Gravenhurst er navnet på en ikke forfærdelig stor by i Canada, lige så vel som det er navnet på et, indtil for nylig, ikke forfærdeligt stort folk-ensemble.
Hverken set på mængden af solgte plader eller antallet af bandmedlemmer var Gravenhurst noget stort foretagende. Faktisk bestod det udelukkende af Nick Talbot, der, efter at have været medlem af de My Bloody Valentine’ske Assembly Communications, besluttede sig for at starte sit eget pladeselskab, Silent Age, for at udgive sit skrabede solo-singer/songwriter-album Internal Travels. I 2003 udsendte han, igen på Silent Age, opfølgeren Flashlight Seasons, som er en langt mere kompleks og afpudset sag end debuten, og den på samme tid mere klare og mere detaljerede lyd blev da også modtaget helt fint, hvor den kom frem.
Men det var ikke før i år – hvor det engelske pladeselskab Warp, der ellers er kendt for elektroniske kunstnere, fik lyst til at skrive kontrakt med Nick Talbot og genudgive hans seneste plade – at navnet Gravenhurst, som nu er blevet udvidet til et tremandsorkester, virkelig begyndte at florere rundt omkring i anmeldelser, debatfora og artikler på internettet og i musikblade verden over.
Og det med ganske god grund – for Flashlight Seasons er en ganske fin plade, som Gravenhurst egentlig kan være ret stolte af. Måske er det ikke en plade, der kommer til at stå som en af de helt store milepæle, når man om adskillige årtier kigger tilbage på 2004. Til gengæld kan de måske få æren af at være et af de navne, der var med til at puste liv i den neo-folk-scene, der i år har begejstret og forundret, er blevet hypet og kritiseret, og som, uanset hvad man mener om navne som Devendra Banhart, Joanna Newsom, Espers, Cyann & Ben, Vetiver og Iron and Wine, vil stå som årets måske mest markante fælles frembrusen – præcis som garagerocken vendte tilbage for nogle år siden i form af The Strokes, White Stripes, Black Rebel Motorcycle Club og alle de andre, vi har hørt om mindst en million gange før.
Som en anden Nick Drake har hr. Talbot grebet guitaren og indspillet en samling sange i sit lille soveværelse – en isnende, poetisk og følsom samling fortællinger om stjernerne på den mørke himmel, landskabet uden for vinduet og naturligvis om de menneskelige kvaler, han ligesom alle andre mennesker går igennem. Det er ikke noget, Talbot lægger skjul på, så allerede i pladens første skæring er volumen skruet ned til 1 og patos op til 10, og over en svag drone og sløve akkordskift på guitaren bliver der med en klagende stemme sunget: “My memories keep me feverish and sane / That night alive with stars and signs / I can’t explain / I recall an autumn fire, a burn out car, the shotdown cinema / Do you? […] Tunnels we dig into our tired souls / Rip up the foundations, expose all the holes.”
Nu får jeg det måske til at lyde, som om Gravenhurst er et opblæst og intetsigende bekendtskab, men det er slet ikke tilfældet. Selv åbningsnummeret, hvor teksten kammer over, og man ikke er helt overbevist lige med det samme, er efter flere lyt hoppet over på den gode side af vægten, der har en syv-otte sange på den gode side mod to-tre stykker på den dårlige.
Og når man når til pladens fjerde nummer, Bluebeard, bliver det for alvor spændende. Stadig er det den afdæmpede guitar, de diskrete droner og Talbots krystalklare stemme, der er i fokus, men hér udnytter han til fulde sit potentiale som sangskriver og leverer en glimrende melodi til at akkompagnere de tekster, man bliver nødt til at finde sig til rette med, hvis man vil kunne lide pladen: “The voice inside your head says stay at home / Stare at the demons that thrive inside a tale left half told.” Af en eller anden grund tror man her på det, der bliver sunget. Bluebeard bliver efterfulgt af den ligeledes glimrende The Diver, der afslutter første halvdel af pladen.
Anden halvdel er en anelse mindre dyster i sin lyd, men bliver dog åbnet af pladens (heldigvis) eneste instrumentale nummer, East of the City, der i undertegnedes ører kun fungerer som et vendepunkt og en optakt til Damage og Damage II, der på trods af titlerne er de to mest optimistiske sange, Talbot endnu har skrevet, hvilket dog siger mest om Gravenhursts musikalske univers.
I The Ice Tree letter den tunge tåge, der har lagt sig omkring albummet lige fra starten. Stemningsbilledet, Talbot maler, er intet mindre end glimrende: “œSix in the morning, the ice in the tree / Thaws into the millpond returns to the deep […] After the cold raindrops that froze / Melt into the thin air like the footsteps of ghosts / I caress where my lover once lay by my side / Before I turned inwards and forced her to fly / For she could not know me / For I know not myself / And without understanding / Love isn’t enough.”
Alt i alt har Nick Talbot fat i den lange ende af det strå, han lige har plukket på marken ude foran sit vindue. Lad os håbe, at der er flere fortællinger gemt til os, for selv om man før har hørt en mand med en guitar synge om træerne, himlen, jorden, menneskene og vores problemer og konflikter, er der gemt mange gode oplevelser i Flashlight Seasons.
Men når jeg om 10 år kigger tilbage og ikke helt ved, hvilken plade jeg skal sætte på, er jeg ikke i tvivl om, at det er Nick Drake, Phil Elvrum, Bonnie ’Prince’ Billy eller Elliott Smiths udgivelser, der vil få lov at rotere flest gange, men lige nu – ja, lige nu kan mine ører godt tåle, at det er Gravenhursts plade, der ligger i mit anlæg, mens jeg trykker på play-knappen en gang eller fem mere.
