Single-kompilationer er normalt ikke en idé, der tiltaler mig. De kommercielle (og i mange tilfælde de mindst interessante) sange er pillet ud fra flere forskellige udgivelser og samlet på én plade, som så skulle tilbyde det bedste fra bandet. Væk er det helstøbte og homogene, og tilbage står vi med en masse brudstykker, som er lagt mere eller mindre tilfældigt ved siden af hinanden. Og så er det vist ingen hemmelighed, at det er penge over kunstnerisk integritet på den slags udspil. Heldigvis findes der også kompilationer, der ikke blot udgives for at suge flere penge ned i kisten. Les Savy Favs Inches er et sådant udspil.
Inches er et puslespil, som Les Savy Fav begyndte at lægge i 1996. Pladen er en slags opsamling med omvendt kronologi. I alt 63 tommer er blevet lagt sammen på samme plade, og starten går med det mest friske materiale fra 2003, og således rejser vi gennem ni 7″-singler tilbage til 1996 – en idé som ifølge bandet selv har været intentionel siden begyndelsen (og man må tro dem, for lægger man de ni singler til at danne en kvadrat, får man nøjagtigt samme mønster, som frontcoveret til Inches viser). Herved er kontinuiteten reddet på pladen, da man i omvendt rækkefølge kan opleve store dele af bandets musikalske udvikling gennem de i alt 18 sange. Hertil skal det bemærkes, at ingen sange fra de respektive singler går igen på nogle af Les Savy Favs albummer, og eftersom flere af dem er svært opdrivelige, er tilgængelighed en primær drivfaktor for udgivelsen af Inches, og berettigelsen for udspillet er på plads.
Selv om udviklingen har bevæget sig fra kantet post-hardcore mod mere raffineret og hvirvlende art-punk, har Les Savy Fav i løbet af deres syv års levetid holdt på en egenartet, kompromisløs linje og altid holdt sig på lang afstand af hoben af enslydende bands. Les Savy Fav kobler uforfalsket punkenergi med en kultiveret finfølelse, humor med hjerne og fritfarende dans med smittende seriøsitet.
De fire medlemmer mødte hinanden på en kunstskole i Rhode Island i 1995, og siden da er det blevet til tre plader fyldt med dansable og huggende discopunk-rytmer, hidsig og skarp guitar-dissonans, fremtrædende baslinjer og rablende stream of consciousness-poesi.
»We got old, we got good, and we did all we said we would,« lyder det selvsikkert fra Tim Harrington i “Meet Me in the Dollar Bin”, der byder på en herlig kombination af synths og skrigende guitarer, og der får lov at åbne Inches og lyrisk introducere idéen om bandets bagvendte udvikling. Det er alt sammen gået godt, mener de selv – og man må give dem ret.
De 18 sange, som udgør Inches, er tidligere udgivet på respekterede og højtstående undergrundslabels (SubPop, DeSoto, Tiger Style m.fl.) og er for samlere allerede velkendte godbidder. 10 af sangene er udgivet efter Les Savy Favs seneste fuldlængde Go Forth, og disse hæver sig over det resterende materiale.
“Hold on to Your Genre” og “We’ll Make a Lover of You”, begge med et mørkt Joy Division-agtigt beat, viser, at der ikke er så langt igen mellem new yorker-dekadence og Manchester-mørke. Dynamikken i bandet udnyttes til fulde i sange som “Obsessed With the Excess” og “Our Coastal Hymn”; allerede her har de lagt fundamentet for en formel – som dog glipper fra tid til anden, hvor der går for meget primalpunk i den.
Men overordnet holdes niveauet pænt over middel, og det er specielt de to åbningsnumre “Meet Me in the Dollar Bin” og “Hold on to Your Genre” samt “One Way Widow”, der træder mest legende og inviterende frem.
“Rodeo” er den helt rette slutningssang på Inches. Den er balstyrig og rodet, men ganske fin. Harrington råber: »Les Savy Fav, Les Savy Fav, that’s our name!« og er derved nede på første trin i udviklingsprocessen – og når sangen løber ud, er bandet end ikke blevet født endnu.
Det er skønt at få samlet en række svært opdrivelige singler, men skønnest er det nu engang, at Inches fremviser yderligere en stigning i Les Savy Favs i forvejen imponerende formkurve. Det lover godt for en kommende fuldlængde.
