Plader

Bisse: Tanmaurk

Skrevet af Ulrik Høgh

Tanmaurk er Danmark, som det skrives på Jellingstenene, og Bisses bud på en symfonisk samtidskrønike, der kommer omkring både Amagermanden og Lars Løkke Rasmussen.

Bisse er et fyrtårn i nyere dansk, alternativ musik. Ambitiøs og produktiv som få: Tanmaurk er sidste album i Bisses landstrilogi, som dermed føjer sig til den allerede afsluttede blodtrilogi. Efter en vandretur med døden i Højlandet og midtsjællandske barndomsminder på 19. 6. 87 har Bisse nu sat sig for at skrive sin Danmarkskrønike.

Til denne omfattende opgave er der sørget for stor lyd fra symfoniorkesteret Copenhagen Phil med arrangementer af Adi Zukanovic og Bisse. Instrumenteringen udnyttes flot til at skabe et facetteret lydbillede, som får albummet til at skille sig ud fra bagkataloget. Alligevel er parallellerne til hovedværket Højlandet ikke til at komme udenom. Tekster om universelle temaer, luftige produktioner og spilletider, der presser en compact disc til det yderste.

Omkring en fjerdedel inde på Tanmaurk, finder vi dens bankende hjerte: den knap ti minutter lange ”Grand Danois”. Der er egentlig tale om tre sange, som er vævet sammen til én. Indledningen er tyst, instrumental og lettere ildevarslende. Anden del er et smukt, strygerbåret arrangement, der danner fundamentet for Bisses spidning af landsmændene: »Hvis du vil være fladlandsbeboer, må du som det første lægge dig fladt ned«. Det er ikke uden grund, at Bisse ofte sammenlignes med forbilledet C.V. Jørgensen. I tredje del kulminerer det hele med storladent kor og en Bisse i absolut topform, der besynger vores statsminister: »Den store nedbringer af sygehusventetiden / Amtsnedlæggeren / Regionsgrundlæggeren«. ”Grand Danois” er snublende tæt på at skrive sig ind blandt Bisses største episke sange sammen med bl.a. ”Kongeegen” fra Højlandet. Min eneste anke er, at overgangen mellem de forskellige segmenter føles mere forceret end naturlig.

”Surfer” er til gengæld et helt igennem fremragende nummer, hvor dynamikken mellem symfoniske underlæg og vokal fungerer sublimt. Henover markante klaverstykker, spytter Bisse små geniale tekstbidder ud i en tilsyneladende endeløs strøm. Når Bisse er i det humør, er han i en klasse for sig. Temaet er her længsel efter en dybere mening og et opgør med tidens overfladiskhed. »Jeg sulter, men jeg ved ikke, hvad jeg sulter efter / Min sjæl er en cheeseburger med ekstra cheddar / Smager af salt og sukker og vådservietter«

Tanmaurk har yderligere to højdepunkter. ”Amagermanden” går helt ind i sindet på et offer, som er ude at jogge på Amager Fælled med Shawn Mendes i hovedtelefonerne. Hvem andre end Bisse finder på den slags detaljer? Bisses vokal er endnu mere fremtrædende end vanligt i mikset, og symfoniorkestret lyder næsten som underlægning til en film, og taler direkte til lytterens følelser. ”Viv” drives frem af en afdæmpet trommepuls, og Bisse synger med stor indlevelse om at vente på den store kærlighed. En linje som »Du kan kun komme sovende til dine drømme« er i min bog med til at cementere Bisse som en af landets dygtigste tekstforfattere.

For nu igen at vende tilbage til Højlandet, så er det efter min mening ét af de allerbedste danske albums i dette årti, og efter den målestok klarer de øvrige numre på Tanmaurk sig ikke helt. De symfoniske arrangementer står stærkest i de instrumentale passager, og til tider virker det som om, at der ikke helt er plads til vokalen i det svulstige lydbillede. Det er dog først hen mod slutningen af albummet, at niveauet for alvor bliver svingende. ”Fællesbrev fra Sveg Vårdcentral” virker lidt som Bisse-sangskrivning på automatpilot. De mange temposkift bliver trættende, og de momentvis smukke arrangementer kan kun kompensere delvist. ”Danmarkshavn” forsøger at træde i “Kongeegen”s kæmpemæssige fodspor, men ender som en otte minutter lang ørkenvandring. Helt ligegyldigt bliver det dog først på næstsidste nummer ”Verdens ældste kitesurfer”, som med sit minimale underlæg ikke engang kan falde tilbage på et dygtigt orkester.

Bisse har sat barren højt med sine tidligere bedrifter, og det er jo altid vanskeligt at leve op til tårnhøje forventninger. Overordnet er samarbejdet med Copenhagen Phil en succes, men de symfoniske arrangementer tager også noget af rampelyset fra solisten. Det ville have klædt Tanmaurk at være 15-20 minutter kortere, men det virker passende, at albumtrilogien rundes af med endnu et maratonværk. Bisse rager fortsat op i lavlandet.

★★★★½☆

Om skribenten

Ulrik Høgh

Biografi:
Min storebror sørgede for, at jeg i en relativt ung alder blev introduceret til rockmusikkens glæder. Efter skoletid stod den på PC-gaming og grunge på anlægget i kælderen under rækkehuset i Sorgenfri. En skelsættende begivenhed var at få Radioheads OK Computer i konfirmationsgave, da den plade blev indgangen til den alternative rocks verden. De seneste par år har jeg især lyttet til psychrock og indiepop.

Fem favoritalbums:
Radiohead: OK Computer
Interpol: Turn on the Bright Lights
Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
PJ Harvey: Let England Shake
Arcade Fire: Reflektor

Skriv et svar

boeger