Koncerter

Blanck Mass, 22.02.20, Journey.Fest, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Det var intenst og perverst, da Blanck Mass indtog Lille Vega med sin udknaldede industrial-electronica på en aften, hvor publikum blev sat på prøve, men også belønnet.

Det gav et lille hop i publikum, da Benjamin John Power satte strøm til elektronikken og prøvende sendte et lille skud støj ud i hovedet på os. Mange virkede ikke forberedte på det, og jeg forstår dem godt – for jeg var heller ikke forberedt på det, som Benjamin John Power aka Blanck Mass havde i støbeskeen til os. Den britiske producer fra Edinburgh er nok bedst kendt som den ene halvdel af Fuck Buttons, men soloprojektet Blanck Mass har virkelig taget form over de seneste år med en række flotte udgivelser. Derfor havde jeg glædet mig næsten lige så meget til denne koncert som til aftenens ”hovednavn”, The Comet Is Coming.

Tidsplanen til aftenens arrangement på Journey Fest var skredet, før det første band overhovedet var gået på scenen – og derfor virkede det komplet urealistisk, at Blanck Mass skulle gå på til tiden 20.45. Men efter et nærmest Formel-1 lignende tempo ved sceneskiftet stod Power pludselig på scenen og tjekkede sin egen lyd.

Kort forinden havde makkerparret X & Yde (bestående af Xenia Xamanek og Ydegirl) stået på scenen, og trods nervøsitet og tekniske vanskeligheder fik de vist deres spændende projekt frem. Hold øje med dem – for selvom de kun har én single ude, så viste lørdagens smagsprøve, at der er mere godt på vej fra den kant.

Tilbage til Blanck Mass – da først Power var færdig med at skrue på sine mange elektroniske dimsedutter og sende stop/start-støj ud i hovedet på os, så var der imidlertid ingen kære mor i vente. ”Love Is A Parasite”, fra den formidable, nye skive Animated Violence Mild fra 2019, sparkede koncerten i gang med cirka 120 kilometer i timen og hvinende feedbackstøj fra anlægget, inden den ramte et ondt, ondt groove, der fik aktiveret nakkehvirvlerne på det headbangende publikum.

Det var dog ikke kun nakkemusklerne, der blev aktiveret. Den visuelle sans blev der også kælet for, da de medbragte visuals virkelig klædte den aggressive og ekspressionistiske musik. Wrestling-scener, gamle reklamer, letpåklædte kvinder, drags i glamoutfits og ikke mindst forstyrrende billeder af blødende æbler, rådden mad, maddiker og smaskende munde blev krydsklippet i én stor skizofrenisk pærevælling af et sansebombardement.

Med Blanck Mass forlanger Benjamin John Power virkelig noget af sine tilskuere. Lydniveauet er skruet op til 11 og på sine mange elektroniske instrumenter fremtryller han en veritabel mur af støj, som efterlader et helt fysisk indtryk på kroppen. Og der er ingen publikumsinteraktion eller pauser undervejs, hvor hjernen får lov til at slappe af et kort øjeblik – da en gruppe publikummer formastede sig til at huje og klappe lidt for højt efter et nummer, så var det nærmest som om, at Power tyssede på dem. »Dæmp jer lige – det er mit show, det her,« virkede han nærmest til at sige med sin gestik.

Men heldigvis er Power også gavmild med at give tilbage musikalsk og oplevelsesmæssigt, hvis man giver sig hen til projektet. ”Death Drop” tager noget, der nærmest kunne være EDM-hooks og kører dem igennem en hvirvelvind af støj og feedback, der smadrer det underliggende poppede grundlag til et noget nær uigenkendeligt, industrielt mareridt, som kunne være udtænkt af Nine Inch Nails eller Ministry tilbage i 90’erne. Men uanset hvor kantet og udknaldet det bliver, så fornemmer man hele vejen igennem den poppede understrøm, der ligger og lurer et sted inde under overfladen.

Og så forstår han virkelig at køre numrene helt derud, hvor man nærmest når at tænke, at nu bliver det vidst lidt ensformigt – og så finder han alligevel lige et endnu dybere lag af støj frem, eller også tager han os et helt andet sted hen. Omtrent midtvejs i koncerten faldt nummeret ”Please” ind som et velfortjent og imødeset pusterum. Her fik vi et afbræk fra alt det støjende, larmende og grimme – for en kort tid stod vi sammen og dvælede vi i stedet ved det æstetisk smukke og poppede, som også rummes af Blanck Mass-universitet. Man kunne se, at Benjamin John Power også nød øjeblikket – flere gange lavede han nærmest en form for kyssemund, når han lige fik drejet på den helt rigtige knap på det rette tidspunkt.

Idyllen kunne – og skulle – selvfølgelig ikke vare ved. Men alligevel var det svært ikke at være imponeret over den intensitet, som det lykkedes Power at grave frem på den grusomme afslutning med ”Odd Scene” / ”Shit Luck”. I en koncert hvor der ikke blev givet ved dørene, og hvor der mere eller mindre konstant var et voldsomt niveau af lydintensitet, så sprængte afslutningen skalaen. Med ét tryk på en knap eksploderede PA’en pludselig i et inferno af støjende guitarfeedback, som stod vi til afslutningen ved et hardcore punkshow – og Power signalerede undervejs overskudsagtigt ud til scenekanten, at han altså lige skulle bruge to minutter mere, da de bad ham stoppe sættet.

I skarp kontrast til The Comet Is Comings pseudofilosofiske ordskvalder om »autenticitet« og »at finde tilbage til den gamle verden«, som de leverede senere samme aften på samme scene, så tog Power os med ud på en langt mere intelligent og drilsk rejse, hvor de selvsamme koncepter blev udfordret, uden at han behøvede ytre et eneste ord. For hvad betyder et koncept som autenticitet egentlig, når man ene mand med ét tryk på en knap kan fremtrylle stemningen og følelsen af at stå til en intens og smadret punkkoncert?

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar