Plader

Patrick Shiroishi: Hidemi

Følelsesmættet og vredt album lyder af racismens klamme skyggeside og imponerer med sin lag på lag-produktion.

At lytte til den japansk-afroamerikanske saxofonist Patrick Shiroishis nye album kan være en noget anstrengende affære. Udelukkende instrumenteret af saxofoner består flere passager på Hidemi af disharmoniske blæs, der lyder så alarmerende, at mange nok slukker allerede efter fem sekunder.

Man kan med rette anklage lyden for at være stressende og til tider anti-melodisk. Alligevel blev jeg dybt berørt af Hidemi, da jeg for første gang satte det 26 minutter lange album på. Disharmonien afspejler en vrede, som fremstår både voldsom og følsom. Patrick Shiroishi har skabt et værk, der er en musikalsk refleksion af at føle sig både indigneret, rasende og afklædt på samme tid. At være fanget af frustration, frygt og afmagt på én og samme tid.

Pladen er en tydelig refleksion over Shiroishis daglige møde med racisme. Den japansk-afroamerikanske saxofonist fremhæver coronapandemien og den hvide befolknings racistiske frygt for asiatiske amerikanere som et væsentligt afsæt for albummet. Resultatet er et følelsesmættet sindsbillede, der både er nøgent og storslået. Vildt, men samtidig detaljerigt og struktureret.

De fem saxofonstemmer er alle komponeret og indspillet af Patrick Shiroishi. Én efter én har han indspillet alt-, bariton-, tenor-, melodi- og sopransaxofon. Ikke at der er noget unormalt i denne form for lagkageproduktion, som klart er kutymen i moderne popproduktion. Men Shiroishi har insisteret på at lade saxofonerne stå alene og nøgne uden hverken slagtøj eller andet akkompagnement. De river og flår hinanden og skubber konstant til kompositionernes grundstruktur.

Albummet åbnes med et langt, alarmerende blæs på ”Beachside Lonelyhearts”. Et sonisk frontalangreb, hvor de fem saxofonstemmer skaber en alarmerende klang af disharmoni. Herefter glider kompositionen over i en længselsfuld refleksion med blide saxofonflader og lette improvisationer i toppen af lydbilledet. Til sidst begynder saxofonerne at spille melodier oven i hinanden, og det skaber en kraftfuld samklang, hvor Shiroishis repeterende melodier fletter et arpeggio-tæppe af lyd.

Over pladen bevæger Shiroishi sig konstant frem og tilbage mellem melodi og disharmoni. Man kan hurtigt fornemme de kompositoriske grundidéer på de ni numre, men samtidigt giver han sig selv plads til at lade vreden overstrømme tonerne og bryde ud af kompositionens grundstruktur.

Hver melodi er indspillet i et enkelt take, og han har givet sig selv lov til at improvisere under indspilningen. Det skaber en helt særlig klang, hvor Shiroishi balancerer på den fine linje mellem stram struktur og improvisation. Den kompositoriske struktur er heldigvis tydelig hele vejen igennem albummet, men den er samtidigt tilpas løs til, at han giver sig selv nok manøvrerum til at levendegøre musikken. Han spiller med et så stort overskud, at han tilmed reagerer på, hvad han har indspillet på de tidligere takes. Heri ligger kimen til den storslåede, nøgne og personlige klang, som fik mig til at forelske mig hovedkulds i Hidemi. Han spiller som en kvintet, der har øvet sig på at improvisere i 30 år og tænker som en organisme. Det er respektindgydende!

I de senere år har racisme og Black Lives Matter-bevægelsen været trædesten for mange eminente jazzalbum, hvor vreden og frustrationerne har fået et ånderum igennem musikken. Men hvor artister som Angel Bat Dawid, Sons of Kemet, Kamasi Washington og Black Monument Ensemble formulerer en styrke igennem musikken, udstiller Shiroishi i stedet den klaustrofobiske ensomhed og melankoli, som er racismens klamme skyggeside. Det gør Hidemi ekstremt dragende at lytte til, selvom pladens disharmoniske rum er så drænende og klaustrofobisk, at jeg er taknemmelig for, at lytteoplevelsen kun varer 26 minutter.

★★★★★☆

Skriv et svar