Plader

Baby in Vain: More Nothing

Skrevet af Ulrik Høgh

Danske Baby In Vain imponerer på deres længeventede debutalbum, som føjer nye genremæssige facetter til trioens tunge guitarrock.

Baby in Vains debutalbum More Nothing rammer som en knytnæve i ansigtet fra første tone. Åbningsnummeret ”To Heaven and Back” lægger ud med flænsende elguitarer og Lola Hammerichs uimodståeligt drævende vokal i verset, inden Andrea Thuesens sødmefyldte stemme glatter lydbilledet ud i et iørefaldende omkvæd. En stærk cocktail fra en simpel opskrift, og Baby in Vain har endda meget andet på menuen.

Når man kaster et blik på Baby in Vains CV, kan det virke overraskende, at de tre unge kvinder først nu udgiver deres debutalbum. Trioen har siden deres dannelse i 2010 udgivet en række EP’er, senest For The Kids i 2016. En del af forklaringen på det lange tilløb skal findes i en heftig turneaktivitet i både Danmark og udlandet. More Nothing er indspillet i Eve Studios i nærheden af Manchester og er produceret af Rob Ellis, som især er kendt for sit samarbejde med PJ Harvey. Det er der kommet en dejlig rå og upoleret lyd ud af, hvor man tydeligt fornemmer et erfarent liveband, som med held har formået at overføre deres udtryk til studiet.

Baby in Vain har udviklet sig med syvmileskridt inden for sangskrivning. Mens For the Kids var på grænsen til det ensformige med sine tunge stonerrock-skabeloner, har More Nothing langt mere variation i både stil og sangopbygning. Bandets sammensætning af to guitarister og en trommeslager leder naturligt til guitarbårne numre, hvor et enkelt riff ofte er hjørnestenen. De overraskende momenter i sangene kommer i høj grad fra lange, indskudte instrumentalstykker. Det udføres særligt godt på den næsten seks minutter lange ”She”, hvis tempo halvvejs går helt i stå for så at bygge op til omkvædet i et forrygende guitargroove.

Genremæssigt bevæger Baby in Vain sig på store dele af albummets første halvdel væk fra den tunge rock mod en mere blueset lyd, hvor tempoet er skruet ned, og guitarerne fylder knap så meget. Denne stil er meget velfungerende på ”Low Life”, hvor bandet tålmodigt tilføjer nye instrumenter: I første vers står guitaren alene, i andet vers kommer trommerne ind og i tredje vers også en dejligt trist saxofon. Pladens anden halvdel har mere til fælles med bandets tidligere numre, hvor referencerne til Queens of the Stone Age især kan høres på ”Thank You”. Det er også omkring dette tidspunkt i forløbet, at albummet mister lidt af sit greb i mig, idet numrene begynder at flyde lidt for meget ind i hinanden. Heldigvis følges der op med pladens helt store højdepunkt. Dommedagshymnen ”Apoca” er Baby In Vains svendestykke i stonerrock, hvor tankerne ledes hen på Uncle Acid & the Deadbeats. Hvinende guitarer og tonstunge rytmer driver nummeret igennem sin originale struktur med to lange vers og intet omkvæd.

»Darkness will eat the sun / The sky’s unclear / The dream is gone«. Tekstuniverset på More Nothing er frem for alt mørkt og beskidt. Flere af sangene kredser om besættelse af f.eks. elskere, fiktive personer eller substanser. Omkvædet i ”Low Life” leveres med den helt rette blanding af længsel og resignation: »Hey little sunshine / Keep coming my way / Preoccupy my mind / Like honey you taste«. ”Transcendent” er en rejse ud i afkrogene af et angstramt sind, hvor de dronende guitarer fornemt skaber en lydkulisse for teksten: »Searching through my mind / There is nowhere I can hide«. Teksterne er ikke hovedattraktionen på More Nothing, men de passer fint ind i stemningen på albummet.

Baby in Vains debutalbum har afgjort været ventetiden værd. De 11 sange holder et imponerende højt niveau og formår næsten alle at krybe ind under huden på mig. Trioens musikalske udtryk fremstår nu langt mere alsidigt og stærkt end på deres tidligere udgivelser, mens der fortsat er plads til udvikling på tekstfronten. Med sin utæmmede energi er More Nothing en stærk kandidat til årets danske album.

★★★★★☆

Deltag i debat