Dør Nr. 13 forsøger med albummet Verden i flammer at lægge sig i strømmen af dansksprogede pop-rockgrupper, der med større eller mindre nuancer smelter sammen i én enslydende masse, dog med enkelte undtagelser.
Skribent - Martin Minka Jensen
Oh Sees: Smote Reverser
Oh Sees, Thee Oh Sees eller OCS? Kært barn har mange navne. Desværre er gruppens 21. plade, Smote Reverser, på trods af enkelte højdepunkter ikke en af de skiver, der vil blive husket i bandets diskografi.
Mark Lanegan & Duke Garwood: With Animals
Manden med det gravalvorlige stenansigt, Mark Lanegan, har som solist været en del af den etablerede rockscene siden starten af halvfemserne. Mandens musikalske udtryk har ofte også baseret sig på et alvorligt udtryk, der med afsæt i en mere socialrealistisk grungeæstetik heldigvis har udviklet sig sidenhen. Det gør sig især gældende på With Animals.
Body/Head: The Switch
Tidligere støjdronning i Sonic Youth, Kim Gordon, har sammen med Bill Nace udgivet Body/Head´s bedste plade til dato. Pladen hedder The Switch, men burde hedde ”Støj på 100 måder”.
Jim James: Uniform Distortion
Forsanger og guitarist i det amerikanske indierockband My Morning Jacket, Jim James, har udgivet endnu et soloalbum, der trækker på fine rocktraditioner med både folk, country og psych-inspirationer.
Red Lama: Motions
Et af de danske bands, der ikke har fået den samme opmærksomhed som andre psykedeliske grupper, selv efter den psykedeliske musiks genopstanden, er det syv mand store Red Lama. Deres debut fik en fin modtagelse hos Undertoner, men tidligere i år udgav de så den svære to'er, Motions.
Gnod: Chapel Perilous
Bandet Gnod fra den engelske by Manchester har efterhånden udgivet så meget, at man er stoppet med at tælle udgivelserne. Men er det stadig lige relevant? Hvis man er til psykedelisk drone og kraut, så kan Chapel Perilous måske kilde de rette steder.
Trainwreck Department: No. 1
Trainwreck Department er et enmandsprojekt bestående af en af dansk undergrunds mere produktive musikere. Jacob Faurholt, en 40-årig sangskriver og musiker, der fra sit hjem i København har leveret den ene lo-fi hjemmeoptagelse efter den anden. Nu sker det så igen med en kortfattet, men catchy EP ved navn No. 1.
Jenny Hval: The Long Sleep
Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP'en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80'er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.
The Body: I Have Fought Against It, But I Can’t Any Longer
Gentagelse, støj og skrig. Den cocktail giver en mærkelig musikalsk størrelse, som amerikanske The Body udforsker med deres nyeste plade I Have Fought Against It, But I Can´t Any Longer. Det er et møde med sammensmeltning af flere musikalske strømninger, hvoraf nogen fungerer bedre end andre.
DRINKS: Hippo Lite
DRINKS balancerer på en knivsæg, når det kommer til at holde tungen og de de musikalske arvestykker lige i munden. Med deres andet album Hippo Lite trækker de på mange interessante musikhistoriske strømninger, men det er vanskeligt farvand, de har bevæget sig ud på.
Blue Foundation: Brother & Sister
Blue Foundation har udviklet sig mod det endnu mere atmosfæriske og elektroniske, hvilket har gjort dem væsentligt mere afdæmpede end da de manifesterede sig omkring årtusindskiftet.
Tilebreaker: In the Undergrowth
Efter tre års ventetid er Aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.
Thurston Moore and Students of RMC: Nooooooo Daylight
Musikken glider som båndet, båndet glider som musikken. Jeg tror, der er en god grund til, at denne udgivelse kun er kommet på kassettebånd.
Uden for nummer 2017 del 2
Året rinder ud, og vi gør status over årets mindeværdige sange.
Uden for nummer 2017 del 1
Vi sætter fokus på de numre, der ifølge os selv fortjener en plads i historiebøgerne under kapitlet 2017.
Birthgiving Toad: Slugon
Lasse Bækby Buch når desværre ikke op på fordums niveau, men når han alligevel rammer plet, er han stadig afsindigt god. Legesygen har dog forvansket konsistensen.
0%: God Hates Young People
Over 11 skæringer leverer 0% en kraftpræstation indenfor den skæve og energiske del af indierocken, hvor guitaren sidder lige i skabet og passer perfekt til et ungdommeligt roadtrip.
The Monoliths: s.t.
Det københavnske punkband har ikke skabt en fuldstændig banebrydende debutplade, men en plade der skaber fest og vildskab gennem gedigen rock.
Sonja LaBianca: About Room, Room to Be, Rooms
Sonja LaBianca skaber med About Room, Room to Be, Rooms et astralt og svævende lydunivers, der er fyldt med rumklang og drømme. Men det kræver noget af lytteren.