Det er nærmest umuligt at komme med en fyldestgørende beskrivelse af dette album fra The Fiery Furnaces. Sjældent har jeg hørt et rockalbum, der byder på så mange forskellige opfindsomme idéer og mærkelige indfald, som tilfældet er her, og endnu mere sjældent har jeg hørt en så opfindsom rockplade, hvor det i sidste ende lykkes at holde sammen på enderne.
På debutalbummet tog The Fiery Furnaces’ lyd udgangspunkt i en opdateret udgave af bluesrock, og disse elementer er stadig i gruppens musik – men det er at undervurdere gruppen at reducere deres musik til bluesrock, ligesom sammenligningen med The White Stripes kan lægges endeligt væk – hvis den stadig dukker op, kan det udelukkende hænge sammen med, at kernen i The Fiery Furnaces er søskende.
Blueberry Boat forekommer ved første lyt som et nærmest uorganiseret kaos med et utal af stilarter, hvor der er langt mellem melodierne og de sammenhængende forløb. De enkelte numre består af et hav af idéer, der er vævet ind mellem hinanden, og de fleste skæringer består af flere forskellige melodier, der skiftes imellem.
Med andre ord tager det en smule tid at komme ind på livet af Blueberry Boat, men efter at have investeret lidt tid i pladen bliver den rigtig charmerende, og det stilistiske kaos og uforudsigelighed bliver dybt fascinerende.
Åbneren, “Quay Cur”, er på mange måder et glimrende eksempel på albummets mange facetter. De første par minutter er minimalistisk electronica, og herefter kommer man gennem et stykke med forvredet keyboard over svedig bluesrock med en heftig omgang slideguitar til et akustisk afdæmpet mellemstykke – og oven i dette kommer mindst fire-fem forskellige melodier, der væver sig ind mellem hinanden. På papir lyder det som et nærmest umuligt projekt, men af en eller anden grund virker det, og blandt andet på grund af et glimrende sammenspil formår de to søskende Friedberger at holde de mange tråde sammen. Dette sammenspil kunne man også høre til gruppens koncert på årets Roskilde Festival, hvor sangene i en koncert uden pauser ubesværet gled over i hinanden.
I de efterfølgende numre følges samme skabelon… eller hvad man skal kalde det, når man har smidt alle regler og normale strukturer langt væk. I “Straight Street” følger The Fiery Furnaces en lidt mere genkendelig struktur, idet der vendes tilbage til et omkvæd, der dog udvikler sig så meget fra gang til gang, at det bestemt ikke er ens to gange.
Titelnummeret begynder med noget, der lyder, som om det er optaget i en arcade-spillehal engang i 80’erne og herefter kørt igennem en sampler for lidt senere at lyde som en manipuleret optagelse af en lirekasse på en markedsplads. Og ud af dette kaos dukker så pludselig et særdeles smukt rocknummer.
Selv efter mange gennemlytninger bliver man igen og igen overrasket over pladens udvikling, der på intet tidspunkt er forudsigelig. Der er så mange lag og facetter, at det er vanskeligt at komme i tanke om mange andre bands fra rockscenen, der i samme grad har formået at få så godt et resultat ud af et sådant regulært stilanarki. Det er nærliggende at tænke på en kunstner som Beck, men trods hans trang til at blande stilarter har han i modsætning til The Fiery Furnaces for det meste holdt sig inden for rammerne af den traditionelle popskabelon med vers-omkvæd-vers.
Især de første fire numre med en spilletid over 30 minutter er en sand fornøjelse at lytte til; det er noget af det mest kreative og charmerende rockmusik hørt længe.
Herefter bliver kvaliteten lidt mere svingende, men der er også fremragende materiale på resten af pladen, bl.a. “Chief Inspector Blancheflower” og “My Dog Was Lost But Now He’s Found”, der i forhold til det meste af pladens øvrige materiale fremstår relativt ligefremme.
Mod slutningen hænger pladen desværre lidt i et dødvande, og numrene leveres ikke med samme skarphed og spillemæssige overskud som på især den første halvdel, men med en spilletid på 76 minutter er det også til at leve med.
Nogle vil med sikkerhed afskrive Blueberry Boat som en rodebutik, der hverken har hoved eller hale, og det er så afgjort også en plade, der kræver, at man giver sig tid til at lytte. Giver man sig denne tid, er Blueberry Boat til gengæld et album, som er en nærmest uudtømmelig kilde af idéer, og som beviser, at man inden for rockmusikkens rammer stadig kan lave plader, der byder på noget nyt.
