På vej ind i Blueprint Car Crashs debut-ep hives man gennem en elevator af spænding. Som stilhed før stormen starter udspillet med en støt og stadig spændingsopbygning, der bringer lytteren længere og længere op af stolen og ørerne tættere og tættere på højttalerne. Chris Mordin (trommer og percussion), Hayden Jaeger (guitar), David Sigler (bas og synths) og Mo Shahisaman (vokal) er som fire astronauter under nedtællingen, før de bliver skudt af sted. Efter et minut er der take-off.
Fræsende guitar, paranoide rytmer & modrytmer og omtumlede basgange eksploderer i “Kiss Me One Last Time” i hovedet på én som en rocker på væksthormoner, der er blevet mobbet lidt for meget med sit mangelfulde forplantningsværktøj. “Kiss Me One Last Time” er en kaotisk og skizofren kærlighedssang. Desperation og afmagt gennemstråler denne kantede, haltende og håbløst fremadstormende kærlighedserklæring til den udkårnes guddommelige væsen. Men samtidig også en hyldest til de små glimt af skønhed, der skabes i det totale følelseskaos, som på fabelagtig vis er blevet omsat til et virvar af desorienterede instrumenter, der netop får skabt en intens og medrivende rockhymne. Med “Kiss Me One Last Time” har Blueprint Car Crash indledt deres amokløb mod stjernerne. Og hvad den første sang lover for resten af albummet, er alt andet end en behagelig rejse i polstrede sæder.
Den første meteorregn i form af “12.8.80” truer med at flå forsanger Mo Shahisamans lunger ud af kroppen på ham. Den 8. december 1980 var dagen, hvor Mark David Chapman blæste alt liv ud af John Lennons krop og erstattede det med fire kugler. I stedet for at gøre denne tragedie til en tårevædet hyldestsang i begravelsestempo tør Blueprint Car Crash satse højere. Med en aggressiv og fandenivoldsk tilgang trækkes lytteren direkte ned i den personlige krise og afmagt, der hjemsøgte Chapman.
Blueprint Car Crashs store force er deres evne til at fylde deres post-hardcore med en personlig og intim vrede og afmagt. Mo Shahisaman lader sig ikke forfalde til en passiv beretning og fortælling. Smerten og desperationen sparkes med magt direkte op i ansigtet på lytteren. Når Mo Shahisaman i “Grave of Fireflies” skråler »I’m desperate,« mærkes smerten, som var den éns egen, og man kan ikke andet end at blive overbevist. At bandet formår at intensivere hele oplevelsen i kraft af en super tight rytmegruppe, er nærmest mere, end man turde drømme om.
Mod slutningen af ep’en forsøger Blueprint Car Crash sig med lidt af de samme freejazz-, emo-, neopsykedeliske og progrock-elementer, som gjorde Mars Voltas debut fra 2003 til et interessant bekendtskab. Overraskende falder forsøget overvejende godt ud. I Bell Imperia griber man næsten sig selv i at tænke, at det var sange som denne, der kunne have gjort De-Loused in the Comatorium til det mesterværk, som Mars Volta stræbte efter at skabe.
Blueprint Car Crash viser på dette debutudspil, at de tør være personlige og intense. De tør gøre sangene til andet end øjenvidneberetninger. De tør udleve desperationen. At de formår både at løfte denne svære opgave, og at de samtidig får det krydret med en fantastisk kompleksitet og opfindsomhed, gør Rhetoric of a Marionette til et helt fabelagtigt udspil. I dette udspil er der brændstof og rå-energi nok til at forlænge bandets raketdrevne amokløb langt ud i fremtiden.
