Trainwreck Department er et enmandsprojekt bestående af en af dansk undergrunds mere produktive musikere. Jacob Faurholt, en 40-årig sangskriver og musiker, der fra sit hjem i København har leveret den ene lo-fi hjemmeoptagelse efter den anden. Nu sker det så igen med en kortfattet, men catchy EP ved navn No. 1.
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
Gentagelse, støj og skrig. Den cocktail giver en mærkelig musikalsk størrelse, som amerikanske The Body udforsker med deres nyeste plade I Have Fought Against It, But I Can´t Any Longer. Det er et møde med sammensmeltning af flere musikalske strømninger, hvoraf nogen fungerer bedre end andre.
DRINKS balancerer på en knivsæg, når det kommer til at holde tungen og de de musikalske arvestykker lige i munden. Med deres andet album Hippo Lite trækker de på mange interessante musikhistoriske strømninger, men det er vanskeligt farvand, de har bevæget sig ud på.
Blue Foundation har udviklet sig mod det endnu mere atmosfæriske og elektroniske, hvilket har gjort dem væsentligt mere afdæmpede end da de manifesterede sig omkring årtusindskiftet.
Efter tre års ventetid er Aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.
Musikken glider som båndet, båndet glider som musikken. Jeg tror, der er en god grund til, at denne udgivelse kun er kommet på kassettebånd.
Året rinder ud, og vi gør status over årets mindeværdige sange.
Vi sætter fokus på de numre, der ifølge os selv fortjener en plads i historiebøgerne under kapitlet 2017.
Lasse Bækby Buch når desværre ikke op på fordums niveau, men når han alligevel rammer plet, er han stadig afsindigt god. Legesygen har dog forvansket konsistensen.
Over 11 skæringer leverer 0% en kraftpræstation indenfor den skæve og energiske del af indierocken, hvor guitaren sidder lige i skabet og passer perfekt til et ungdommeligt roadtrip.
Det københavnske punkband har ikke skabt en fuldstændig banebrydende debutplade, men en plade der skaber fest og vildskab gennem gedigen rock.
Sonja LaBianca skaber med About Room, Room to Be, Rooms et astralt og svævende lydunivers, der er fyldt med rumklang og drømme. Men det kræver noget af lytteren.
Lød tilfører scenen af postpunk-inspirerede bands noget nyt, ved at give totalt los med krautrockens insisterende energi. Det er en mellemting af Can og Joy Division, og denne mellemting klæder Lød ganske glimrende.
På Earth Core har Shitney den intention at bore os ned gennem jordens mange lag for til sidst at nå hjertet, der åbenbart lyder som soundtracket til et 8-bit Nintendo-spil.
På Radio Free Mermaid udforsker musikerkollektivet Skræp Københavns havn. Et af medlemmerne Jørgen Teller er ligeledes aktuel med et album med akustiske guitarimprovisationer, optaget i et norsk fyrtårn.
Danske Bad Afro Records har tilføjet en musikalsk undtagelse til deres katalog. Denne undtagelse er den danske gruppe Narcosatanicos, der med Body Cults har begået deres anden studieplade. En plade, der på bedste vis hiver lytteren ind i deres inferno af lyd og energi.
På Missionær er Svin i bogstaveligste forstand søgt nordpå i jagten på lyden til dette album. Dette har resulteret i en freejazz plade, der er baseret på en kold og mekanisk stemning.
Ærkenbrand er en duo fra Ebeltoft på Djursland der netop har udgivet deres nye plade Earthen Head. Med sin utroligt dystre og nærmest okkulte stemning, placerer den sig et andet og mere udefinerbart sted, end hvad der ellers rører sig på den danske musikscene.
I februar 1979 blev Minutes to Go udgivet, og dansk musik var ikke længere det samme. Med denne plade gav Sods den danske musikscene, som var præget af arven fra hippietiden, en syngende lussing.
