Less Win har bestået i henved ti år, og selvom andre bands af samme alder har været mere produktive, så har Less Win i mange år været en uomgængelig del af den danske post-punk scene. Med deres nye plade skriver de sig ikke ud af den scene, men udfordrer både den og deres eget udtryk.
Musikken er der heldigvis stadigvæk. Tag en pause fra pressemøder om tiltag og foranstaltninger i forbindelse med Coronavirus. Denne fredag kan du passende holde pause med denne single fra danske Yune. Singlen hedder ”Low”, og netop som jeg hører nummeret, titter solen frem.
To unge herrer har slået sig sammen til en slagfærdig duo, der har noget intelligent pop på hjerte. De to herrer er Aarhusianske Mikkel Holm og Ben Stidworthy fra Canada. Begge har allerede ret meget musikalsk pondus og virkelyst i bagagen, og det er bestemt heller ikke den lade side, de ligger på, her på den anden udgivelse fra det projekt de kalder Brooch.
Melankoli og stemningsmættet shoegaze er, hvad københavnske Pinemoon leverer på deres debutudspil, Miracle. Ni skæringer, der bringer fordums storhedstider for denne type musik i behagelig erindring. Du kommer ikke til at høre jomfruelig og nyskabende musik, men du kommer til at høre nærvær og intensitet.
Bad Religion er ikke nogen vårhare, når det kommer til punk. Bandet har eksisteret siden 1980, udgav deres første lp i 1981 og har efterfølgende udgivet ikke mindre end 16 studiealbums. Eller rettere sagt, 17, med den spritnye Age Of Unreason. Ikke siden 2103 har Bad Religion smidt en studieplade på gaden, så det har været interessant at se, om bandet stadig har den heftige energi, vitalitet og samfundskritiske brod, som de er blevet kendt for.
Den aarhusianske duo War Drums barsler med deres første fuldlængde udgivelse, Gummo. Her disker de to herrer op med en energiudladning båret oppe af knitrende synthesizer, hamrende trommemaskiner og en intens vokal. En gruppe som Spleen United har ingenlunde levet forgæves. War Drums spiller nemlig op til samme fest.
Aarhusianske Turquoise Sun har med deres debutplade lagt i ovnen til et poppet sommersoundtrack bestående af lige dele munterhed, synth og guitar. Det er mere poppet end psykedelisk, hvilket dogmatiske psychfans måske ikke vil finde forløsning i, men et bredere publikum vil ganske sikkert.
Ribbons er et konglomerat af folk, ambient og pop. Det stikker i ret så interessante retninger, og selvom albummet måske rummer lidt for mange sange end hvad godt er, så er der for den nysgerrige lytter klart noget at se frem til.
Kan der blive ved med at komme relevant musik, der trækker på samme hammel som punk og grunge? Er det stadig interessant at dykke ned i disse genrer, der i al deres rebelskhed er blevet integreret i mainstreamen? Jeg ved ikke, om jeg direkte kommer til at svare på disse to spørgsmål, men Nicotine Nerves gør sit at svaret bliver ja. For punk og grunge er det univers, som disse Aarhus-drenge boltrer sig i. Det gør de med vildskab og spilleglæde.
10 numre leverer californiske Cherry Glazerr på deres nyeste udgivelse, Stuffed & Ready. Ikke mere, ikke mindre. Men når skibet er ladet med charme, energi og finurlig leg med tekstuniverset, ja så skal der ikke mere end 10 skarpe skud til at fange min opmærksomhed. Og fange min opmærksomhed er lige hvad Cherry Glazerr gør. Uden at kunne kalde det et mesterværk, ja så er der ting og sager, der burde drage mange lyttere.
Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra september til december 2018.
Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2018 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive hjem om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her. I denne artikel fra juni og september 2018.
Bandnavnet Mythic Sunship er på mange måder utroligt passende. Den musik, bandet spiller, er en kosmisk eksprestur til solens brændende hjerte. Det er en rejse uden returbillet, en rejse, der kræver psykisk og nærmest fysisk energi. Til gengæld kan du rejse til kosmos helt uden at fjerne dig fra sofaen.
Den engelske folk-musiker Nick Drake udgav i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne tre sublime plader, der i dag står som tidsløse mesterværker. Desværre var han en plaget sjæl, og tog sig selv af dage kun 26 år gammel. Heldigvis lever hans musik videre i en ung dansk herre, Hjalte Ross, der netop har udsendt sin første plade. Og hvilken én.
I den endeløse række af stoner og doom bands, der dyrker den tunge og distortede lyd, som bastungt rammer lytteren i mellemgulvet, finder du bandet Ufomammut, som retfærdigt har hævet sig over mange af de andre bands i det univers. Urlo, ja det hedder forsangeren i bandet, har udgivet en plade med sit eget projekt, der byder på mere end bare tunge riffs.
Danske Shiny Darkly udgav deres første EP tilbage i 2012. Jeg kan huske, at jeg købte den, og efterfølgende så dem spille på Voxhall i Aarhus samme år. Det var godt. Der var en herlig fyldig lyd, der velsagtens, uden at fornærme nogen, lød som en lidt mere storladen hyldest til Joy Division. Bandet rummer stadig den del, men der er sandeligt også sket ting og sager i mellemtiden.
Gøggs er en trio bestående af Charles Moothart, Chris Shaw og Ty Segall. Deres første plade udkom i 2016, og nu er de så tilbage med ”Pre Strike Sweep”. Der er fart over feltet, så vi har med en hidsig og febrilsk Ty Segall at gøre. Måske lidt for febrilsk.
Beak> er en rejse tilbage til den tidlige krautrock ala Can, Kraftwerk og Faust. Men det er også en lille sviptur tilbage til 90ernes trip-hop og genkomsten af knitrende loops og sampling. Beak> er på en måde en størrelse, der burde hoppe direkte ind på min hitliste, men der er noget, der mangler.
Dør Nr. 13 forsøger med albummet Verden i flammer at lægge sig i strømmen af dansksprogede pop-rockgrupper, der med større eller mindre nuancer smelter sammen i én enslydende masse, dog med enkelte undtagelser.
Oh Sees, Thee Oh Sees eller OCS? Kært barn har mange navne. Desværre er gruppens 21. plade, Smote Reverser, på trods af enkelte højdepunkter ikke en af de skiver, der vil blive husket i bandets diskografi.
