Klokken var 14.15, da Liss’ forsanger Søren Holm sagde »Godmorgen NorthSide« og åbnede fredagens program med en følsom og velspillet koncert. De lokale drenge havde fået tildelt den store Blue Stage, og den virkede næsten for stor til dem i starten, men efterhånden som folk kom valfartende til under den skyfri himmel, gav det mere og mere mening, at de ikke skulle ned på den mere intime Red Stage.
Fra deres demokratiske opstilling med alle mand på linje ved scenekanten (også trommeslageren) satte de gang i deres sæt. Først med fokus på Holm og hans nasale sangteknik, der i første nummer blev bakket op af klaver, autotune og senere en afdæmpet men sikker guitar. I løbet af de første numre sneg der sig en vibe af Disney-filmen ‘Fedtmule og Søn’ ind i mit hoved, men det var først under tredje nummer, “Reputation”, at ti-øren faldt. Holms stemme ligger op af Max Mule-idolet Powerline aka. Tevin Campbells, hvilket udelukkende er ment som en kompliment til Holm.
For det var Holm, der tog opmærksomheden i starten af koncerten med sin mumlende og specielle stemme. Snart havde resten af bandet dog fået spillet sig varme og gav plads til, at bassist Villads Tyrrestrup kunne spille nogle insisterende funky riffs, eller at guitarist Vilhelm Strange kunne tage rampelyset med sit fine arbejde med instrumentet.
Efter “Reputation” havde Holm fået det for varmt i sin adidas-trningstørje og smed den og blottede en beige denimvest over en hvid t-shrt, der fik ham til at ligne den R&B pop-stjerne, han meget vel kan ende med at blive. Musikken blev også mere velkendt for flertallet af publikum, der langsomt voksede i antal som folk kom ind på pladsen.
To tredjedele inde i koncerten kom hittet “Try”, der bare med sin trommeintro fik fængslet publikum der straks gav sig til at juble og klappe i takt. Det var et smukt øjeblik af samhørighed, da de resterende bandmedlemmer også gav sig til at klappe inden sangen rigtig skulle i gang, og der blev danset godt i eftermiddagssolen og sunget med fra pladsen og op mod scenen. Herefter trak bandet tempoet ned, og lod ikke deres koncert blive den store dansefest, men derimod en følsom og lækker koncert, man lige så vel kunne have sat sig ned og nydt længere fra scenen end helt oppe foran.
Ikke desto mindre gav sidste del af koncerten plads til guitarist Strange kunne få guitaren ud i nogle vilde lyde, så den både hvinede og klagede sig på de rigtige tidspunkter i forhold til sangene. Bandets lyd og tematikker tydede på at det var nogle følsomme drenge der stod på scenen. De sluttede da også følsomt af med stilfærdigt at få publikum til at sende vinkende arme fra side under det sidste nummer “Sorry”.
Liss havde nu ikke meget at undskylde for. De leverede en fin åbningskoncert på en tømmermændsramt fredag, uden at de på noget tidspunkt satte sig selv helt på spil eller for alvor forcerede scenekanten. Men når de nu selv ydmygt proklamerede, at de havde glædet sig i to år, kunne de godt have været mindre – ja, ydmyge.
