Plader

The Flaming Lips: Oczy Mlody

Skrevet af Alex Nørregaard

Lydlandskaberne på The Flaming Lips’ Oczy Mlody er langt hen ad vejen ganske dragende, men frontmand Wayne Coynes tekster trækker hele molevitten betragteligt ned. Der er psykofester, frøer og troldmænd, men det fungerer bedst, når kærligheden bliver iscenesat som både skabende og ødelæggende kraft.

Det neo-psykedeliske Oklahoma-band The Flaming Lips fortsætter med deres 14. studiealbum, Oczy Mlody, ad det overvejende elektroniske, synthdrevne spor, som gruppen præsenterede på The Terror tilbage i 2013. Det dystopiske lydbillede er dog lettet noget denne gang, idet The Flaming Lips stedvis krydrer med popsensibiliteten, som de fleste kender fra gruppens kommercielle gennembrudsplader, The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots, og som ikke mindst gennem teksterne forsøger at give lytteren en vej ud af verden og helt ind i Narnia.

Gruppens krøllede frontmand, Wayne Coyne, beskriver i pressematerialet Oczy Mlodys lydunivers gennem en sær fiktion. Ifølge Coyne er Oczy Mlody lyden af et møde mellem Syd Barrett og A$AP Rocky sat i en fremtid, hvor Oczy Mlody er navnet på et populært feststof, der finder anvendelse til dekadente psykofester og sender brugeren på rundtur i barndommens glade stunder. Der er frøer og troldmænd, og søvn er kuren mod alting.

Det er da meget sjovt, men måske ikke på den facon, som Coyne må formodes at have intenderet. For såvel som i Coynes lille rammefortælling som over Oczy Mlodys 12 numre, ender The Flaming Lips med at lyde som en selvparodi. På overfladen ligner det The Flaming Lips, men samtidig ligner det overhovedet ikke The Flaming Lips.

Mit indtryk af gruppen er, at de (næsten) altid har forsøgt at gøre noget nyt. Eksempelvis da de med mesterværket The Soft Bulletin i 1999 brød med deres tidligere guitartunge lyd og markerede en ny identitet, eller i 2009 tog et »(…) modigt hovedspring ned i en syregrøn sø af krautrockede jamsessions og baldret lo-fi-lyd« med Embryonic, eller da de i 2013 introducerede en mørkere og mere dyster side af sig selv med The Terror. I modsætning hertil er Oczy Mlody ikke en plade, der overrasker i positiv forstand. Det overraskende ligger paradoksalt nok i, at The Flaming Lips i så høj grad eftergør sig selv.

Der er ganske vist indikationen af ny inspiration i form af henvisningen til A$AP Rocky, som Coyne vistnok samlede op fra sin nye BFF, Miley Cyrus, der herhjemme rammende er blevet beskrevet som »den seksualiserede Mowgli« af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i dennes fremragende anmeldelse af Cyrus’ seneste plade, Miley Cyrus & Her Dead Petz. En plade, hvor Wayne Coyne også bidrog. Der er dog ærlig talt ikke meget hiphop at spore på Oczy Mlody, og inspirationen viser sig måske tydeligst på “How??”, “Nigdy Nie (Never No)” og “Do Glowy”.

Coyne forsøger desperat, men falder totalt igennem på “How??”, hvor linjer som »Legalize it. Every drug right now«, »Kill your rock’n’roll. Motherfuckin’ hip hop sound« og »Back when we were young. We killed everyone. If they fucked with us. With our baby guns« bliver leveret hen over et dybt melankolsk, spacy-elektronisk lydtæppe. To meningsløse, brudstykkeagtige statements og et decideret foruroligende billede er ikke badass, men bare sur røv. Værre bliver det på lyrikmæssige lavpunkter som “Nigdy Nie (Never No)” og “Do Glowy”, der sygner hen i glemslen med henholdsvis: »Never no no / No no no never / Forever ever yeah / Yeah yeah yeah« og »Dewy dewy dew / Let’s get together yeah / Drip drip drippy glow / Glowy and drippy yeah«.

Gruppen er tekstmæssigt tilbage i trygge rammer på numrene “There Should Be Unicorns”, “One Night While Hunting for Fairies and Witches and Wizards to Kill”, “Listening to the Frogs with Demon Eyes” og “The Castle”. Her ender man som lytter med at befinde sig et sted mellem den syrede fremtidsfiktion, som Coyne beskriver i pressematerialet, og en helt almindelig dag på kontoret for monsterjægeren Geralt of Rivia fra adventure-konsolspillet The Witcher. Der er dog stor afstand mellem de fire numre i forhold til, hvor overbevisende de er.

Eksempelvis bevæger The Flaming Lips sig på den trippede “There Should Be Unicorns” ud ad en tangent med det mest ligegyldige ordgøgl, der blander lillaøjede enhjørninger, Amazone-strippere, regnbueludere, korrupte politifolk samt en substansløs prædiken fra den selvproklamerede “disinformationist” Reggie Watts. Anderledes heldigt er det på den let urovækkende “One Night While Hunting for Fairies and Witches and Wizards to Kill”, hvor en solid basgang holder liv i et blippende maskineri, mens Coyne bliver reddet af troldmænd, feer og hekse efter en uheldig skudduel.

I min optik fungerer musikken og teksterne bedst i samspil på numre som “Sunrise (Eyes of the Young)” og “Almost Home (Blisko Domu)”, hvor kærligheden bliver iscenesat som både skabende og ødelæggende kraft. På den Yoshimi…-klingende “Sunrise (Eyes of the Young)” lyder det småkrøllet og sørgmodigt fra Coyne: »Tell me love is neither living or dying / It’s a power in your mind / I think it’s with you all the time / It only hurts when it leaves you«, mens han på den todelte “Almost Home (Blisko Domu)” bliver ramt af virkeligheden: »Burning up my fragile dream / of how the world is full of love / It’s not what I thought it was / Hurting us until we’re dust«.

Samlet er lydlandskaberne på Oczy Mlody langt hen ad vejen ganske dragende, men Coynes tekster trækker hele molevitten betragteligt ned. Det kunne i den sammenhæng have været interessant, hvis Oczy Mlody fra start var tænkt som et rent instrumentalt album, der havde formet sig i forlængelse af det instrumentale og let ambiente åbningsnummer “Oczy Mlody”, som driver roligt afsted. I stedet ender det hele i en gyselig, svulmende og let forvrænget duo med Miley Cyrus på den lolcats-lingo betitlede “We a Famly”. En afslutning, der blot bidrager til, at pladen efter gentagne gennemlytninger efterlader en følelse af, at det hele er lidt ligegyldigt. Det handler ikke om, at tekster med enhjørninger, frøer, rumskibe, Jesus og troldmænd nødvendigvis er fjollede. Det handler om, at fiktionen på Oczy Mlody ender som form uden indhold.

Vi lever i en tid, hvor der for alvor synes at være substans i det postmodernistiske udsagn om, at virkeligheden er blevet til fiktion, og fiktionen er blevet til virkelighed. Der viser særligt præsidentvalget i USA, hvor mediefænomenet Donald Trump løb med sejren. Trump er strengt taget en fiktiv karakter, der er blevet konstrueret gennem en reality-udsendelse som The Apprentice og ved at lægge navn til bygninger, han ikke ejer. Men med valget blev han virkelig. Herhjemme er det påfaldende, hvor indstuderet og gabende tom Lars Løkke Rasmussens nytårstale virkede, hvis man sammenligner med Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholms tempofyldte og dundrende tale til nationen. Den virkelige politiker leverer et show, mens den fiktive journalist vender vrangen ud på hverdagens virkelighedsflugt.

Et band som The Flaming Lips skal ikke nødvendigvis bruge deres musik til at tage kampen op på den politiske front, for der skal selvfølgelig være plads til underholdning. Måske har The Flaming Lips været der før, nemlig med At War With the Mystics fra 2006, hvor George W. Bush sad som amerikansk præsident. I en gennemgang af The Flaming Lips-diskografien ovre hos Consequence of Sound, omtaler Coyne At War With the Mystics som »(…) kind of a political record, I guess« for til sidst at ende på »It never works singing against something; you almost always have to be singing for something. It was more absurd that these noisy freaks The Flaming Lips are having some say about the way the country is run.« Men underholdningen er som nævnt blevet til virkelighed, og det kunne være interessant at høre, hvordan det ville lyde, hvis The Flaming Lips gik til deres næste musikalske projekt ud fra det perspektiv. At fiktionen kan være med til at ændre verden og ikke blot virke som en flugt fra den. Så ville der være noget at synge for.

★★★☆☆☆

Deltag i debat