Koncerter

Pottery, 23.02.20, Ideal Bar, København

Foto: Luke Orlando
Skrevet af Daniel Niebuhr

Canadiske Pottery debuterede på dansk grund med en aldeles glimrende showcase for deres bud på, hvordan skæv rock kommer til at lyde i 20’erne.

Det er forrygende tider at være tilhænger af skæv rock i. Det har efterhånden stået på i nogle år – og primært med ophav i Storbritannien – men i takt med at de etablerede navne er blevet, ja, netop etablerede, er det nu ikke overraskende i undergrunden, at det er rigtig sjovt at gå på opdagelse. Black Midi fik deres helt store gennembrud i fjor, navne som Squid Snapped Ankles og Black Country New Road bør få det i år, og heldigvis er de ikke alene om at dyrke XTC, Devo, Gang of Four, The Birthday Party m.fl. og være aparte på De Britiske Øer. På den anden side af Atlanten kan de også være med i form af navne som (The Minneapolis) Uranium Club, Disq og senest canadiske Pottery. Netop Pottery – hvis kraftigt imødesete debut, Welcome to Bobby’s Motel, rammer gaderne til april – ramlede på sådan en stille februarsøndag hovedkuls ind i Ideal Bar til deres yderst veludførte og ganske medrivende debutoptræden på dansk jord.

På bundlinjen er Pottery ikke lige så udskejende og gakkede som andre af ovennævnte bands. De dyrker helt klart en rastløs, løssluppen dynamik i musikken såvel som på scenen, hvilket allerede kom til udtryk fra første færd med den uimodståelige singleforløber “Texas Drums”, som helt klart trækker allerflest tråde til Talking Heads’ percussionfikserede æstetik og råbende fælleskorklagesang om, at »Aaaaaaall my best friends moved to Texas«. Det er allerede et af årets allerbedste rocknumre, som du kun kan gøre dig selv en tjeneste ved at få hørt før din nabo.

Dog besidder canadierne omvendt også et ret så stramt greb om selve udførelsen af deres kompositioner, til et punkt hvor det sommetider kan føles næsten for mekanisk og stringent, hvilket med garanti også var med til at sikre dem opvarmningstjansen på de svenske narkojazzpunkere Viagra Boys’ seneste nordamerikanske turné. (Apropos Viagra Boys så fik Pottery-frontmand Austin Boylan undervejs lejlighed til at fremvise dén Viagra Boys-logotatovering, som han havde fået købt og betalt af ingen andre end Sebastian Murphy aftenen forinden, da bandet gæstede Stockholm med Murphy og Co. blandt publikum.)

Ikke mindst så har Pottery det pissesjovt, når de optræder. Det er ikke svært hurtigt at spore den interne synergi, som fungerer på et endog meget højere niveau, end man turde håbe på fra et band i deres tidlige 20’ere, og så er især trommeslager Paul Jacobs ganske enkelt en forrygende musiker. Bandet fungerede desuden aldeles fremragende på Ideal Bars lave scene i øjenhøjde med alle os andre, og det er bestemt også sådan jeg håber på at opleve Pottery, næste gang de lægger vejen forbi Danmark. Vi blev både præsenteret for den surfrockede “Hank Williams” og den Parquet Courts’ke “Lady Solinas” – begge to fra debut-EP’en No. 1 – samt “Hot Heater” og “Take Your Time” fra Welcome to Bobby’s Motel, der både åbnede op for hhv. et mere synthpræget lydtapet samt mere fjollede, muntre og B-52’s-klingende vibrationer. Det lykkedes dem kontinuerligt at afføde reaktioner både under og mellem numrene fra det noget sparsomme fremmøde, hvilket helt klart var positivt set i lyset af deres langt fra omfattende bagkatalog; heraf med en fin andel, der fortsat er ukendt.

Vi nåede derfor kun alt i alt igennem 11 skæringer, og man kunne da heller ikke lade være med at føle, at det var en noget kort koncert, som på en eller anden måde var ved at nå sin afslutning, da Boylan fik nævnt, at der kun var et par numre tilbage. Jeg nåede også at få mistænkt bandet for at have en god portion energi tilbage, før kulminationen kom på det, der egentlig skulle have været aftenens punktum; nemlig den hektiske “Lifeline Costume” fra No. 1. Her bevæger Pottery sig mere over mod et garagepunket udtryk, der i dette tilfælde ligger et sted mellem King Gizzard & The Lizard Wizard i deres kortlivede Nonagon Infinity-periode og så Thee Oh Sees’ “No Spell”, hvor kvintetten endelig gav prøver på deres evner til at lege med både form og indhold for deres tightspillede kompositioner. Heldigvis var canadierne så flinke, at de også nåede at servere den ligeledes hastige “Spell” som appendix til en på alle måder godkendt forestilling, der først og fremmest var præcis dén showcase, Potterys skæve, dansable rockbastard fortjente.

★★★★½☆

Skriv et svar