youth med elektroknappen skruet i bund og hvor den platinblonde Andradóttir teede sig, som var hun Alice Glass da hun var nede på knæ ude foran publikum, skreg og generelt gav pokker i hvorvidt hun fremstod fjollet. At dømme efter publikums udskejelser på dansegulvet, så var jeg ikke alene om at mene, at Sykur var et befriende afbræk, der kunne stikke lidt ud af den hyggelige men lettere døsige synthpop suppedas, der prægede en stor del af fredagens program. Jeg kvitterer med islandsk kampklap, og siger på gensyn til Sykur, der gerne må kigge forbi Danmark igen.

(SF)

Smerz, Soundvenue Stage, kl. 00.15

I forbindelse med en tidligere anmeldelse her på sitet, har jeg kaldt Rangleklods (nu: Blondage) for hipstertechno. Move over, siger jeg nu bare. Smerz er de nye dronninger af konceptet hipstertechno, med deres kølige og reserverede attitude og nøje tilrettelagte visuelle identitet. De to nordmænd, Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg, har skiftet de norske fjelde ud med København og så ud til at befinde sig på hjemmebane på Trailerpark med deres moderigtige og ekstremt skandinaver-hippe udtryk.

Jeg havde set frem til at opleve Smerz i bedre rammer end det grotteagtige Scandinavian Conference Center til SPOT Festival, hvor deres setup desværre slet ikke fungerede. Det blev dog heller ikke på Trailerpark, at jeg fik lov til at opleve Smerz i optimale rammer. Det skyldtes til dels at Trailerpark har fire scener på et meget begrænset areal. Derfor lå den basglade DJ på Rebel Stage og rumsterede som et konstant forstyrrende element, der forkludrede Smerzs sarte lydbillede. Derudover virkede det også som et bizart valg, at programsætte Smerz til at spille klokken kvart over tolv. Når man virkelig sætter fokus på festen i ordet Festival som Trailerpark gør, så burde det dreje sig om at få publikum til at danse på dette tidspunkt.

Smerz er imidlertid så ekstremt indadvendte i deres udtryk, at den ventede dansefest kun momentvis indfandt sig. De to kvinder optræder vendt mod hinanden på hver deres side af synthpulten, med Motzfeldt som den primære sangerinde og Stoltenberg som hovedansvarlig for de elektroniske produktioner. Deres sidevendte performance er helt sikkert visuelt slående i kombination med de hypnotiserende visuals, men det virker også enormt udynamisk og låst. Efter cirka 15-20 minutter kom der dog lidt mere spræl i musikken såvel som de optrædende, og Stoltenberg fik lov til at lufte sine dance moves. Det blev dog en kort fornøjelse, for kort efter fik vi det ganske forrygende nummer ”Because”, og så var det hele slut. Det Lindstrøm-klingende nummer viser virkelig at Smerz har noget at byde på, men det blev desværre heller ikke denne gang, at de slog benene væk under mig.

(SF)

Liss, Royal Stage, kl. 00.45

Aftenens hovednavn var de nye aarhusianske indiedarlings Liss på baggrund af deres kun to singler og ene EP First. Men jeg skal da love for, at de få sange er gået direkte ind i Trailerpark-publikummets hjerter, da de blev fremført klokken kvart i et om natten og en lille times tid frem. Tilbagelænet blev der sunget med i det meste af skatehallen, og konklusionen må være, at folk har taget Liss til sig.

Det er gået hurtigt for Liss, men spørgsmålet er, om de kan følge med. Kan de håndtere det store publikum, de har tiltrukket sig? De var sunket helt ind i sig selv og koncentrerede sig om at få deres plastiksoul til at groove. Det lykkedes glimrende for dem at spille sangene, men tilbage stod et ret introvert band, der endnu ikke lader til at have fundet ud af, hvordan de skal håndtere, at der dukker mange op til deres koncerter. Der blev således ikke kigget meget ud over scenekanten, og i den sparsomme snak, der var mellem numrene, lød gruppen ret genert.

Det smittede desværre af på publikum, der aldrig rigtig fik gang i den helt store fest. Det blev i stedet til lidt forsigtig dansen, da den forventede fest skuffende udeblev. Liss passede ellers glimrende ind på Trailerpark med sin velproducerede, cheasy soullyd, om end man kunne have ønsket, at de spillede tidligere på aftenen, hvor behovet for en nærværende band ikke er så drønnødvendigt, som når skal spille den helt store nattefest.

(PMJ)


Lørdag

Laid Back, Soundvenue Stage, kl.17.15

Laid back spiller den slags musik, der lægger sig som en blød og varm dyne omkring dig. Men du bliver ikke træt, for musikken føles så behagelig, at du bare vil nyde den i al din veltilpashed.Processed with VSCO with g3 preset

Laid Back startede knivskarpt ud med “Bakerman” og “White Horse”, og der var helt proppet foran scenen. Alle virkede til at være enige om, at det var den perfekte booking som første optræden på festivalens sidste dag. En rigtig behagelig måde langsomt og blidt at komme ind i festivalstemningen igen. Soundvenue Stage klædte de to veteraner godt. Da jeg oplevede dem på Musik I Lejet sidste år, spillede de på en større scene, hvor de sad længere væk fra publikum. Her sad de næsten i blandt os, og det gav bare den helt rigtige stemning af to gamle hyggeonkler, der har en del historier at fortælle fra deres liv. Misforstå mig ikke. Jeg tænker ikke hyggeonkler som Brødrende Olsen, men mere den slags, der har sejlet på de syv have og været gennem en hel masse på godt og ondt.

Laid Back beviser endnu engang, at de stadig er relevante som band. Både med deres store hits tilbage fra 90’erne, med også med nummeret “Maybe I’m Crazy” fra deres første album i 1981, som de spillede som ekstranummer. Laid Back forstod helt tilbage i 1979, at den elektroniske guitar og tilbagelænet, dansevenlig electropop er som skabt for hinanden. Ja, faktisk ledte flere momenter fra koncerten tankerne hen imod franske Daft Punk, der på deres seneste plade, Random Access Memories, nostalgisk boltrede sig i 1970’erne og 1980’ernes lyde og inviterede adskillige af periodens stjerner til at medvirke på pladen. Måske de burde have ringet Laid Back op og inviteret dem med i studiet? Der er altså ikke milevidt fra “Happy Dreamer” til sangene på Random Access Memories. Desuden er jeg sikker på, at hyggeonklerne ville være kommet med gode råd og have spredt de gode vibes.

(BK & SF)

Grand Prix, Soundvenue Stage, 18.45

Undertegnede anmeleder have glædet sig virkelig meget til koncerten med Grand Prix. Trailerparks intime og spraglede setting kunne godt være den helt rigtige for Bastian Emils solo projekt.

Hans vokal var upåklagelig og set-uppet med trommer og guitar fungerede også okay lyd-mæssigt. Men da de to musikere ikke til dagligt er en del af bandet var de trukket tilbage på scenen. Dette lod Emil stå alene fremme, og den rolle virkede han ikke helt parat til at indtage. Hans hypede energi og nedtælling i numre fremdrog en halvstressende fremførelse, der manifesterede sig ud i prublikum, der ikke rigtig fulgte med på bølgen. Når jeg lukkede øjnene, lød musikken næsten lige så fin som på debut EP’en Semper Primus Tandem Mortem, men med åbne øjne virkede det som en ufuldstændig affære. De første mange numre blev afsluttet på en mærkelig afstumpet måde, hvor man som lytter slet ikke fik en følelse af afslutning og lukning.Processed with VSCO with m5 preset

Højdepunktet kom ved “Tandem Mortem I” ca halvt inde i sættet, hvor der begyndte at ske en udvikling i lyden. Musikerne fandt ligesom hinanden, og fremførelsen blev mere flydende, som man havde forventet hjemmefra. Nu er nummeret også bare fuldstændig forrygende og cementerer, hvad det er Grand Prix vil med sit projekt. Bølgen fik endnu en skumtop med nummeret “Semper Primus II”, som lidt har den samme solskins-drømmende vibe som Mobys “Porcelain”, der er også er soundtracket til filmen The Beach. Den største forskel på numrene ligger i, at Grand Prix forstår at bryde det forventede med sin særegne og dragende, dybe vokal og et ret så alvorligt tekstunivers.

Grand Prix har en lyd, der er sin egen med den skiftende vokal mellem den dybe Ian Curtis og den mere blide, svævende og inviterende. Og den måde han fletter den ind i elektronikaen giver et nuanceret og overraskende billede, hvor man bare har lyst til at høre mere. Dette kom ikke til fulde frem live, men jeg har store håb for ham.

(BK)

Kentaur, Royal Stage, 19.15

Der var ikke en finger at sætte på hverken vokal eller det samlede lydbillede, da Kentaur gik på i skatehallen. Det skulle da lige være en lillefinger, der kunne havde pirket violinen op i volumen, men ellers var musikken afbalanceret mellem de forskellige instrumenter. Marc Rolands vokal er jo af en sådan kaliber, at den går gennem marv og ben og lader dig tilbage med gåsehud og strittende kropshår. Især på de numre, som starter sarte ud, men langsomt bygges op til et larmenede og helhedsfuldendende højdepunkt forfører Kentaur og viser, hvad de kan som band. Især i nummeret “Arms of the Infinite”, som de spillede til sidst, gik det hele op i en højere enhed med den lange og støjende outro. Det går knap så spændende for sig med de mere sing song-witer-ballade-lignende numre, der tenderer til det mere kedelige og neutrale.

Kentaur havde lidt sceneriet mod sig. Skatescenen med al dens kolde beton og lys midt på dagen, var bare ikke den rigtige setting for Kentaur, som passer bedre til grotte-lignende mørke. Det skulle dog ikke holde bandet fra at spille helt forrygende, men den samlende stemning, som jeg fx oplevede på Musik I Lejet sidste år, udeblev. (Læs mere om hvad lokation betyder for Kentaurs optræden i vores interview med dem her).

(BK)

Anne Linnet, Royal Stage, kl. 21.15

Anne Linnet er noget af det tætteste dansk musik kommer på at have en mor. Sådan en mor, der absolut ikke længere er moderne, men som vi stadig elsker utroligt højt. For Anne, du har skrevet så mange formidable sange, som vi bare knuselskede at skråle med på på Trailerpark. Den her koncert var sikkert ikke ligesom, dem du plejer at spille. Der spiller du nok for folk på min egen mors alder, der har fulgt dig, siden du kom frem for omtrent 40 år siden. I stedet skulle du spille for alle os, der måske lidt ironisk, men også deeply honest elsker at høre dine sange, når vi holder privatfester i vores lidt for små københavnerlejligheder. Det er sangenes sejr, Anne. Dine sanges sejr. De sange som jeg har lært at holde af, og som jeg absolut ikke kunne holde ud, før jeg blev ældre. Jeg tror, det er ret normalt, at det ikke er særlig sejt at kunne lide dine sange, når man er en 15 år gammel dreng. Nu har jeg lært at holde af gode sange, og sådan nogle skriver du, Anne. Processed with VSCO with m5 preset

Derfor var det også en formidabel fest, du gav os på din helt egen fødselsdag. Det er, selvom du lavede nogle fejl. Nu hvor du er vores musikalske mor, kan det selvfølgelig ikke undgås, at du laver nogle fejl. Sådan er det, når du kommer på besøg i vores univers, som kræver tid og tålmodighed at forstå. Det er som en helt anden kultur, du træder ind i, og jeg tror ikke engang, at jeg selv helt forstår, hvad man kan og ikke kan.

Jeg ved godt, at du gerne vil spille dine nye sange, men det er altså ikke derfor, vi er kommet for at se dig. Det lyder måske dumt, men vi vil bare synge med på, de sange vi kender, og som er så gode. Når du spiller dine nye sange, så laver du, det vi kalder for en partykiller.

Du behøver heller ikke at fortælle os dit lommefilosofiske pjat om at søge efter lykken. Vi står jo alligevel og er lykkelige, når du spiller. Helt ærligt, så tror jeg, at din pointe fløj direkte over hovedet på os. Du behøver faktisk slet at fortælle historierne om dine sange. Du kan bare sige tak efter sangene, for jeg er altså lidt ligeglad med, at du var flyttet ind i et tomt hus på Frederiksberg, hvor du med umalede vægge og dit arvede flygel skrev ”Tusind stykker”. Kan du ikke bare spille sangen for mig? Så står vi klar til at skråle med. Fordi selvom du tester vores tålmodighed, så taber du os aldrig. Det er dine sange simpelthen for gode til. Selv Søren Andersens pikrockede guitarsoloer kan vi klare. Dem, synes jeg ellers, er forfærdelige. Vi kan sågar klare, at du går ud af scenen, og lader din korsangerinde synge ”Det er ikke det, du siger”. Det er jo alligevel os, der synger for.

Fordi på trods af alle de fejl du lavede, var det så rart, at vi kunne synge de sange, vi normalt synger hver for sig, sammen. Du er vitterligt som en mor for os. Fordi vi elsker dig naturligvis på trods af alle dine fejlbarligheder. Tak for det, og tillykke med fødselsdagen.

(PMJ)

Gold Panda, Royal Stage, kl. 01.00

Den populære britiske producer og DJ Gold Panda (Derwin Panda) havde fået tjansen med at holde nattefesten kørende til den sidste dag på den sidste Trailerpark Festival nogensinde. Det har han heldigvis erfaring med. Gold Panda har nemlig tidligere fået det danske publikum til at svede foran Roskilde Festivals Gloria-scene i 2011 og på Rusts dansegulv i 2013.

På sin vis fungerede det Gold Pandas show også rigtig godt på Trailerpark, hvor de flotte visuals, sceneopsætningen og den rå skatehal smeltede sammen i et visuelt overflødighedshorn, der vitterligt var en fryd for øjet. Gold Pandas frodige og legesyge elektroniske produktioner lå også rigtig godt i lydbilledet, så man f.eks. klart kunne høre de samplede japanske strenginstrumenter på det meditative drum-pad nummer ”In My Car”. Man kan ikke stille spørgsmålstegn ved Gold Pandas evner eller kreativitet som producer – han formår virkelig at pakke mange elementer og følelser ind i sine sange, der langsomt udfolder sig og subtilt ændrer retning.

Med det sagt, så savnede jeg virkelig at mærke noget mere personlighed fra scenen. Det er selvfølgelig mere en kritik af Trailerparks overordnede udbud af musik, da det selvfølgelig ville være mærkeligt, hvis Gold Panda pludselig forsøgte at agere hypeman eller stagedive. Men på en festival, hvor der er en overflod af lettere anonyme, reserverede og tilbageholdende musikere, så savner jeg altså originalerne, der tør at komme helt ud over scenekanten og op i publikums ansigt. Det formåede både islandske Sykur og rockmatronen Anne Linnet at gøre, og det var enormt forfriskende!

Det led Gold Panda desværre under, for uanset hvor vellydende og flot et show det var, så var det også så anonymt, at jeg havde svært ved at tildele det min fulde opmærksomhed, og ikke lade mig friste af alle Trailerparks andre gakkede muligheder for at starte en fest.

(SF)


Outro

Skal vi her på falderebet se tilbage på denne allersidste udgave af Trailerpark Festival, må vi sige, at vi gik fra festivalspladsen overordentligt glade i låget, og med gode minder såvel som en velvoksen barregning i baglommen. Arrangørerne Art Rebels har virkelig formået at gøre Trailerpark Festival til et frirum, hvor det bare er rart at opholde sig, og hvor rammerne virkelig inviterer til festivitas. Trailerpark 2016 placerer sig stærkt som en af de flotteste og mest kreative festivaler vi nogensinde har besøgt. Kudos til arrangørerne og kunstholdet! Det kunne andre danske festivalsarrangører virkelig lære noget af. Den eneste anke ved festivalspladsen, var at der var stuvet fire scener ind på alt for lidt plads, og det desværre engang imellem medførte forstyrrende overlap, når der blev spillet et stille nummer på Soundvenue Stage, mens en eller anden DJ fyrede op for bassen på Rebel Stage. En mindre anke ved en ellers ekstremt veldesignet festival, hvor jvi, på trods af den beskedne størrelse, konstant opdagede nye, sjove detaljer eller gemte hyggekroge.Processed with VSCO with c1 preset

Rent musikalsk var der dog langt mellem de store oplevelser. Vi savnede mere kant, uforudsigelighed og overraskelser fra musikprogrammet, der kunne transformere Trailerpark Festival til at være noget mere end en sjov og gakket hangout zone for de kreative københavnersnuder. Værre endnu, så virkede det til, at flere bands i lidt for høj grad tillagde sig publikums hippe og tilbagelænede stil. Der var i hvert fald flere bands, vi hver især har oplevet i andre settings have markant mere tænding på, end de kunne præstere på Trailerpark. Måske kunstnerne også fornemmede, at publikum først og fremmest kommer for at hygge sig og at musikken derfor hurtigt glider i anden række, og derfor tillod sig at hvile på laurbærene?

Set i det større billede, så må vi alligevel give Art Rebels, at de har haft fat i den lange ende med deres hjertebarn, Trailerpark Festival. Vi er så privilegerede i Danmark, at vi vælter os i musikfestivaler hver eneste sommer. Derfor er det uundgåeligt, at der vil opstå en form for mæthed, når man gør sig klar til at se de samme kunstnere endnu engang, der optræder på alle de andre festivaler. I dette overflødighedshorn af festivaler har Trailerpark alligevel formået sig at skille sig ud, og vise vejen for mange af de andre festivaler. Ikke ved nødvendigvis at have de bedste eller største bookinger, men ved kompromisløst at bringe festen tilbage til festivalen og skabe et frirum, hvor publikum såvel som musikere har lyst til at hænge ud, komme hinanden ved, og sammen feste til langt ud på den lyse morgen.

Tillykke med de 10 år, Trailerpark. Det har været en fornøjelse at lære dig at kende, og selvom det er trist, at vi nu for sidste gang har boltret os i skateparkens asfalterede parallelunivers, så glæder vi os allerede til at se hvad Art Rebels nu vil kaste sig ud i for et festivalsprojekt. Én ting er sikkert: Det skal nok blive festligt!

★★★★½☆

Deltag i debat