The Swords Project er noget så eksotisk som to selvstændige rockbands, The Icebreak og Slower Than, der efter at have øvet sammen er par gange “sådan mest for sjov” smeltede sammen til et syntetisk ét – med det resultat at selvom de i alt syv medlemmer er meget fleksible med hensyn til, hvem der spiller på hvad, er der dobbeltbesætning på f.eks. trommerne på flere af skæringerne på deres første fuldlængde (forud er gået en ep), Entertainment Is Over If You Want It.
The Swords Project er umiskendeligt canadiske – hvis ellers man forbinder lyden af Canada af i dag med den af Constellation-kataloget. I årerne på The Swords Project pumper nemlig det samme musikalske blod som det i Godspeed You Black Emperor, A Silver Mt. Zion og The Cancer Conspiracy (selvom sidstnævnte strengt taget er fra lige syd for grænsen). Det er musik i grænselandet mellem rock og electronica af den slags, der populært kaldes postrock, men hvor det for flere af de musikalske frænders vedkommende har syntes at være et mål i sig selv, at produktet var grænseoverskridende og brød med den herskende rocknorm, er The Swords Project mere postmoderne i ordets egentlige forstand: Det er ikke bruddet eller ’faldet’, der søges afdækket, men mulighedsrummet i dets kølvand. The Swords Project er mere en klassisk skønhedssøgen, et komplekst, men effektfuldt forsøg på at lave god musik simpelthen, end det er en tour de force i stiløvelser (også selvom bandnavnet grangiveligt, og lidt unødvendigt, relaterer sig til opfattelsen af dem selv som “the hired assassins of rock”). Derved tydeliggøres også en parallel til f.eks. Red Stars Theory, Tortoise og Mogwai m.fl., men bortset fra den lidt mere umiddelbare tilgang, er alt ved det gamle i postrockland: Numrene går mod ti minutter, og her er læssevis af udknaldede instrumentalpassager, men også smukke, drømmende melodier båret frem af to guitarer, to trommeslagere, bassist Corey Fickens tyste vokal og især Liza Rietz’ udsøgte violinspil samt et skiftevis dunblødt og skrattende elektronisk kit til at binde alle de løse ender sammen.
Pladen åbner med et blot halvandet minut langt, unavngivet forspil af bølgegående, minimale elektroniske lyde, der fremkalder fornemmelsen af at svæve vægtløst omkring i den reneste harmoni. Derfra går den nærmest umærkeligt over i den lidt mere kødelige “City Life”, hvor drømmefragmenterne via en inciterende, sekstonet baslinje, et skvat halvstøjende guitarer og sagte, rapsodiske vokalstumper langsomt begynder at få mere krop. Et Red Snapper-agtigt, forstyrret elektronisk sample og trommer tilsættes på rejsen mod klimaks, inden det hele er forbi, og der rives ned og bygges op på ny i “Cocktails and Shuttlecocks”. Det er en art sinuskurve, der udstikker kursen, og det fungerer forbilledligt under et hele som et album.
Pladens femte skæring er den mest sigende: “Audience of One” er nærmest hele albummet spillet på én gang med dets blanding af repetitive rockdyder, elektronisk krimskrams, heftige guitarbredsider, fortættede, organiske rytmer og delikat nervetråds-violinspil. Der zappes rundt fra et tema til et andet, der pludselig springer ud som en helt ny melodilinje, fald og stigning i tempo og intensitet, tilsyneladende uden nogen rød tråd. Alligevel fungerer det helt fantastisk godt: Det er progrock, når det er allerbedst! Pladen rundes af med “New Shapes”, der er lidt mere rock-og-rullet end dens forgængere, og hvor vokalen for en gangs skyld bliver vedkommende og melodibærende – hidtil har den blot været en mellemregning i den samlede musikalske sum.
The Swords Project kalder selv deres musik for “schizofrenic progrock”. Det synes upassende al den stund, at selvom musikken til tider måske stikker ud i lige lovligt mange retninger (min største og eneste ’alvorlige’ anke er, at vokalen kunne være benyttet med lidt større omhu ud fra devisen: Brug den ordentligt eller lad helt være”¦), vil jeg til enhver tid hævde, at den er mere sammenhængende drøm end fragmenteret mareridt. Afdækningen af det ovenfor nævnte, der er postrockens mulighedsrum er stadig på grundforskningsniveau i en grad, der tillader The Swords Project at påklistre Entertainment Is Over If You Want It etiketten ’særegen’, også selvom den ikke er udpræget nyskabende endsige noget uafrysteligt mesterværk. Man kunne godt ønske sig, at der blev skruet lidt ned for referencerne og fundet frem til et endnu mere rendyrket udtryk; der bliver trods alt ikke ved med at være lige højt til loftet på parcel-postrock. Når det er sagt er The Swords Projects første rigtigt udgivne livtag med musikken altså ganske overbevisende, og fans af genren, særligt Kranky-udgivelserne, bør finde stort velbehag i Entertainment Is Over If You Want It. Denne signatur har i hvert fald tænkt sig at holde et vågent øje med de syv canadiske samuraier og deres forsøg på at snigmyrde rocken – også fremover – og giver dem, måske med lidt vel rund hånd, fem U’er.
